Forord

Fremstillingen i denne offentliggørelse gøres levende ved særlig betoning af de samtidige kulturhistoriske omstændigheder og på denne måde undgås kun at bringe tørre tal. Om 1½ år vil en stor del af de ældste holstenske kirkebøger sandsynligvis være bearbejdet, så forbindelsen mellem de enkelte familiemedlemmer i de forskellige sogne, ligesom arveforpagtning og forbliven af de Jappe’ske bondegårde m.m. vil blive omtalt. Herom foreligger også meget værdifuldt materiale. Mange huller skal dog stadig udfyldes, for at opnå et afrundet billede.

Mine familiehistoriske arbejder er tilegnet mindet om min eneste søn Werner, der døde i maj 1929 i en alder fuld af glade håb 13 år gammel.

Jeg takker hermed hjerteligt for den store interesse og for de venlige og bekræftende breve, som er tilgået mig fra alle familiekredse på  grund af mine henvendelser. Kun få familiemedlemmer forstår sproget fra den frisiske urhjemstavn. En gammel hilsen derfra til hver ven skal også ledsage os på vores livsvej.

 

Fra 1548 øges antallet af dokumenter om tilstedeværelse af familiemedlemmer i Bosau, Bornhöved, Plön, Dersau ( Dissau ?), Kalübbe og Langenrade ved Plöner See og 1558 kendes de første bærere af navnet i Lübeck, af hvilke rådsherre Erasmus Jappe († 1617) særlig fremtræder.

Det er ukendt om Jappe’rne allerede tidligt var tilstede i den gamle friserkoloni Süsel-Wagrien. 1614 nævnes på tredje side i Süsels gamle kirkebog den slagfærdige kordegn Jasper Jappe. Den nu tørlagte Jappe sø ved Bujendorf har fået sit navn enten fra hertugelig plönske fiskemester Hans Jappe, eller fra Bujendorfer skolemester Christian Jappe eller fra havnekromand strandfoged Asmus Jappe.

Men rigeligere end engnavne giver gamle kunstmindesmærker anledning til efterforskning af Familien Jappe. Her skal først og fremmest henvises til klokkestøber Reimer Jappe. Gymnasierektor J. Warneke, Lübeck, som jeg kan takke for mange impulser til min forskning, gjorde mig for første gang opmærksom på ham. Efter hans mening er klokkestøber Reimer Jappe og en mester Renmer én og samme person. Med den endnu i det 16. århundrede almindelige brugte benævnelse af mestrene, kun med fornavn, især ”mester renmer” og ”reimer iappe”, er det også antageligt, at de har levet på samme tid, hvad der også fremgår af årstallene på hans for tiden kendte arbejder. Det drejer sig om følgende værker :

 

a)                   Døbefont fra året 1515 i kirken ved Gross-Flintbek, 10 kilometer sydvest for Kiel . Højden på bronzefadet andrager 75 cm med en diameter på 70 cm. Fadet bliver båret af tre rygløse munke, der holder en bog i hånden. Den øvre indskrift lyder :

 

Den underste indskrift :

b)    Klokke fra år 1520 i Bergenhusen kirke, ca. 23 kilometer vest for Rendsburg. Denne lille klokke havde en diameter på 38½ cm og en skrå højde på 31 cm. Den bar efter R. Haupt  følgende indskrift :

                        ibs ⁴⁾  maria mester renmer hest dysse klocke geh ghaten

 

Klokken skulle ikke eksistere mere. Henning Oldekop nævner den endnu i sin topografi om hertugdømme Schleswig fra 1906 (VIII, 21)   

c)       En klokke fra år 1521 i kirken i Erfde. Den skal ligeledes stamme fra ”mester renmer”.  R. Haupt siger om den : Klokken i gammel form på den i kirken eksisterende tagrytter er utilgængelig. W. Moriz nævner overhovedet ikke klokken i sin ”Chronik des Kirchenspiels Erfde” (1924).

Ud fra indskriften på Gross – Flintbeker døbefonten ” Meister Renmer ist er genannt, das ist Euch wohl bekannt „ (mester Renmer hedder han, det er Jer vel bekendt. o.a..) taler  mesterens stolthed om sit hidtidige arbejde. Desværre har kun de få nævnte værker overlevet til vore dage.  Det er ikke noget under, for allerede 1532 lod kong Christian III næsten alle kirkeklokker i sine Schleswig – Holstenske områder omsmelte og til dels bringe til Husum, sandsynligvis for, i disse urolige tider, at støbe kanoner af dem. Menighederne, med undtagelse af dem i Nordfrisland, hvor hver kirke kun behøvede at aflevere én klokke, måtte beholde de mindste eller mod store løsepenge en større. Og på den anden side må man tage hensyn til, at en bronzeklokke kun holder 250 år. Fordi der efterhånden indtræder en deformering af den sprøde klokke gennem kneblens utallige anslag på nøjagtig det samme sted, som må føre til revnedannelser. I dag er vi i den heldige situation, ved hjælp af autogensvejsning igen at kunne udbedre skader på gamle klokker til en upåklagelig stand og bevare ærværdigt kulturgods. For vore forfædre var der derimod ingen anden mulighed, end at omsmelte de bristede klokker og at støbe nye, hvorved erindringen om indskriften på den gamle klokke naturligvis gik tabt.

Den pågældende litteratur – Richard Haupts Bau- und Kunstdenmäler von Schleswig – Holstein  , Karl Walters „ Glockenstunde“   og Th. Hacks „Lübecker Glockenstunde”   rummer ingen angivelser om ” mester renmer ” eller reimer jappes liv. Derimod giver kirkeregninger fra St. Nikolai kirke i Kiel  og Kieler Erbebuch    følgende henvisninger om Renmer Jappe :

1490 nævnes en Hans Jappe i kirkeregnskabsbogen.

 

Ud fra disse posteringer kan man antage, at R. Jappe skulle betale ca. 100 mark for et lån fra kirken til sin forretning og for en til kirken hørende grund, for kirken tog dengang 6 % i rente.

Erbebuch’en indeholder også følgende post : ” anno 1526 : Dath esse gheleghen in der Viskerstrathe beleghen by den beyden boden, dat thovorne horde Eler Snyddeker, hort nu quith unde vrigh Renmer                                                                                   Jappen unde synen erven myth aller tobehoringhe und endeschede. De renthe vinth mhen in deme Rentheboke idder Panthboke ” 

 

Bemærkelsesværdigt er også en bemærkning i Plöns kirkeregnskabsbog fra 1540  ifølge hvilken smedemester Jacob Barcken, mod en skadesløsholdelse på 3 mark lybsk, måtte drage til Hamburg med klokkemalmen – sikkert den bristede kirkeklokke fra krigsurolighederne i 1534 – for der at lade klokken omsmelte. Han ”Bodeker so de tune tossamensloch, dar dat klockengut in was ” modtog for det 1 schilling 3 pfennig. Med plönernes ellers så livlige forbindelser med Kiel var vel med henblik på den vanskelige transport en kieler klokkestøber at foretrække, hvis der havde været et klokkestøberi der. Så kan man måske antage, at Renmer Jappes støberi ikke længere fandtes i 1540. 

Foruden Renmer Jappe nævnes desuden i 1526 i Kieler kirkeregnskabsbogen under ” Timmerluden op de Tegelhus ” : Peter Jappe ” hesst gearbeedet 8 daghe; item noch 8 daghe ” og yderligere sælger kirken i 1527 : an Jappe ” Goldsmith ½  Fuder Dacksteene; item 2 Tonnen Kalck ”.Det sidstnævnte burde dreje sig om Jasper Jappe, der i Kieler Erbebuch i 1548 nævnes på følgende måde :

Det er mærkeligt, at der efter 1571 overhovedet ingen oplysninger findes om Japperne i Kiel. Måske er den i den plönske kirkeregnskabsbog fra 1548 nævnte Peter Jappe slægtning eller efterkommer, navnlig da det ved større byggerier var almindeligt i Plön at tilkalde dygtige håndværkere fra Kiel. Fornavnet Reimer optræder efter den nuværende forskning kun en gang i familien, og det gennem klokkestøberen.

Kieler borgerbøgerne, der starter 1600, og ligeledes de overskuelige kieler kirkeregistre angiver ingen Jappe som indbygger og borger i Kiel før 1807.Med den 17 november 1807 dukker Hans Nicolaus Jappe op, bødker fra Husum, der som vordende mester måtte betale introduktionspenge.

Ved denne lejlighed henvises igen til den mindste af de to klokker i Bosau kirke ved Plöner søen, der nu tjener som urklokke, og som blev støbt om i 1760 under Landsherren hertug Friedrich August, biskop af Lübeck.

Hertil skal bemærkes, at Bosauer Jappernes slægtsgård, med hvilken også arvefiskeriet på den tidligere biskoppelige del af Plöner sø var forbundet, ligger ved siden af den gamle Vicelin kirke . Asmus Jappe nævnes der allerede i året 1549, ved kejser Karl V’s forhøjelse  af tyrkerskatten. 

Yderligere en kirkeklokke med en diameter på 1,38 cm, som bærer navnet Japp, hænger i Kirch – Grambows kirke 30 km. sydøst for Lübeck . Dens lange indskrift angiver, at den i året 1736 skal være omsmeltet på kammerherre Joachim von Bernstorff, pastor Quandt, forvalter Echermann, juristen Hans Oldenburg og ”Joachim Japp” fra Laurenz Strahlborn i Lübecks tid. Denne Joachim Japp var et barnebarn af den i 1620 i Langerade ved Plön som søn af den stedlige sognefoged Claus Jappe fødte senere mecklenburgske bonde Claus Jappe, der var gift med Catharina Husfeldt fra Gnessau i Segeberg amt. Ved svenskernes indfald i Schleswig – Holstein blev de i 1640 fordrevet til Teschow – Jeese på Joachim von Bernstorffs godser ( 30 km. øst for Lübeck ). De blev stamforældre til de Japper, der nu kaldes Japp, der endnu den dag i dag bor på deres gårde, og om hvem et overordentligt righoldigt historisk materiale kunne udforskes.

Byen Lübeck gemmer et større antal kunst- og historiske mindesmærker om Japperne. Alle, der én gang har beset krigsstuen på Lübeck rådhus, vil kunne beundre de smukke træarbejder fra 1612 af Tönnies Evers og hans søn. På vægpanelerne befinder sig de forhenværende rådsherres våben udskåret i alabaster, herunder også Asmus ( Erasmus ) Jappes våben : En liggende, bagudskuende enhjørning i den underste røde halvdel af skjoldet .

Dette våben forekommer første gang i marts 1603, da Asmus Jappe, som medlem af borgerkomiteen, dannet ved ”Reiserschen Unruhen ” i 1599, blev valgt ind i fattighuset ” Kloster St. Annens ” bestyrelse, og dér efter traditionen lod sit våben ophænge i den tidligere klostergang. Samme våben befinder sig også i den i træ udskårne frise over den gamle bogskranke på stadsbiblioteket.

På det berømte Marienalter fra 1506 i Lübecks domkirke finder vi enhjørningen hvilende i Marias skød. Den ansås for symbol på ensomhed, kyskhed og styrke. På grund af sin vildskab og sine kræfter var den utæmmelig. Disse egenskaber gav anledning til, hyppigt at føre den i forskellige kombinationer i våbenskjolde, og således har vel til forskel fra andre lignende enhjørninger lige netop udførelsen været afgørende.

På grund af min egen mangeårige forskning i Lübeck stadsarkiv, hvis familiehistoriske kilder i de senere år planmæssigt og forbilledligt er blevet bearbejdet, kan følgende kort fortælles om Erasmus Jappe :

Født i Bosau omkring 1560, gik han efter sin fars død i skole i Plön, hvor hans mor Anneke, Asmus Jappes efterlevende enke ( † 1590 ), ejede en større ejendom. Han indgik sit første ægteskab d. 19 oktober 1589 med Catharina Bartels, datter af den rige Lübeck borger Hans Bartels, der ejede sit eget lille kapel i Katharina kirken og hvis familie er skildret på det store maleri fra 1567 der hænger der den dag i dag.

Som følge af  ” Reiserschen urolighederne ” indvalgte man ham i 1599 i Lübecks borgerkomete.

 9. maj 1608 blev Asmus Jappe rådsherre . Som sådan var han også virksom i kirkerådet. Fra denne tid stammer en endnu bevaret nadverkalk, som han indstiftede 1615 sammen med 3 andre rådsmedlemmer fra Gr. – Grönaus Siechenhauses kapel.

Asmus Jappe, der i 1605 var blevet Rødbryggernes ældstemand ( oldermand ? ), tilhørte rigafarernes gilde ( lav ), og han optrådte flere gange som deres talsmand. Hans yngre fætter Detloff Jappe, født i Danzig 1602, var sandsynligvis forbindelsesmand mellem Lübeck og Riga. Den af rådet i Danzig beslaglagte arv efter Detloff Jappe forsøgte Asmus Jappe at indløse til arvingerne sammen med sin svoger lübecker rådmanden Johannes Brambach, der stammede fra Andreasberg. 9 december giftede Asmus Jappe sig for anden gang, det var med Margareta von Dorn, enke efter børnehjemsforstander Lueder von Dorn, der var en nær slægtning til hans nabo i Beckergrube, den i 1607 afdøde borgmester Herman von Dorn. Vielsen blev foretaget i Marienkirken med 180 deltagende personer. Fra 1609 var Hinrich Brokes , hvis far Johan Brokes ( borgmester i Lübeck fra 1575 til 1585 ) også stammede fra Bosau – Plön, borgmester.

1591 erhvervede Asmus Jappe huset i Beckergrube nr. 146, nu nr. 17 , overfor stadsteatret. Her døde han den 6 november 1617 efter tilsyneladende kun kort og uventet sygdom, for hans endnu bevarede, meget udførlige testamente blev først skrevet den 21 oktober 1617. Hans jordiske hylster blev bisat i den Bartelske arvegrav i Katharine kirken ved siden af hans første kone. Han efterlod 2 mandlige efterkommere, Johann og Hinrich, og 5 døtre.

Hans fætter, Hinrich Jappe; født ca. 1572 i Lübeck som søn af Rødølbrygger Hinrich Jappe og Margarete Sandow, var fra 1605 gift med Anne Distels. Han var i 1605 pramherre i Lübeck og formidlede som bådejer omladningstrafikken mellem Lübeck – Übersee og Oldesloe på Trave. 
Flere af rådsherre Jappes fætters sønner blev sømænd, andre, som f. eks. B. Johann Jappe og Hinrich Jappe, fremtrådte som købmænd i Lübeck. Den sidstnævnte blev borgmester d. 8 marts 1636, ved hvilken lejlighed han måtte fremvise et harnisk som tjenestedygtig mand og betale 10  rigsdaler i gebyr. Fire dage senere blev han optaget som broder i kræmmerkompagniet med det i bilag 20 viste husmærke.

Fra en af de brødre, der var blevet i sognet Plön, bragte en (olde)nevø, Claus Jappe gift 20 maj 1645 med Catharina Jäger, atter frisk blod til Lübeck. Han blev 1663 ejer af  den siden 1620 bestående kro ” Die nie Sünn” i Mühlenstrasse, som hans søn Peter overtog i 1696.

Jernhandler Peter Jappe, fra 4 februar 1691 medlem af kræmmerkompagniet med hustegnet P. I., og hans bror Johann Jappe var henholdsvis 1705 og 1709 ligeledes beskæftigede som fattigforstandere i Sct. Annen klosteret. De førte en trebladet kløver i deres våben, hvorved den tidligere enhjørning forvandles til en ”forvoksen” hjort. Reimer Jappes klokkes kløvermotiv vender altså tilbage her i våbenet. Heraldikkens strenge love blev ikke altid overholdt i det 18 hundrede tallets borgerlige kredse. Tværtimod : man mente at man skulle adskille sig fra faderens eller bedstefaderens våben.

Af de i Lübeck kirkerne  rigeligt forekommende gravsten fra gammel tid, kunne indtil nu kun findes 2, som angår familien Jappe. Den ene befinder sig til højre for højkoret i Katharina kirken, der nu tjener som museum,  mens den anden ligger i Petri kirken til højre under orgelet.

Yderligere skal det også nævnes, at det den 26 februar 1699 indviede, det mellem domkirkens to vesttårne beliggende store orgel, af hvilket den ydre kappe over det tidligere ” kræmmer kor ” skabt af billedhugger Budde endnu findes, blev bygget ved hjælp af et tilskud på 900 rigsdaler fra Margaretha Jappe. 

Ligesom i verdenskrigen har Jappe også tidligere forsvaret deres hjemegn. Således blev under befrielseskrigene i det for de frivillige mecklenburgske jægere til at begynde med succesrige slag ved Schlagbrügge vest for Razeburg d. 6 oktober 1813 den 23 årige jæger Friederich Jappe fra sognet Börzow i Mecklenburg såret og taget til fange. Han modtog senere en fortjenstmedalje og døde som pensioneret skovopsynsmand i Neumühle ved Schwerin.

 Til toppen