Hvor ofte har ikke min nu afdøde Mor, Sophie Frederiksen, født
Jappe, fortalt om sit Barndomshjem, Ejegod Mølle ved Nykøbing
paa Falster, om Livet der og Tilknytningen til Nykøbing ! Desværre
er Børn sjældent gode Tilhører, hvor vilde ellers mange
gode Enkeltheder kunne være gengivet i al deres Friskhed om Livet og Dagligdagen
for tidligere Generationer, - netop om alle de smaa Ting, som har fyldt og udgjort
Livet, ja været Livet for de fleste Mennesker, Slægt efter Slægt.
Store Bøger er skrevet i Romanform, - aldrig er man sikker paa det helt
ægte i Skildringerne. Den jævne, saa vidt mulig sandfærdige
Fortælling kommer det virkelige nærmest.
Gennem Aarene blev det mere og mere klart for mig, at Mor paafaldende stærkt
levede i Mindet om sit Hjem og sine Forældre, noget for vor Tid usædvanligt
maatte ligge til Grund herfor, og i hendes seneste Aar fik jeg samlet Hovedtrækkene
af det gennem Aarene fortalte. Et Billede af Dagliglivet i Hjemmet paa Ejegod
Mølle fremstod derved, og samtidig fik man Lov til at ligge ind i et
Ægtepars Kamp og Kaar for Børn og Livets Opretholdelse for snart
et lille Aarhundrede siden, deres Tankegang og Væremaade. Det er saadanne
jævne Træk, her skal gengives.
Møllen og Møllestedet ved Ejegod staar mærkeligt nok endnu,
ja, er endda i de senere Aar, efter at Ejegod 1936 er købt af Byen Nykøbing,
blevet noget forbedret og fornyet. Da mine Forældre engang i 1890'erne
foretog en Rejse med os Børn til Falster, for at vi skulde se Mors Barndomshjem,
husker jeg hendes store Skuffelse over at se det slet vedligeholdte, ja, næsten
forfaldne Stuehus, der allerede paa det tidspunkt, ligesom nu, var delt op i
flere Lejligheder og var beboet af forskellige. Haven, som havde hørt
til, og meget i Baghuset var ogsaa helt forandret,- men endnu ligger dog den
lange Stuelænge med sine ti Fag, med sit skærmende, mørke
Straatag, lige op ad Møllen, og Bebyggelsen helt nede fra Vejen er den
samme som for hundrede Aar siden.
Hvad Mor fortalte, vil jeg i det følgende gengive saa nær op ad
hendes egen Skildring og Ord som muligt, saa uforvasket som det lader sig gøre,
uden at indblande mit senere Kendskab til et og andet.
Sophie Jappes Erindringer fra Hjemmet paa Ejegod Mølle.
Mine Forældre, Mølleforpagter Jens Nicolaj Jappe og Hustru, Elise
Amalie Kragh, havde Bryllup i Roskilde Domkirke den 10 April 1845. Bruden, min
Mor, der var 24 Aar gammel, var klædt i grøn Silkekjole. Dagen
efter Brylluppet bar hun Kappe med blegrøde Hagebaand, Tegnet paa hendes
Koneværdighed. Min Mor var født og hjemmehørende i Roskilde.
Brudgommen, min Far, der var 26 Aar gammel, havde forpagtet Ejegod Mølle
ved Nykøbing Falster, og dertil rejste de efter Brylluppet. Herremanden
paa den Tid, Far var der, hed Bøckmann og Mejeriforpagteren hed Peters.
Han var min Fars gode Ven. I hen ved 30 Aar levede mine Forældre paa ejegod
Mølle. Familien blev stor. I løbet af 20 Aar havde Mor i alt 16
Fødsler, deraf var endnu i 1865 ti Børn i Live. Jeg nævner
dette straks, for den store Børneflok maatte naturligvis sætte
sit Præg paa Hjemmet og ogsaa gennem Aarene indvirke paa mine Forældres
økonomiske Kaar. I mine Barndomsaar havde mine Forældre det ret
godt, der var altid, hvad man kaldte " god Dag og jævn Vej "
i hjemmet, men i løbet af de Aar, de var paa Møllen, gik det alligevel
jævnt ned ad Bakke for dem, dels paa Grund af de nedadgaaende Tider for
alt Vindmølleri, dels paa Grund af de store Udgifter med de mange og
i Aarevis syge Børn. Tre af mine Søskende var født med
legemlige Svagheder, Lammelser i Benene, svækkede Nerver og lignende.
De maatte gaa paa Krykker og var meget ofte sengeliggende lange Tider af Gangen.
En Ting til, som maaske ogsaa bidrog til min Faders økonomiske Tilbagegang
de seneste Aar paa Ejegod, var, at han ikke undlod offentligt i det politiske
Liv at bekende sin konservative Kulør. Jeg forstod det ikke ret dengang,
men jeg husker min Mors Formaninger til ham og Bønner om at afholde sig
derfra. Det var jo netop i en Egn, hvor Venstrepartiet blev saa stærkt,
- og min Fader var jo saadan set kun en lille Mand. Kan kunde heller ikke ret
godt med Bønderne, - de var nu engang ikke efter hans Hoved eller af
den Type, han yndede.
Jeg elskede min store, mørkhaarede, kønne Far, og for mig tegnede
alting sig saa lyst i Barndommen. Jeg var et glad og meget kvikt Barn, Nummer
seks i rækken, egentlig den sundeste og raskeste al alle Børnene.
Mit Barndomshjem staar for mig Som noget af det bedste paa denne Jord, og vi
havde virkelig ogsaa tillige et smukt, velforsynet Hjem.
Skønt Børneflokken var stor og skulde have Plads efterhaanden,
havde vi dog altid tre Stadsstuer paa Rad, vendende ud mod Landevejssiden, mod
Gaabensevej. Mellem Huset og Vejen var der fri Udsigt over en Mark ligesom nu.
Den øverste af Stuerne ved Hjørnet kaldtes "Salen".
Alle tre Stuer var kønne og velmøblerede, alle med Mahognimøbler.
Der var kun een Indgangsdør paa denne Side af Huset, dengang vi boede
der. Den førte ind i en Entré. Nærmest denne laa Fars Stue
med de dengang nødvendige Møbler, bl. a. Chatollet, Hjørneskabet
og den høje Skrivepult, betrukket med grønt Klæde.
I den næste Stue, Mellemstuen, stod Klaveret, Sofa, Bord, Stole og Piedestal,
og i "Salen" var der et lignende Arrangement med Sofa og Bord. To
smaa Konsoller med Spejle hang mellem Vinduerne. Væggene i Salen var blaa
og oliemalede, og foran Vinduerne hang Mors kridhvide, fint stivede Gardiner.
Fra en Urtepotte paa hver Side af Sofaen rankede to velvoksne Vedbend sig op
og mødtes i en Sammenslyngning som en Indramning midt over Sofaen. Det
var et smukt Syn. Mors Vinduer bugnede altid af Planter. Men Vedbenden maatte
desværre lade Livet, da nogle besøgende engang om den og en prægtig
Myrte udtalte sig meget stærkt. "Ved De ikke, at Vedbend og Myrter
bringer Ulykke", sagde de, og det var nok til, at Mor straks fik det hele
revet ned og Planterne fjernet. Ulykke gennem Planter skulde de dog ikke have,
- der kunde være nok i Forvejen.
Til Husets Gavl- og Gaardside laa Barnekammeret ved Siden af Salen. Der sov
Pigerne i en Dobbeltseng og Drengene i Slagbænke, saa længe vi var
mindre. - Derefter kom Spise-kammer, Køkken og Forældrenes Sovekammer
samt endnu en mindre Stue ud mod Gaardsiden. Den sidste Ende af Huset nærmest
Møllen og Mølleporten var forbeholdt Lager og "Butik",
hvortil der var Indgang fra Entreen. Derfra solgtes Mel og Gryn. Møllen
kan jeg ikke fortælle meget om, da det var os Børn strengt forbudt
at komme der, baade i Porten og paa Møllergangen. Men jeg husker dog
den store Paapasselighed og Aarvaagenhed, der skulde til for at udnytte Vind
og Vejr og det rette øjeblik for Arbejdet Nat og Dag. Store Værdier
stod paa Spil i Møllen. Far var ogsaa meget agtpaagivende i Uvejr. Han
stod straks op og vandrede op og ned udenfor Huset, saalænge det stod
paa. Han var bange for, at Lynene skulle slaa ned, og af den Grund var det ogsaa
en given Regel , at de større Børn hver Aften maatte samle deres
Tøj hver for sig i en Bunke parat til at tage med, hvis der skulde ske
noget.
Fars og Mors Sovekammer, hvori der stod en bred Dobbeltseng, var efter vanlig
Skik dengang tillige det daglige Spise- og Opholdsrum med Bænk og Bord
ved Vinduet. Der stod ogsaa Vuggen, og den var jo for det meste i Gang.
I Baghuset, hvor der var mange Brugsrum, var der ogsaa Kamre og Gæstekammer.
Der mindes jeg, at Far maatte gaa over og lægge sig, naar han gerne tre
Dage i Træk led af en slem hovedpine. For at dæmpe Smerterne blev
der lagt kolde Klude paa hans Tindinger og i hans Nakke.
Stuerne b1ev kun benyttet ved festlige og højtidelige Lejligheder, men
dem var der jo gennem Aarene ogsaa en Del af. Vi Børn maatte naturligvis
ikke komme der, da slet ikke saa længe vi var smaa. Naar Bøckmann
kom ned og spiste Frokost hos Far, og det skete ikke saa sjældent, blev
der dog spist i Fars Stue. Vilde de smaa kigge ved et dækket bord, havde
Far den Vane at knipse dem væk med en "Begmand", et knips paa
Næsen.
Børnene var ogsaa tilfredse, hvis de fik Lov til at dyppe Stegepanden
op med Rugbrød, hvis der havde været stegt noget ekstra lækkert
til fremmede. Men ellers blev de holdt strengt nøjsomt, men godt. Velsmagende
Mælk, godt hjemmekærnet Smør, hjemmebrygget Øl, dejligt
Brød og kraftig, nærende Dagligkost fik vi. Mor var meget dygtig
i sit Køkken. Aldrig faar man saa dejlig Mad mere. De smaa sad og spiste
ved et Bord for sig, kun de større sad til Bords med Forældrene.
Om Søndagen, naar ren Dug skinnede paa Bordet, var Retterne som Regel
Oksekødsuppe med Peberrodsskød den ene Søndag, Bankebygsuppe
og Klipfisk næste Søndag. Fars Hverdagsfrokost var en Tallerken
smurt Mad, uden Paalæg. Han fik efter ønske en Humpel Kød
og en Humpel Ost til samt Snaps og hjemmebrygget øl.
Mor var bekendt for sin veltillavede Mad, - Madam Jappes gode Mad fik altid
ros. Mine Forældre havde ikke saa faa Omgangsfæller, og Familien
blev jo efterhaanden ogsaa større, saa de havde ikke saa lidt jævn
Selskabelighed, som man nu havde dengang. Retterne var altid de sol ide, f.
eks. Stege eller Forloren Skildpadde, Prinsessebuddinger, Florentinerkage eller
Æblekage, og saa lavede Mor en dejlig sjællandsk Punch af hvid Rom
og Citron, der særlig var meget yndet til Skildpadde, men ogsaa kunde
drikkes varm for sig selv som Toddy. Gæster spiste gerne hos dem.
Hvor ofte har det ikke moret Far at faa Skolelærer, Kordegn Carl Olsen
inde fra Nykøbing til at tage rigtig for sig af Retterne! Han var ikke
forgæves at nøde, men hans paaholdende Kone var der hele Tiden
og mindede ham om at holde igen. Men saa tog Far hans Parti, - engang imellem
skulde Degnen have Lov til at spise sig mæt, sagde han. Pastor Sidenius
fra Nykøbing gik heller ikke af Vejen for Bordets Glæder. Han spurgte
engang Far, mens de sad ved et veldækket Bord: "Sig mig nu engang,
Jappe, hvad siger Folk egentlig om mig som Præst?" "De siger",
svarede Far, "Præsten er en rar Mand ved et godt Bord, men paa Prædikestolen
har de ikke saa meget i Sinde med ham". Det Svar morede Præsten sig
hjerteligt over. Han kendte det vist i Forvejen.
Mors Dygtighed i Hus og Køkken var ikke helt billig. Tilfreds var hun
ikke, husker jeg, hvis hendes Suleolle ikke var fyldt som den helst skulde være,
med saltet Kød og Slagtemad. Men hun havde jo Aaret rundt ogsaa mange
at skulle sørge for. Børnene, Piger, Møllefolk og Hjælpere
til Landbruget. Far havde ogsaa jord i Forpagtning, - hvilket gav Anledning
til meget Arbejde især i Høstens Tid. Men det var ikke nemt for
Far at skaffe alt hvad der skulde til, - og Mor gav meget bort. Baade Far og
Mor var meget godgørende og langtfra smaalige. Der var altid saa mange
Koner og Smaafolk, der blev givet noget til. De trængte saa vist ogsaa.
Men ogsaa andre støttede de, saalænge de endnu havde det godt Ved
given Lejlighed forærede Far saaledes sin Brodersøn paa Nykøbing
Mølle baade Vogn og to Heste. Mor havde som alle Husmødre dengang
ogsaa en vis Stolthed i stadig at forny sin Linnedforsyning. Spundet Hør
gik til Hjemmevæveren, men det var dyrt, naar det kom derfra og skulde
betales. Det kneb det ogsaa somme Tider med. Hvis ikke mine Forældre Gang
paa Gang havde haft min Mors Forældre i Roskilde at ty til, naar det kneb
økonomisk, var det næppe gaaet godt for dem saa mange Aar, som
det gik. Jeg hørte senere blive sagt, at de unge skulde haft Lov til
at gaa fra Forpagtningen den første Gang, det var galt. Al Hjælpen
i det lange Løb hjalp jo intet, den bragte blot Hjælperen til heller
intet at eje.
Vort smukke Hjem, det gode Sølvtøj i Skabe og Skuffer og Malerierne
paa Væggene, alt skyldtes for øvrigt mine Bedsteforældre
i Roskilde, min Mor havde faaet det i Udstyr. Og Bedstefar vedblev gennem Aarene
at sende hende Gaver.
Jeg vil opholde mig lidt ved Mors Arbejde. Det var stort og omfattende. Selv
ydede hun personlig meget Arbejde, selv om hun havde Piger og Koner til Hjælp.
Alt hvad Mor gjorde, staar for mig iblandet en hel Del, man maatte og skulde,
men ogsaa meget, man endelig ikke maatte, - for saa gik det galt. Mange Forholdsregler
blev saa stærkt indprentet gennem Aarene, at jeg selv aldrig helt befriedes
for en Del af dem. Maaske var de meget almindelige, de fleste Mennesker iagttog
vist de samme, kun faa kunde frigøre sig for dem.
Om Vinteren efter Slagtningen blev der lavet en stor Portion sorte Pølser,
som det naturligvis var os Børn den allerstørste Fornøjelse
at bringe til nær og fjern, fint anbragt paa Bakke med hvid Serviet. Mor
lavede ogsaa hvide Pølser, nogle meget velsmagende af Risengrød
kogt i sød Mælk og krydrede saa fint som til Budding. Der kom Rosiner
i. De sorte Pølser skulde absolut koges med Grisens Milt fra Slagtningen
ved, ellers ville de gaa itu under Kogningen Engang var Milten blevet borte,
og Mor græd og var ulykkelig ved Udsigten til det meget spildte Arbejde.
Vi Børn glædede os højlydt til Pølserne, men Mor
tyssede paa os og sagde: "Glæd Jer ikke, for nu vil nok alle Pølserne
koge itu for mig". De b1ev gode, men Mor undlod dog ikke fremtidig at komme
Milten ned i Gryden.
Kom et af os Børn f. Eks. til at sige: "Hvor ser den Dej dog dejlig
ud", hvis Mor netop stod og skulde sætte Dej i Ovnen, sagde hun forskrækket
og bekymret: "Aa, ti dog for Guds Skyld stille, - nu bliver der ingen Velsignelse
ved den". Altid naar hun satte sit Bagværk - hendes gode Søsterkager,
Æblekager, Julekager, Fastelavnsboller eller Hvedekager - ind i Ovnen,
slog hun Kors over det og sagde: "Saa i Guds Navn da".
Tabte Mor eller hendes Far, Bedstefar Kragh, et Stykke Brød paa Gulvet,
tog de det op og kyssede det. Hun tog aldrig en Naal op fra Gulvet Mandag Morgen
uden først at slaa Kors for sig. Gjorde man ikke det, fik man rivninger
med sine Omgivelser hele Ugen. Uheld gennem Ugen fik man ogsaa, især Mænd,
hvis den første, man mødte Mandag Morgen, var en gammel Kælling.
- Aldrig maatte man klippe Negle om Søndagen, i Ugens andre Dage skulde
dette helst foretages en Fredag. Knive maatte aldrig ligge over Kors, saa fik
man Spektakler, - tabte man en Kniv, saa Spidsen kom til at staa i Gulvet, eller
sprang der Gnister ud af Kakkelovn eller Komfur, kom der fremmede. Begyndte
Gaardhunden Rinaldo tilfældig at tude, sagde Mor straks bekymret: "Aa
Gud, hvem skal nu gaa bort?"
Ved Juleforberedelser og i selve juledagene var der mange Ting at iagttage.
Der matte aldrig hænge Tøj paa Snor juleaften, og der maatte ikke
vaskes mellem jul og Nytaar. Begge Dele betød, at der kom Lig i Huset
i det nye Aar. Juleaften skulde Vinduerne i den Stue, hvor man opholdt sig,
helst være tildækkede. Man sagde, at gik én udenfor og kiggede
ind ad Vinduet, vilde vedkommende kunne se, hvem der skulde dø i det
kommende Aar. Den paagældende vilde man kunne se uden Hoved. Det var saa
uhyggeligt, saa den Viden vilde man helst være fri for. - Syede man i
Helligdagene, fik man bulne Fingre, og nævnte man Navnene Rotter og Mus,
vilde man ogsaa i det nye Aar faa dem ind i Huset i stort Tal.
Foruden alle de dengang aarlige og stadig tilbagevendende større Sysler
som Slagtning, Bagning, Brygning m. m. var der Rengøring, et stort Punkt
i det huslige Arbejde, og der var rent hos Mor. Alle Gulve var hvidskurede,
og den, der skurede, skulde naturligvis ligge paa Knæ. Kun rigtig Haandkraft
med en Skurevisk af Halm duede. Alt Husgeraad af Træ blev ogsaa skuret
og tørret i det fri baade Vinter og Sommer. Til Skuring brugtes Lersten.
Ganske almindelige som anvendt i gamle Huse. De blev knust og overhældt
med almindeligt koldt Vand. Den Grød, der fremkom derved, skurede man
Tingene med, efter at de først var godt blødt i Vand. Bagefter
fulgte en kraftig Eftervask med mange Hold rent Vand. At dette skulde hentes
i Gaarden ved Posten var en Selvfølge, der ikke begrundede et mindre
Vandforbrug. Vand slæbte alle efter bedste Evne. Mænd vaskede sig
som oftest ved Gaardposten, det forlangte Far ogsaa, at mine Brødre skulde.
Vask var der meget af i Huset og Storvasken med det kraftige, hjemmevævede
Tøj, Hør- og Blaargarnstøj m. m., var alt andet end let
Arbejde. Tøjet blev først gennemvasket, saa kogt i Bøgelud,
lavet af Aske fra Bøgebrænde kogt med Vand i en Pose for sig. I
dette Afkog blev Tøjet kogt. Skylningen, og den skulde være grundig,
foregik ude i Gaarden ved Posten, Vinter og Sommer.
Rulning paa Trækrulle og Strygning var ogsaa Arbejder, der skulde lægges
Kræfter i, og hvor har Mor dog lagt meget Arbejde i sin Strygning! Alt
hvad der kunde stives, blev stivet, mest i kogt, kold Stivelse og saa strøget
omhyggeligt bagefter. Gardiner, Kjoler, Forklæder, Skørter med
mange Læg, Flæser, Plisseer og Broderi blev alt sammen strøget
saa stivt, at det næsten kunde staa alene. Hertil brugtes et tungt Jern,
i hvis indvendige Rum der blev lagt en afpasset, brændende varm Jernbolt.
Det var Mors Stolthed, at hendes Pigebørn var stive og struttende, -
vi maatte mange Gange "lide noget for Stadsens Skyld", som hun sagde.
Mig gjorde det ikke noget, jeg var ikke generet hverken af strammede Fletninger,
stramme Linninger eller snærende Skørte- eller Livbaand, eller
da vi kom frem til den Alder, at Korsetbaand, der blev bundet fast i en Dørlaas
og trukket til, for at vi skulde faa den rette, smalle Midie. Men min ældste
Søster, Camilla, fik mange Skænd og Knubs i Hovedet, fordi hun
græd og beklagede sig og led ved at blive snøret allerede som Barn.
Der er vist grædt mange Taarer i mange Hjem, før den stivede, hvidklædte
er kommet af Sted i Mollskjolen til Balsalen Jeg var nu saa lykkelig, at intet
generede mig, bare jeg kunde faa en køn Kjole paa, var jeg glad.
Et andet større Arbejde var Vedligeholdelsen af en Masse Brugskobbertøj.
Det blev vasket med kogt sur Mælk eller Valle, derefter gnedet med en
Blanding af tørt Mel og fint Sand og endelig skyllet grundigt i koldt
Vand og tørret i rene Stykker. Mor havde ogsaa Held med Blomster og havde
derfor mange kraftige Planter, som ogsaa skulde passes, i Vinduerne, og endelig
havde hun Fjerkræet, Høns, Ænder, Gæs og Kalkuner.
Stor øvelse havde Mor især i at opfede Kalkuner. Til Julen modtog
hun Bestillinger paa dem. De i Forvejen velfodrede Dyr behøvede kun ni
Dage for at opnaa den ønskede Vægt, 19-20 Pund for en Høne,
21 Pund for en Hane. Kalkunerne blev lukket inde i et snævert, mørkt
Rum, hvor de knap kunde røre sig, og tre Gange om Dagen fodrede Mor dem
selv. Hun rørte Rugmel og Vand saa tykt sammen at der kunde dannes Boller
deraf. Otte a ni saadanne aflangt rullede Boller puttede hun een for een ned
i Halsen tre Gange om Dagen paa hver Kalkun, og da de kun fik meget lidt Vand
at drikke, blev de snart, som de skulde være paa den korte Tid.
Jeg husker, vi som Børn bar nogle særlig velfedede og fine Dyr
ind som Gave til vor Købmand, Konsul Benzons. Sommersøndage gik
der ogsaa adskillige Fade fin, oplagt Mælk med tyk Fløde paa samme
Vej. Konsulen fik malet paa Møllen, og vi handlede hos ham, men der har
sikkert manglet lidt Balance i Regnskabet. Det tænkte man jo ikke paa
dengang, vi tænkte vel, det var for at vise Familien en Opmærksomhed,
- Mor var jo ingen Steder bange for at give, tværtimod.
Saa var der Arbejdet med alle Børnene. De to første, mine Forældre
fik, - to Piger med godt et Aars Mellemrum, -døde som smaa. De blev opkaldt
efter Bedsteforældre og Familiemedlemmer, saa da de smaa døde,
kunde deres Navne anvendes paa ny og blev det ogsaa. Min ældste Søster,
der levede, var Camilla Sophie Nicoline, født 1848. Hun var under hele
Opvæksten et lidt fortrykt Barn, aldrig rigtig glad. Men lidt skumplet
til Side er hun ogsaa nok blevet. De ældste i en stor Børneflok
har det ikke altid let. De to næste Børn var Juliane Marie og Niels
Peter Christian, alle fem født med kun et Aars Mellemrum. De to sidste
havde legemlige, medfødte Skavanker, var syge og gik ved Krykker gennem
Opvæksten eller maatte køres. Ubegavede var de ikke, men lære
noget for Alvor kunde de alligevel heller ikke. Den lille syge Juliane tog mine
hjælpsomme Bedsteforældre i Roskilde til sig fra hendes halvtredie
Aar og beholdt hende Barndommen igennem. Der gik hun i Skole. Men til Niels
blev der holdt Lærerinde hjemme, og Pastor Sidenius forberedte ham ogsaa
og konfirmerede ham i Hjemmet.
Paany i tre Aar kom der tre Børn efter hinanden. Den ældste af
dem var mig, Sophie Vilhelmine Conradine, født 1853, og saa en Dreng,
Carl Conrad Vilhelm. Den tredie var igen en lille syg og svagelig Pige, Justine
Louise Kirstine, med samme Lammelser som de andre syge. Hun lærte aldrig
rigtig at tale rent, kunde kun lære meget lidt, gik daarligt, men var
langtfra uden Forstand. Da hun blev voksen, kunde hun godt paa forskellige Maade
gøre lidt huslig Nytte.
Efter hende kom endnu tre Drenge, Henrik Marcus Jonas. Conrad Kragh og Peter
Christian, der døde som lille, og to Piger Elise Amalie og Juliane Therese.
Den sidste blev født nogle Maaneder før den syge Julianes Død,
og hendes Navn overtog hun. Arbejdet med det lille Barn blev saa godt som overladt
til mig, skønt jeg kun var tolv Aar gammel. Hver Eftermiddag, naar jeg
kom fra Skole, blev hun overgivet til min Pleje, og jeg syntes næsten,
min Sommerferie blev særlig fri og god, ved at jeg paa gode Dage fik Lov
til at trille med den lille i Stangvognen over i Bangsebroskoven.
Alle vi Børn b1ev bestemt og fornuftigt opdraget, og alle som een maatte
gøre Nytte paa sin Vis, saa snart de kunde. Skaanet blev vi raske ikke.
Med os havde det jo ingen Nød, hvorimod mine Forældres Hjerter
altid blødte for de syge Børn. De hang ved dem med rørende
Omhu og Kærlighed. Dette gjaldt især min kære Bror Niels,
som vi alle elskede og hjalp paa bedste Maade. Gennem hans forskellige aarelange
Lidelser i Barndommen, gennem alt, hvad der iøvrigt forekom af smaa og
store Vanskeligheder og Besvær i Hjemmet, fik vi raske Børn et
levende Indtryk af Livets Alvor. Liv og Død holdt gentagende sit Indtog
i Hjemmet, det knyttede os ubevidst sammen og har siden hen styrket vor Kærlighed
til Forældrene og Mindet om deres Prøvelser gennem Livet.
I al Almindelighed hørte saakaldte Fornøjelser og Adspredelser
ikke til den daglige Kost i vor Barndom, men naar Far om Sommeren nu og da spændte
en gammel Hest for Møllevognen og kørte Mor og saa mange af os,
der kunde være med, til Stranden, saadan kaldte vi Guldborgsund, og vi
fik Lov at gaa i Vandet, syntes vi, vi havde en dejlig Udflugt. Far var ogsaa
altid i godt Humør, naar vi var ude. Paa Køreture og Skovture
sang man altid i Fællesskab muntre Sange og Fædrelandssange, det
forhøjede Stemningen og gjorde det endnu dejligere, end det var i Forvejen,
at komme ud i Naturen og i de dejlige, grønne Skove.
Naar vi gik i Vandet ved Stranden, gik Far og Mor med Drenge og Piger hver for
sig lidt af Vejen for hinanden. Vi beholdt vore Benklæder og Chemiser
paa og havde vor Fornøjelse af at se vores Mor i den Situation. For komisk
saa det ud, naar Luft og Vand fyldte Tøjet som Balloner. Vi saa ellers
aldrig vore Forældre afklædt, og kom Far tilfældig og saa
os større Piger staa lidt blottet til Vask, kunde han give sig til at
skamme os ud med Ukvemsord, som han ellers ikke brugte. Ogsaa hvis vi ikke kom
rettidig op om Morgenen, og det var for hans Vedkommende ved 4-5 Tiden.
Vore Skovture gjaldt oftest Bangsebroskoven, men den bedste af alle Ture gik
dog til Sakskøbing til min Onkel Niels Bastian Borella og Tante Juliane.
Det var en besværlig Køretur derover, og noget af et Lotteri, hvem
der fik Lov til at tage med. Far kørte selv, og over Sundet blev Køretøjet
og Passagerer sat over paa en lille Færge. Mor havde en Rædsel for
Kørsel, og var, saa længe den stod paa, til at købe for
en Skilling, hvad der morede Far meget. "Aa Gud, Nevclaj dog", sagde
Mor tit - hun sagde aldrig Nicolaj.
Tante Juliane Borella i Sakskøbing var Mors eneste Søster. Hun
var en imponerende Kone, rank og statelig og altid smukt og dyrt klædt.
Sit smukke Hjem paa Torvet i Sakskøbing, hvor Beboelseshuset staar endnu,
holdt hun i en mønsterværdig Orden. Velholdt var det velforsynede
Hjem, som Bedstefar Kragh i Roskilde ogsaa der havde sat i Stand. Altid lugtede
der af ny Oliemaling og skinnende Renhed. Onkel og Tante var velstaaende. De
havde kun tre Børn. En meget smuk Søn, Niels, der blev Landmand
og til deres store Sorg døde 30 Aar gammel af Blindtarmsbetændelse,
- og saa to Døtre, mine kønne Kusiner Therese og Vibeke. De var
i Barndommen, især Vibeke, usædvanlig spinkle og spædlemmede.
Flere Sommerferier fik jeg til min Fryd Lov til at tilbringe der, hvor en af
vore største Fornøjelser for Vibeke og mig var at køre
i Skoven med vor Frokost i hendes Legevogn, forspændt en dejlig stor St.
Bernhardshund med rigtigt Seletøj.
Onkel Bastian, som han kaldtes, var en lille Mand, Tante Jane kunde se ham over
hovedet. Om han var nylig indvandret Italiener, ved jeg ikke bestemt, men efter
Sigende var flere Italienere indvandret samtidig her til landet fra Genua, og
dem havde han Forbindelse med. Der var Dominico Borello, som slog sig ned i
Roskilde og handlede med Glas og Porcelæn og ellers rejste omkring paa
Markeder med sin otte Skillings Bod, og samtidig var der Balloni, der slog sig
ned i en Hjørneejendom paa Torvet i Nykøbing og handlede med Manufaktur.
Hos ham havde en tredie Italiener, Ferrari, der lavede Sigter og gik rundt paa
Landet og solgte dem, sit faste Opholdssted. Min Onkel Borella i Sakskøbing
havde en af Datidens sædvanlige blandede Stof- og Kolonialforretninger,
men ikke af de ringeste.
Markedsdage i Nykøbing maatte ogsaa siges at høre med til vore
Fornøjelser, selv om Pengerigeligheden indskrænkede sig til fire
eller otte Skilling, som man skulde have det mest mulige ud af. Men der b1ev
ikke mere end til en lille Ting med hjem til Mor fra Borellos otte Skillings
Bod.
Ude ved Nykøbing Mølle, ved Fætter Peters, stod af og til
en Karrusel, saa primitiv, som den nu var dengang. Den lokkede ogsaa. Den gik
ved Haandkraft og passedes af en Mand og Kone, deres Søn og Datter, hvilket
fremgaar af omstaaende "Vers", som de sang for at lokke Kunderne til.1).
Fætter Peter, som han altid kaldtes, var ældste Søn af min
Farbror Peter i Kongskilde Mølle ved Sorø. Onkel var to gange
gift med to Møllerenker, der bragte Børn og Ejendomme med, saa
der var i alt elleve Børn i Kongskilde Mølle. Min Fætter
i Nykøbing, Peter Jappe, fik selv femten Børn i sit Ægteskab.
Han blev gennem Aarene en kendt og velstaaende Mand og flyttede først
fra Nykøbing 1897. Møllen hedder Jappes Mølle, og en Gade
er opkaldt efter ham.
Vi havde ogsaa som Børn Venner og Skolekammerater, men selskabeligt
kom vi jo ikke meget sammen. Maaske lidt til Fødselsdage, men ellers
ikke. I Ejegodssmedien ved Gaabensevejen boede Smed Petersen i et propert og
nydeligt Hjem med otte Børn, fem Sønner og tre Døtre, alle
saa dygtige, velopdragne og velhegavede2). Dem var vi bl. a. Venner med og gik
i Skole sammen med, Drengene i Realskolen, Pigerne i Frk. Engels Pigeskole.
Vi lærte især at sy smukt der, skønt det jo ogsaa somme Tider
kneb lidt med Penge til de dyre Broderier. I mit trettende Aar syede jeg et
stort Korsstingsbroderi, der ikke var helt almindeligt. Det er bevaret endnu
og har holdt sine Farver sjældent godt. Det forestiller en ung, hollandsk
Skipper, der eksamineres som Styrmand. Baade Sting og Farver er meget detaillerede.
Vi havde 1ang Vej til Skole. Der var ganske bart og ubebygget fra hjemmet ad
Landevejen langs Stranden ind til Byen, og i kolde Vintre kunde Turen være
slem. Først naar vi kom ind til Tømrermester Glahns, syntes vi,
det begyndte at lune lidt, og bedre b1ev det, naar vi passerede Jernstøber
Bruuns, Købmand Frigasts og Vinhandler Sidenius' Huse. En Gang om Ugen
kom vi om Vinteren først hjem fra en Sangtime ved 6-7-Tiden om Aftenen.
Fra en saadan Tur i Mørke og forrygende Snevejr husker jeg, at jeg blev
taget op af en Mand, der kom kørende i Kane. Hverken Kanen eller Manden
havde jeg set, og jeg havde saaledes været lige ved at blive kørt
over. Han brummede over det uansvarlige i at lade Børn gaa alene i saadant
Mørke og Vejr. Ja, det var ofte pinefulde Ture. Fodtøjet passede
jo ikke altid allerbedst. Stift var det haarde Læder ofte, eller ogsaa
kunde Støvlerne ikke naa at blive tørre fra den ene Dag til den
anden. Huden var ofte kærret og sprængt om Vinteren, men, som sagt,
med os raske Børn havde det ingen Nød, - og det gik jo ogsaa alt
sammen.
To Gange i min Barndom, da jeg var ti og tretten Aar, gjorde jeg en Rejse med
Mor hjem til hendes Fødeby Roskilde for at besøge mine Bedsteforældre.
De havde af og til været hos os ved Jul og andre Lejligheder, og de var
saaledes ikke fremmede for mig Min Bedstefar, Niels Frederik Kragh, var en Møllersøn
fra Houby Mølle ved Fakse, en høj, pæn Mand. Skønt
han til det yderste var venlig og betænksom mod sine Børn og Børnebørn,
var han af Væsen dog ofte lidt bidsk og haanende imod sin lille, flittige,
taalmodige Kone, Vibeke Sophie, født Bierring, en Købmandsdatter
fra Holbæk.
En Søster til hende, Mariane Bierring, var en Snes Aar før hende
blevet gift med Fiskeforpagter ved Sorøsøerne Peter Jappe. Han
døde dog forholdsvis tidligt, da deres yngste Barn, min Far, Jens Nicolaj
Jappe, kun var 6 Aar. Vil Gengæld var deres ældste, en Datter, 24
aar. Denne Datter holdt sin yngste Broder over Daaben 1819, medens en I 7-aarig
Broder og Faderen var Faddere. Mine Bedsteforældre paa fædrene Side
havde i alt 7 Børn. Af disse blev to Møllere, min Onkel Peter
i Kongskilde Mølle ved Sorø, og min Far paa Ejegod Mølle.
En Søn, Carl Vilhelm, blev Lærer i Kirkerup i Sydsjælland.
Børnene skal alle have været kønne og mørkkrøllede,
og Far fortalte, at vistnok han selv og nogle af hans Søskende som Børn
havde været Modeller til Engle til en Altertavle i Sorø eller i
en af Omegnens Kirker. Min Onkel Carl i Kirkerup var ogsaa som voksen en meget
køn Mand2).
Min Bedstefar Kragh i Roskilde havde allerede som ung faaet en Benskade, hed
det, og derfor maatte han holde op med Mølleriet. Han havde ved sin Kones
Hjælp et overordentlig propert og velholdt mindre Gæstgiveri paa
Hovedgaden i Roskilde, som de levede af. Foruden havde han Fæstevirksomhed
og var Retsvidne. Han formaaede altid meget med sine Midler; hvor han havde
dem fra, vidste ingen rigtig. Maaske havde han dog faaet en Del fra sit Hjem
i Houby Mølle; men var han undertiden alt for stor paa det, kunde den
lille Bedstemor alligevel dæmpe ham lidt tilbage ned ét: "Ja,
ja, Kragh, lad os ikke tale for højt!" Disse Bedsteforældre
boede til Leje i næsten alle deres Aar i Roskilde hos den Familie, hvis
ældste Søn jeg blev gift med. Vort Bekendtskab kom til at stamme
fra disse Besøg i Barnealderen, og desuden havde vore Mødre været
Skolepiger sammen i Roskilde. En Forbindelse til i Familien mellem Nykøbing
og Roskilde gik endnu to Slægtled tilbage, idet ogsaa min Mands Farmor
var født og døbt i Nykøbing, Datter af en Købmand
Christensen og Hustru, født Svane, og kom til Roskilde og blev gift der.
I Forbindelse med det, jeg berørte om Bedstefar Kragh, kan jeg sige, at man allerede i Barnealderen saa adskilligt hos de voksne, som ikke var, som de sagde, det skulde være. Men det var maaske ingen Skade til at være forberedt. Da vi blev voksne, talte Far os Piger meget strengt til, og jeg for mit Vedkommende blev udsat for en Prøve, som der næsten skulde mere end menneskelig Styrke og Erfaring til at staa igennem. Som nittenaarig, efter ikke før at have været ude, fik jeg en Stilling som indvendig Jomfru hos en Jægermesterinde paa en Herregaard paa Falster. Men hendes Søn, Forpagteren, og hans unge Kone boede der ogsaa. Den Skærsild jeg, som andre unge Piger før mig, dér blev udsat før og gik igennem, vilde Nutiden vist ikke tro paa, om den blev skildret. Mens den ene unge, vingeskudte kom derfra efter den anden, frelste min Fars Formaninger, Stoltheden over at overvinde en brutal Mands raa Tilnærmelser, men vel nok allermest min fra Barndommen rodfæstede Kærlighed til ham, der senere blev min Mand, mig fra at komme i Ulykke. Min Far indsaa dog ogsaa, han havde været for haard ved mig. Han havde hidtil vægret sig ved at tro, at unge Kvinder virkelig kunde blive budt saadanne Tilnærmelser, som var Tilfældet dengang.
Naar jeg taler om Glæder og Fornøjelser i Barndommen, maa jeg
nævne Højtiderne. Altid gjorde Mor noget ekstra ud af Helligdagene.
i Paasken skulde vi alle Paaskemorgen fastende spise et Æble for ikke
at blive syge inden næste Paaske, - og særlig kønne Paaskeæg
fik vi. De blev kogt i Løgskaller, som farvede dem ejendommeligt i brune
og grønlige Faner. Hvert Æg blev helt indpakket i Skaller og ombundet
med hvid Bomuldstraad, der ogsaa medvirkede til at mønstre dem. - Skærtorsdag
fik vi Grønkaal til Middag, men Mor havde hjemsøgt hver Ribs-
og Stikkelsbærbusk i Haven for at finde et grønt Skud, saa den
med Rette kunde siges at være kogt paa "ni Slags Kaal". Det
skulde den være. Til Langfredagsmad hørte Sødgrød
og Skidenæg, Byggryn kogt i Sødmælk og overskaarne Æg
i Sennepssauce, det var gode Retter. Men den højtid, vi som Børn
glædede os mest til næsten Aaret rundt, det var dog julen. Alt andet
fordunkledes af denne Fest. Og maaske særlig efter en Begivenhed, som
jeg maa fortælle om, fordi den har gjort et indtryk paa mig, som jeg aldrig
har kunnet glemme.
Naar Tiden nærmede sig, var alle unge, og gamle med, saa forventningsfulde,
travlt optaget af smaa og store Hemmeligheder. Vi glædede os baade til
de Ting, der ventede os selv, og ogsaa over de Smaating, som vi skulde glæde
andre med. Og i Hjemmet steg Stemningen hver Dag med Mors tiltagende Travlhed,
med Husets Rengøring, Julemadens Tilberedning og den herlige Duft at
Bagværk. Som der kunde lugte herligt i Mors Køkken! Som Stuerne
var varme og hyggelige, - aldrig var de det som ved Juletid.
Julens Hovedbegivenhed helt fra vi var maa var dog den længselsfuldt ventede
Kasse fra de gode Bedsteforældre i Roskilde. Denne Kasse forekom os som
en ren Skatkiste, alene Tanken om den kunde sætte vore Sind i Glædesoprør.
Men vi maatte aldrig faa Indholdet at se før Juleaften, naar alt var
parat til at lade os komme ind i Stuen, hvor Juletræ og Julebord Stod.
Kassen indeholdt hvert Aar Klædningsstykker, Fødevarer, Legetøj
og Godter, men trods ihærdig Kikken gennem Nøglehuller fik vi dog
intet at se, før Tid var.
Far tog Juleaften de Børn med til Kirke i Nykøbing, som ikke
kunde gøre Nytte hjemme, og naar de kom tilbage, stod Bordet dækket
med skinnende hvid Dug, og vi spiste alle med den største Appetit vor
Risengrød, Gaase- eller Flæskesteg, i forventning om det, der skulde
komme. Ingen var glemt, heller ikke Dyrene. Selv Køerne i Stalden havde
hver faaet deres Juleration, En Rundtenom Rugbrød overhældt med
en Snaps Brændevin. Naar de fik det Juleaften, gav de rigelig med Mælk
i Spanden, sagde man.
Da vi alle Saadan en Jul havde sagt Tak for Mad og netop utaalmodige stod og
ventede paa at komme ind til Træet og Gaverne, sagde Far saa pludselig
og uventet: "Er der nogen af Jer, der har tænkt paa, hvordan Jørgen
og Maren holder jul?" Vi skottede lidt til hinanden, for hvem havde tænkt
paa Smede-Jørgen og Smede-Maren. De levede netop nu i den yderste Nød,
det vidste vi.
Far gav saa Ordre til, at der skulde laves en Kurv til med al Slags af, hvad
vi selv havde spist, - den skulde vi lidt større Børn saa gaa
ned med det samme. Det ligesom hjalp lidt paa os, -- og hvilken Glæde
bragte denne Juleaften os ikke!
Vort Møllested laa som sagt, som det ligger i Dag. Herremandens boede
jo lidt fra os paa selve Ejegod lidt nærmere Stranden, men vore nærmeste
Naboer var dog tre Familier, som boede i det samme gamle Hus, vistnok en tidligere
gammel Ladebygning, der ogsaa endnu ligger ved Udkørelsen fra Ejegod
og Møllen nærmest Gaabensevej. Smed Petersen boede ved Landevejen
og desuden boede der en Smed Bodenhagen i Kraghave.
Jørgen og Maren havde den daarligste Lejlighed nærmest Hovedvejen.
Lejlighed kunde man knap kalde den. En lille Forstue med aaben Skorsten førte
ind til den eneste Stue, der hørte til. Der var der Lergulv, og kun en
skrækkelig elendig Kakkelovn, klinet med ler, gav lidt Varme. Ruderne
var som oftest itu og dyttet med klude, og alt Bohavet bestod af en gammel Himmelseng,
en Slagbænk, et Bord og en sammenslaaet Stol. Sengetøj var der
ikke noget af, de klarede sig med Sække med Halm i. Mand og Kone laa sammen
i Sengen, mens deres yngste Dreng og et mindre Barnebarn, de havde i pleje,
om Natten laa på Bordet foran Vinduet med nogle Pjalter over sig. Paa
det samme bare Bord blev der lagt en Haandfuld groft Salt, naar deres Maaltid,
en Grydefuld kogte Kartofler med Skræl, skulde spises. Saltet var Dyppelse.
Undertiden hentede de for "et Par Skilling Gryn" og lidt Mælk
hos Mor, og hun gav dem aldrig for knapt, eller ogsaa tog de "paa Bog".
Smede-Jørgen og hans Maren var i Aarenes Løb sunket saa dybt i
Nød og Fattigdom, som de vel kunde komme. Flasken havde været Jørgens
Ulykke. han var bestandig villig til Arbejde og havde godt Haandelag for mange
Ting, men efterhaanden vilde ingen have hans Hjælp, og Maren, - ja Maren
var i Tidens Løb blevet sløv. Hun var nu heftig af Sind, eller
maaske var hun blevet det, for egentlig gode og tjenstvillige var de begge,
trods deres Elendighed. Naboerne bekymrede sig ikke meget om dem. - Da vi Børn
nu den nævnte Juleaften kom ned med vor dejlige, duftende Mad i Kurven,
- og Klokken var vel ikke mere end syv, - da var de allerede gaaet til Ro. Hvor
kunde Juleaften for dem være anderledes end enhver anden Aften, og Varme
havde de ikke. Der var mørkt hos dem, og vi gik lige ind. Men da de hørte
om vort ærinde, var det, som der skete noget i disse Menneskers Sind.
De glemte helt sig selv, og deres Glædesfølelse maatte have Luft.
Jørgen Hoppede ud af Sengen uden at tænke paa sin alt for stumpede,
korte Skjorte. I Trang til at gøre noget greb Han en gammel, forstemt
Violin, der Hang paa Væggen, og gav sig i sin glade Stemning til at gnide
løs paa den. Hans Ansigt straalede. Trods Aarenes Hærgen var Hans
Smil endnu saa smukt, at det ligefrem varmede én om Hjertet. - De spiste
alle af Hjertens Lyst, og da vi, efter Hjemme at Have fortalt om det Heldige
Udfald af vor Tur, senere paa Aftenen atter fik Lov til at gaa ned til dem med
Punch og Æbleskiver, var de og vi saa opløftede og feststemte,
at vi følte Glæden risle igennem os.
Første Juledag plejede alle, Husbond, Madmor, Børn, Tyende, Møllefolk
og andre Hjælpere, at være forsamlet til Frokost i Borgestuen, og
Juledag efter denne Juleaften gik Far selv ned og bad Smede-Jørgen, Maren
og Børnene om at komme op og spise med os. Maren græd og vilde
ikke. "Det kunde de ikke være bekendt"; sagde Hun. Det var Tøjet,
det kneb med. Men Mor laante Hende et stort, rent Forklæde, og selv fandt
Hun saa sit grønne Vadmelsskørt frem, det Hun Havde bevaret endnu
helt tilbage fra sit Bryllup. En køn, lille Hue med Baand kom ogsaa for
Dagens Lys. Den blev sat over Marens tykke, endnu kønne, sorte Haar,
der blev redt og sat ordentligt paa Plads med lidt Olie. Jørgen, der
straks glad havde sagt ja til indbydelsen, b1ev ligesom Børnene vasket
og redt, og de b1ev helt pæne at se paa. Jørgen Havde ogsaa bevaret
sit kønne, mørke Haar. Han havde i sin Ungdom været en kraftig
Smed og Husar, da han var Soldat.
Der blev stor Glæde ved det Julefrokostbord. Jeg har tit tænkt,
at det var som om mine Forældre denne Jul var sendt for at glæde
de to fattige Mennesker. Ikke alene for at mætte dem, men for at give
dem Følelsen af, at de dog endnu var saa meget værd som Mennesker,
at andre vilde sidde ved Siden af dem og være venner mod dem.
Mærkeligt nok blev det Marens sidste jul. Mor havde godt lagt Mærke
til, at Maren allerede før Julen havde begyndt at tage sig lidt sammen,
Hun havde spundet lidt for Folk i Stedet for sløvt at opgive alt, og
Mor havde sine Anelser. Hun sagde flere Gange: "Den flid er nok mod Døden".
Og da saa Gaardhunden tog til at gø paa ubelejlige Tider, saa var Mor
ikke mere i Tvivl. Hen mod Fastelavn døde Maren. Efter den Tid gik det
helt ned ad Bakke for Jørgen. Hvor usselt Hjemmet end havde været,
havde det dog været hans Tilflugtssted, nu havde han ingen Støtte
mere. Han flakkede om og forsvandt omsider helt fra Egnen. Maaske har han selv
gjort Ende paa sine Dage.
Om de andre Beboere i Lejehuset ved Gaabensevejen maa jeg fortælle lidt
mere. I Lejligheden ved Siden af Smedejørgens boede et Par Arbejdsfolk
fra Ejegod. De arbejdede begge der. Det var flittige og paapasselige Folk, der
havde fire store Drenge og en Pige. Deres Børn lod de gaa Byærinder
og i det hele taget bestille noget fra de tidlige Aar. jeg husker mest disse
Folk, fordi Konen, unge Ki'sten eller store Ki'sten, var en stor kraftig, yngre
Kvinde. Manden derimod var en lille Spirrevip. Det blev ofte fortalt om hende,
at hun flere Gange nær en Fødsel havde været til Torvs i
Nykøbing og først naaede Hjem saa sent, at Barnet blev født
paa Tærskelen, uden Skade hverken for hende eller Barnet
I Lejligheden nærmest Møllen boede vore gode Venner Gammel Ki'sten
og Rasmus, to ældre Menneske; der i et og alt var forskellige fra de andre
Husbeboere. Gammel Ki'sten var min Mors Hjælp og Støtte, og vi
Børn vidste intet bedre end at komme i Besøg i Hendes propre,
lille Hjem. Rasmus kunde ikke gaa meget omkring mere. Han var kroget af Gigt,
som man sagde, han havde paadraget sig ved at give Herremanden Lange paa Ejegod
russiske Dampbade. Ved Udluftningen og Rengøringen bagefter havde han
døjet megen Træk og Kulde. Nu sad han i den sirlige, rene Stue
og skar Tobakspinde til Tobaksspinder Nobel inde i Nykøbing; de var meget
fine og tynde og blev, naar de var færdige, stukket ned i et Ølglas.
For hver 100 Stykker b1ev der sat en tykkere Pind i Glasset for at holde Rede
paa Regnskabet. Gammel Ki'sten var altid i Gang med et eller andet, ude eller
Hjemme. Hun vaskede, passede Børn, var med ved større Lejligheder,
og selv havde hun en god Have, hun lagde meget Arbejde i. Om Efteraaret stod
hun paa Torvet i Nykøbing med dejlige Blommer og store Flaskeæbler,
og hjemme tørrede Hun Pærestykker paa Snor. De smagte lige saa
dejligt som hendes gammeldags Puddersukkermad, som for os børn var en
ren Lækkerbisken at faa paa en Rundtenom af hendes hjemmebagte brød.
Puddersukkermad kaldte vi for Resten for Negerspyt.
Hver Søndag kunde man finde de to gamle siddende ved deres Bord bag Geranierne
i Vindueskarmen. Rasmus var nybarberet, havde ren Skjorte og rene, hvide Uldstrømper
paa, og Ki'sten, som altid saa proper og ordentlig ud, havde pyntet sig med
rent Bomuldsforklæde. Hun læste Evangeliet højt, hvorefter
de efter deres bedste Evne sang en Salme sammen.
Gammel Ki'sten og Rasmus hørte med til vort Barndomsliv paa Møllen.
"Ja, min Far", var Ki'stens Sædvaneudtryk til os Børn,
og mange Genvordigheder har hun taget Del i, vel ogsaa afbødet. Hvor
der var saa mange, maatte der jo bestandig ske noget og være noget paa
Færde. Jordemoderen og Doktor Struckmann blev hyppig hentet til Møllestedet,
og gjaldt det ikke altid de syge Børn, kunde der jo ogsaa være
noget i Vejen med de raske.
Der var saa mange Ting, som man selvsagt kurerede paa selv. Naar et Barn havde
faaet Vorter paa Hænderne, tog Far Barnet ved Haanden, tog et Æble
med og gik ud i Haven. Der skar han Æblet over, smurte med det over Vorterne
og sagde til Barnet, at det skulde gaa uden at vende sig om, saa vilde Vorterne
forsvinde. Hvad Han gjorde med Æblet, ved jeg ikke. Men røget Flæsk
til at fjerne Vorter med kunde ogsaa bruges, det skulde graves ned, og naar
det var raadnet bort, vilde Vorterne være forsvundne.
Jeg vil nævne enkelte Midler i Flæng, som man brugte ved forskellige
Piner og Sygdomme. Naar et Barn var født, skulde Navlestrengen gemmes
og tørres. Fik Barnet Tandkrampe eller Kighoste, var det et godt Middel
at støde den tørrede Streng til Pulver, røre dette ud i
Vand og give Barnet det ind. For Byld i Brystet ved Diegivning var det helbredende
at lægge varme Ekskrementer i en Klud som Omslag. Om dette skulde være
Barnets eller fra en voksen, ved jeg ikke. Det skulde kunne trække meget
stærkt og brugtes almindeligvis af Fattigfolk, fordi det var et nemt og
billigt Middel. Jeg ved da, at stakkels Smede-Maren har brugt det, og hun kom
sig. Mod Bylder var det ellers godt at røre Rugmel og Honning til en
Dej og lægge paa. Ved Tandbylder lagde man en opvarmet Krydderpose uden
paa Knuden, en Pose fyldt med "fordelende" Urter, eller ogsaa satte
man Igler ind ved Tandkødet, der kunde "trække det onde Blod
ud". Ved Tandpine Holdt man lidt Brændevin inde ved Tanden. Voksne
puttede oftest en Skraa ind ved det smertende Sted. Havde man ondt i Halsen,
b1ev den skyllet med en kradsende Blanding af Vand kogt med Eddike, Salt og
Peber, og ved rigtige Brystforkølelser fik man et Grødomslag paa.
Den kogte Byggrød puttet i Pose kunde være rygende varm og ogsaa
holde sig varm længe.
Mod mindre Forbrændinger smurte man det brændte Sted med Saften af et afknækket Blad af Planten "Semperfi" - men ikke altid var det tilstrækkeligt. Min Bror Henrik kom engang som lille for nær en Kande kogende Kaffe, der var stillet til Folkene. Han rev den ned over sig og fik noget i Ansigtet. Dr. Struckmann blev hentet og sagde, han turde ikke svare for Drengens Syn, og Mor var ulykkelig. Men saa kom Karen Marie Rask, som boede i Kraghave og gik rundt og solgte lidt af hvert ved Dørene, tilfældigt til, og da hun saa Drengen, gav hun følgende Raad: Kom en stor Klat Svinefedt paa Stegepanden, slaa deri en Halv Snes Æg med alt med, men Skallerne skal være velknuste. Lad det koge eller stege sammen, til det bliver en sort, flydende Masse. Mor var ikke sen til at efterkomme Raadet. Drengen blev smurt med Salven og kom sig uden Mén. Men Karen Marie Rask kendte naturligvis ogsaa lidt af Hvert. Hun gik selv med en saakaldt "Mus med Haar og alting" paa Ryggen og kunde fortælle, at den Havde hun faaet, fordi hendes Far i Kaadhed havde kastet en Mus efter Hendes Mors Ansigt, da Hendes Mor skulde have Hende. Men Konen havde hastigt taget sig om paa Ryggen med et Greb, og derfor var den kommet til at sidde der.
Paa adskillige Maader mærkede vi, at vort Hjem laa ude paa Landet. Jeg
har allerede fortalt om Vejen derud langs Stranden, som syntes os saa 1ang,
Men ogsaa paa de mange omløbende Kræmmere, som kom til Dørs
for at sælge, og paa de omstrejfende Vagabonder mærkede vi, at vi
var langt uden for Byen. Min Mor har saa ofte fortalt os om de to Omløbere,
Ole Bøssemager og Rasmus Godtfred, som var godt kendt der paa Egnen.
Med de to havde de paa Møllestedet en Oplevelse, som mine Forældre
tit talte om, saa tit, at jeg selv synes, jeg ogsaa havde haft den. Men det
passer ikke, da jeg kun var halvandet Aar, da Begivenheden indtraf i Vinteren
1854-55.
De to Vagabonder var altid paa Vej, man var aldrig sikker paa dem og vidste
ikke, hvor de opholdt sig. De laa paa Stænger og i Lader, tiggede sig
frem eller stjal, og manglede der noget i Forraadskamrene rundt omkring, Fødevarer
eller lignende, kunde man være saa temmelig sikker paa, at det var de
to, der havde været der. De kom ved højlys Dag og hilste paa Folk
og fik saa altid Penge, vel ogsaa ofte Mad. Naar Hunden gøede om Natten,
sagde Mor gerne: "Bare det nu ikke er Ole, der er paa Spil".
Ole var Ophavsmanden til alle deres Bedrifter og langtfra af den godmodige Slags.
Rasmus var derimod saa skikkelig, som Dagen var 1ang. Han nænnede ikke
at gøre ondt, naar han kunde blive fri, men han var viljeløst
i Oles Vold og kunde ikke komme løs fra ham. Baade Far og Mor hjalp ofte
de to baade med Mad og Penge og kendte dem begge rigtig godt. En Formiddag kom
Rasmus alene ind i Gaarden
Han havde set sit Snit til at slippe uden for Oles Synskreds en Stund og spurgte,
om han maatte tale med Far. Han kom for at advare mine Forældre mod en
Ulykke, maaske vilde han derved gøre lidt Gengæld for Hjælpen,
de tit havde faaet.
"Ole har bestemt", sagde Han, "at vi i Aften skal stikke ild
paa Ny Kirstineberg, og imedens det brænder der, og Folk er optaget af
det, skal vi gaa herned i Møllen og gøre indbrud".
Far blev naturligvis opskræmt, men han fik dog sagt det, der forekom ham
at være det vigtigste i Øjeblikket :
"For alt hvad I gør, Rasmus, saa maa det ikke ske! Tænk paa
alle de Kreaturer, der staa paa Stald, det maa du for enhver Pris forhindre
!"
Rasmus svarede ikke, men gik sin Vej. Ved at røbe hemmeligheden havde
han jo allerede gjort noget for at forhindre Ødelæggelsen. Det
viste bedst, at det ikke var med hans Vilje, det skete.
Far fik travlt den Dag. Han tog til Nykøbing og underrettede Politiet,-
at klare den Sag alene var umuligt. Da man naaede Aften, var alt forberedt til
at modtage de natlige Gæster, og der var ikke det Sted ude eller inde
i Møllestedet, hvor der ikke var udstillet Vagtposter. Politimesteren
fra Nykøbing og Politibetjent Wilcken var til Stede, og ogsaa den store,
kraftige Slagtermester Schrøder fra Byen var blevet hentet. Sammen med
Gaardens Folk stod de afventende hver sit Sted. For ikke at gøre Støj
var "Rinaldo" sendt væk, Børnene var i Seng og Mor og
en Niece, hun havde i Huset, var beordret til Ro. Men det blev nogle Nattetimer
fulde af Angst og Spænding for min Mor. Hun var paa ny i Omstændigheder.
Det blev Slagter Schrøder, der fangede indbrudstyven Ole Bøssemager.
I Nattens Mørke hørte man omsider hans kraftige Røst brøle
et: "Ole Bøssemager! Rør dig ikke af Stedet, eller jeg skyder
dig den Onde brække mig ned som en Hund !"
Slagter Schrøder havde staaet i Entreen bag Døren til Fars lille
Stue, og derfra havde han kunnet se Ole Bøssemager bryde Vinduet op ind
til denne Stue, pænt og forsigtigt sætte Mors Potteplanter ned paa
Række uden for Vinduet først og saa kravle ind. Schrøder
gav ham endda Tid til at gaa hen til Chatollet, men lige idet Ole var i Færd
med at løfte Chatolklappen, var det, han lod sin Røst høre.
Ole udstødte et Vræl af Forskrækkelse og blev staaende som
lammet over den uventede Opdagelse.
Hurtigt kom de andre til, og inden længe havde Ole Haandjern paa. Hans
Frihedstid var forbi. Politimesteren forhørte ham lidt, men det vigtigste
var nu fuldført. Inden de kørte til Nykøbing med Ole, fik
hele Selskabet sig et godt Maaltid. Mor, som nu var kommet til, havde i Forvejen
belavet sig rigeligt paa Smørrebrød og Kaffe, og Ole fik sin rigelige
Andel af Goderne.
Rasmus Godtfred var der ingen, der havde set, heller ikke spurgt efter. Men
da Far næste Dag kom ned i Laden, fandt han ham der. Han havde hængt
sig. Far og Mor var vis paa, han var en ærlig Sjæl. Naar han havde
gjort Ende paa sit liv, var det sikkert, fordi han ikke mere kunde holde ud
at leve saadan, og han vidste jo ogsaa, hvor det bar hen for han, nu Ole var
taget. Der var ikke blevet noget af Ildspaasættelsen paa Ny Kirstineberg,
- man tør vist godt formode, at Rasmus havde faaet Ole til at opgive
Planen, - som godt var.
Ole Bøssemager, som nu endelig var i Lovens Hænder, havde mange
Synder paa sin Samvittighed, saa Politiet havde Grund til at være glad
for den Fangst paa Ejegodsmøllen. Han blev sat fast i 10 Aar. - Efter
den Tid mødte Far ham en Dag paa Gaden i Nykøbing, standsede og
hilste "Goddag, Ole, hvordan har Du det?" - Men samtidig maa Far have
haft sit sædvanlige poliske Smil over Ansigtet, for Ole sagde truende:
"De skal ikke smile, Jappe, for den, der ler sidst, ler bedst".
Saadan en Trussel fra Ole turde Far ikke være overhørig - Hvad
var der ikke nu i øget Tal af Folk og Fæ paa Møllestedet!
Skønt det gjorde ham ondt, meldte han dog det passerede til Politiet,
og endelig fik man saa Fred for Ole og den Uro, han havde foraarsaget blandt
Egnens Beboere. Han blev derefter for Livstid lukket inde paa en Arbejdsanstalt.
Sidst i Maj 1855 fødte Mor en lille Pige - det tredje af hendes daarlige
Børn. Hun mente altid sidenhen, at dette Barns Svaghed skyldtes den Angst,
Hun havde gennemgaaet den Nat, Ole Bøssemager blev fanget. Men det var
vist kun et Forsøg paa at bortforklare den vistnok nærmere liggende
Aarsag, at mine Forældre var for nærbeslægtede. Deres Mødre
var jo Søstre, og de var saaledes kødelige Fætter og Kusine.
Den ældste af de syge Søskende, Juliane, havde, som fortalt, opholdt
sig hos Bedsteforældrene i Roskilde fra sit halvtredie Aar. Men i Juni
Maaned 1865 var hun sammen med Bedsteforældrene hjemme i Besøg
hos os paa Ejegodsmøllen, og der blev hun heftig syg og bukkede under
"efter mange Aars Svaghed og 12 Dages haarde Lidelser", saaledes meddelte
Forældrene Dødsbudskabet i Nykøbingbladet. Hun blev knap
16 Aar gammel. 1861 havde mine Forældre mistet en etaarig Dreng. I Roskilde
Avis for Torsdag d. 29. Juni 1865 har en ubekendt efter Tidens Skik skrevet
et Mindedigt over den lille, svagelige Pige, som han vel har kendt i Roskilde4)
Den anden af mine syge Søskende, min kære Bror Niels, vel den bedste
og elskeligste af alle os Søskende, laa Gang paa Gang syg gennem Opvæksten.
Men alle kappedes om at vise ham Omsorg og Kærlighed og opmuntre ham paa
bedste Maade. Han kunde i Timevis sidde stille ved Vinduet og kigge ud i Gaarden,
og var han rask nok til det, havde han det lille Arbejde at tage Æg ind.
Somme Tider tog jeg for Løjer hans Krykker og dansede rundt med dem foran
ham, men saa sagde han halvt mellem Smil og Taarer: "Du skal lade være,
Sophie".
Vor Læge, Dr. Struckmann fra Nykøbing, blev tit hentet til vort
Hjem. Skønt vi godt kunde lide den smukke Mand, saa frygtede vi ham dog,
enten det gjaldt mindre eller større Ting, for han var skaanselsløs
haard og taalte ikke, at nogen gav sig, endsige skreg under hans Haand eller
Kniv. Mest gik det ud over Niels. Engang han havde Benedder, jog Doktoren et
Spyd (Sonde) gennem den arme Drengs haandled, det var ondt at se paa!
Hvor maatte stakkels Niels dog lide, inden han slap. Han naaede en Alder af
nærved 20 Aar og laa til sidst i Seng i 3-4 Maaneder. Jeg, som dengang
var 17 Aar, var til Stadighed med til at pleje ham. Han led forfærdeligt
af Krampe, og det var Hjerteskærende for os, mest for Far og Mor, at være
Vidne til haus Lidelser. Engang under et heftigt Krampeanfald, hvor hans Tunge
var bidt i Stykker og hans Legeme strakte sig unaturligt, mindes jeg at se Far
klynge sig fortvivlet til Sengens Fodende, og jeg synes endnu at høre
ham forpint udbryde: "Nej, at nogen kan sige der er en god Gud til".
Skønt vi indsaa, at Niels' Død kom som en Befrielse for ham selv,
var det dog et stort Savn, at han ikke mere var hos os. Over hans Seng havde
i mange Aar hængt et Jernkrucifiks. Det var støbt smukt af en Former
Stub hos Jernstøber Bruun i Nykøbing. Hans Kone, Dorthea, havde
som ung tjent hos os paa Møllen. Ogsaa hun holdt meget af Niels og havde
faaet sin Mand til at lave den smukke Gave til ham, symbolsk som den var for
hele hans Liv. - Jeg har senere ejet det Kors al min Tid. Bestandig har det
mindet mig om den kære Bror og om al den Livsalvor, hans svære Aar
lod os lære at kende fra den tidlige Barndom.
Niels døde i 1870, - da var vi kun otte Søskende tilbage af den
store Flok. Men vi var alle i Opvæksten fra 22-5 Aar og kunde endnu trænge
til Støtte fra Hjemmet. Den ældste Dreng var kun 16 Aar. Min Søster
Camilla og jeg var nu de ældste. Mor havde haft god Brug for os hjemme,
og skulde vi lære noget, kunde vi vel ikke lære bedre end hos Mor,
men efter Niels' Død b1ev jeg dog en Tid ung Pige i Huset hos Madam Balloni
paa Torvet i Nykøbing. Efter mig kom min ældste Søster ogsaa
der en Tid i Huset. Madam Balloni - alle udtalte Navnet som Ballong - var da
Enke. Hun havde mistet en Søn i Opvæksten og havde ingen andre
Børn. Hun lagde ikke Skjul paa, at det ikke altid havde været let
at være den lille, ildfulde Italiener Caspar Ballonis Kone. Selv var hun
saa dansk som nogen, en Slagtemesterdatter fra Maribo. Madam Balloni havde altid
hjulpet til i Butikken, men syntes Balloni ikke, det gik hurtigt nok for hende,
eller det gik som han vilde have det, smøg han sig tæt forbi hende,
tog hende tilsyneladende venligt i Armen, men kneb i Virkeligheden haardt til.
Samtidig sagde han opmuntrende: "Naa, lille Mor!" - hun havde ogsaa
haft sit Hys med at faa Lov at varte deres Kunder op, som hun syntes, de skulde
have det. Dengang var det jo Skik, at mange af dem kom ud i Bagbutiken eller
Privatlejligheden og fik Kaffe. Men lagde hun saa en ren Dug paa, og det ikke
passede Balloni, gnelrede han op med sin stærke, fremmede Accent: "Vil
det Skidtkram ikke spise ved samme Dug som Balloni, saa kan de dæ'len
knække, gale mig, bie".
Hun hyggede sig i sin Enkestand og om Aftenen, naar hun havde sat sig til Rette,
sagde hun: "Saa, min Pige, nu laver du mig en rigtig god lille Kop Chokolade".
Min Søster kunde bedre være hos Madam Balloni end jeg. Jeg var
ikke saa meget for Stillesidden, - og saa kunde jeg ikke lide, hun brugte Fontaneller.
Hos hende var det Smaahuller under Fødderne, der blev holdt aabne ved
at lægge en Ært i. Naar denne Ært var bulset ud, d. v. s.
havde trukket Fugtighed fra Foden, "det onde" ud, blev den skiftet
med en ny, for lukkedes Hullet, vilde man paa een eller anden Maade blive syg
eller faa en Sygdom igen.
Italieneren Ferrari havde som fortalt sit Ophold hos Ballonis, - han endte ogsaa
sine Dage der. Madam Balloni var velsitueret, men Arvinger havde hun ikke. Den
gode Forretning, hun ejede, kom dog paa en Maade til at blive "i Familien"
eller i det mindste indenfor Bekendtes Kreds. Italieneren Dominico Borello,
som havde nedsat sig i Roskilde, fik en af sine Sønner, Theodor, anbragt
hos Ballonis, og der blev han og overtog senere Forretningen.
Min Søster, Camilla, der var fem Aar ældre end jeg, havde en Tid
Stilling som Husjomfru hos Proprietær Dahl paa Holgershaab, men hun maatte
tage derfra, fordi hun fik Gigtfeber. Vandet stod højt paa Gulvet i hendes
Værelse, der laa i Kælderen. Hun bevarede Aar igennem et venskabeligt
Forhold til Familien. I 1872 blev min Søster gift med den fjorten Aar
ældre Manufakturhandler Johan Boesen i Nykøbing, en Bror til Gustav
Wieds Mor Cathrine Boesen, og i Sommeren samme Aar besøgte min tilkommende,
Rasmus Frederiksen fra Roskilde, mig og mine Forældre paa Ejegodsmøllen.
Der gik dog næsten fem Aar endnu, inden vi blev gift. Mens vi endnu boede
paa Falster, b1ev der lagt kraftigt an paa mig af en noget ældre, solid
Købmand inde i Nykøbing, og særlig Far lagde Pres paa mig
og lod ham komme i Besøg Hjemme.
Far vilde vel gerne se sine Døtre gift. Men jeg undgik Heldigt alle onde
Anslag. Hvor jeg kunde komme til det, morede jeg mig med glad Sind, i Familiekredsene,
til Forenings- og Borgerballer, - altid under Følgeskab af Forældrene
eller andre paarørende. Men med Hensyn til at skifte Sind, forlove eller
gifte mig, - da var den Sag een Gang for alle afgjort for mit Vedkommende.
Kun een Gang var jeg forelsket, - men da var jeg kun Skolepige. Min tilbedte
var en ung Landmand, den smukke Oscar Hillerup fra Kirstineberg. Naar jeg mødte
ham, stod mit Hjerte stille, eller det bankede Heftigt. Jeg var lykkelig, rødmede
dybt og var helt fortabt blot ved at se ham. Aldrig har jeg talt et Ord med
ham, aldrig tror jeg, han nogen Sinde har set til den Side, hvor jeg var, men
det gjorde ikke noget. - En af mine Sønner gav jeg mange Aar efter Navnet
Oscar - vel delvis i Mindet om det barnlige, uskyldige Sværmeri og den
Lykkefølelse, det gav mig.
I 1872 var det, jeg kom til den omtalte falsterske Herregaard, og dette Aar
blev mine Forældres sidste paa Falster. Far og Mor havde paa mange Maader
kæmpet for at holde ud saa længe som muligt paa Ejegodsmøllen,
der hvor de nu havde levet i 27 Aar - og oplevet saa meget med hinanden. Far
havde søgt at øge Indtægterne ud over Mølleriet og
havde saaledes en del Aar foruden Landbruget haft Diligencekørselen mellem
Gaabense Færgegaard og Nykøbing, men megen Fortjeneste havde der
vist ikke været derved. Far havde vist ikke haft rigtig Forstand paa Heste,
han blev narret og maatte skifte oftere end godt var. Mor var da aldrig glad,
naar der skulde handles om nye Heste, - og til sidst var der ikke Raad til at
skifte dem ud. Far og Mor kom nogenlunde velbeholdne fra Falster, men et og
andet af Mors gode Ting og Mahognimøbler havde dog maattet tages fra
Hjemmet, for at enhver de senere Aar kunde faa sit. Men nogen Gæld kom
de vel til at efterlade, skønt de følte det som en Æreskrænkelse
for dem. En af de Kreditorer, som viste, at han forstod, hvor vanskeligt det
gennem Aarene maatte have været for mine Forældre og ogsaa gav Udtryk
for det, var Apoteker Lassen. Han slog en Streg over det ubetalte og sagde:
"Jeg beundrer Dem og Deres Hustru, at De, trods alt hvad De har gaaet igennem
af Sygdom, Sorg og Besvær, har kunnet holde Dem oppe, som De har gjort.
De har i Aarevis lagt Penge nok her paa Apoteket."
Først i 1873 flyttede mine Forældre til Bredegades Mølle
ved Slagelse. Fire voksne Børn opholdt sig endnu paa Falster, tre ukonfirmerede
og den syge Justine havde de med til Slagelse. Der kom ogsaa de gamle Kraghs
til at bo hos dem. Bedstefars Midler har vel omsider været opbrugt, eller
ogsaa har han brugt det sidste for at være med at skabe et nyt Hjem. Og
mine Forældre fik ogsaa igen et stort Hjem der, paa ny med meget at bestille
for Mor, men trods alt hvad de gjorde for at arbejde, holde sig ranke og holde
sammen paa deres Ejendele, lykkedes det dog heller ikke for dem der.
Et Par Aar efter flyttede de til Sorø, Hvor Far fik Fiskeriet i Søerne
i Forpagtning, vistnok den samme hans Far havde haft i sin Tid. Men Hjælperne,
der var ældre i Gaarde end han, forstod at tage Profitten, og min stolte
Far formaaede ikke at komme til Bunds i Sagerne, før det var for sent.
I Sorø døde gamle Bedstefar Kragh. Vi havde endnu et pænt
Hjem i Sorø, dér, som alle Steder baaret oppe af Mors Flid og
Properhed, - men jo paa anden Vis end forhen.
Jeg kan ikke undlade at fortælle om mine Forældres Nedgang, selv
om det ikke netop har Interesse for Falster og Erindringerne derfra. Ser jeg
ud over deres Liv i store Træk, som vi nu har gjort her, maa vi løbe
Linen til Ende for Historiens Skyld, for dette Virkelighedsbilledes Skyld.
Aldrig blev de trætte, aldrig laa de paa den lade Side, de havde kun bestandig
Uheldet med sig.
Efter et Par Aars Forløb i Sorø, flyttede mine Forældre
til Ringsted, og derfra til Osted Kro, som de fik i Forpagtning, - igen et Arbejde,
der hvilede paa Mors Skuldre og hendes huslige Dygtighed. Der døde min
gamle Bedstemor, Sophie Kragh, 87 Aar gammel. Sluttelig flyttede mine Forældre
til Mors Fødeby Roskilde, hvor de ernærede sig ved en lille Beværtning,
den eneste Udvej for Folk i deres Alder. Arbejdet dér hvilede atter næsten
udelukkende paa Mor.
Efterhaanden var mine Forældre blevet ribbet for det meste af, hvad de
havde haft. De sidste Aar levede de under saa smaa Forhold og saa smaa Kaar,
at Trykket deraf var mere, end min Far kunde bære. Han var en brudt og
bøjet Mand, da han knap 65 Aar 1884 bukkede under for Sygdom. Trolig
havde mine Forældre holdt sammen altid, om end ikke deres Livsvej havde
været saa lys og legende let, som den unge Nicolaj havde lovet sin Kusine
Lise det, da han friede i 1843. Haandskrevet havde han sendt hende Digtet: Sig
mig lille Pige med det guldgule Haar, hvori findes Stroferne:
Saa gaar vi ud i den grønklædte Skov,
synge med Fuglene Kærligheds Lov,
0, vi skal leve saa Herligt og frit,
Danse og lege og kysses saa tit.
Blive vi sultne, saa sanke vi Bær,
aa, vi skal leve saa lykkeligt der ---
Paa det Digt fik han hendes Ja til at vandre med ham Livet igennem.
Min Mor levede tolv Aar efter Fars død i Roskilde, hjulpet af Familien
paa forskellig Maade. Hun og den sidstlevende af hendes syge Børn, Datteren
Justine, sled deres Aar sammen. Justine fik aarlig et mindre Legat fra det Classenske
Fideikommis, rimeligvis kom hun i Betragtning der gennem Forbindelsen med Ejegod.
Michael Classen Lange var Ejer af Ejegod før Proprietær Bøchmann.
Mor naaede ikke at se denne sin syge Datter bragt til Hvile, ellers en Trøst
og Beroligelse for Forældre med hjælpeløse Børn. Mor
døde 1896, 76 Aar gammel, og maatte lade Omsorgen for den syge gaa over
paa andre Hænder. Da min Søster afgik ved Døden seks Aar
efter, 47 Aar gammel, blev de forenede i samme Grav. Mine Forældre og
flere Søskende hviler paa Graabrødre Kirkegaard i Roskilde.
Her ophører min Mors Fortælling. Det bør dog tilføjes
som en Ejendommelighed, at hun, fremfor sine Søskende, vedblev at være
sund og rask hele sit Liv, saadan som hun havde været det fra Barneaarene.
Mor døde 85 Aar gammel 1938. Til det sidste vedblev der nu og da at være
en syngende falstersk Tone i hendes Stemme.
Med Hensyn til Navnet Jappe, som nu baade en Mølle og en Gade i Nykøbing
F. bærer, er det i de seneste Aar blevet muligt at fremkomme med nogle
Oplysninger. En Bærer af Navnet, Overingeniør Heinrich Jappe, Duisburg-Meideriech,
har fremskaffet et stort Materiale til Efterforskning af Navnet og Slægtens
Oprindelse. Han kommer derved helt tilbage til 1300 - Tallet, Hvor Navnet særlig
er knyttet til de frisiske øer. Efter Stormfloden dér 1362 breder
japperne sig over Slesvig-Holsten og er gennem Aarhundrederne knyttet til Byer
i Øst-Holsten, Bosau, Pløn, Kiel og Lübeck. Navnet er særlig
fæstnet gennem en Bronce- og Klokkestøber Reimer Jappe. Gennem
Inskriptioner og skriftlige Kilder kendes hans Navn bl. a paa en Broncedøbefont
i Gr. Flintbeck og fra adskillige forsvundne og endnu bevarede Kirkeklokker.
I Stadsbiblioteket og i Raadhuset i Lübeck findes Raadsherren Asmus (Erasmus)
Jappes Vaaben fra l600 Tallet, og flere Slægtsmedlemmer nævnes frem
efter i Tiden. Af mest interesse i Forbindelse med det nedskrevne synes dog
at være den i de nævnte optegnede og trykte Undersøgelser
"hertugelige plønske Fiskemester Hans Jappe. Ellers nævnes
deres borgerlige, jævne Bestillinger at have været Købmænd,
Skolelærere, Haandværkere, Gaardejere og lignende i Holsten.
Her i Landet lever for Tiden flere Grene af Jappefamilien. Hvornaar min Mors
Bedstefar, Fiskeforpagter Peter jappe ved Sorøsøerne, er født,
vides ikke, heller ikke, hvordan han blev Forpagter der. Men han døde
1825. En anden Gren af Familien fortæller dog, at deres "Stamfader",
Fiskemester Johan Jappe, skal være indkaldt af Bregentved Gods fra Eutin
i Holsten for at udsætte Yngel i Godsets Søer der. Gennem Sorø
Kirkebog oplyses det dog, at Fortællerne stammer fra Fiskemester Christian
Jappe, der samtidig med Peter Jappe var Fisker ved Sorøsøerne.
Disse to var Brødre, - maaske Sønner af Johan Jappe. Om en anden
Jappe, Tømrer Heinrich Jappe i Sorø, ved man, at han var indvandret
fra Pløn i Holsten. Han ligger begravet paa Sorø Kirkegaard.
Baade Virksomhedernes Art og Bynavnene knytter saaledes Forbindelsen med Slægtens
Forfædre. Mange har troet, at Navnet Jappe stammede fra Frankrig. Undersøgelserne
har fastslaaet Forbindelsen med Slesvig-Holsten, og derfra tilbage til de nordfrisiske
øer og Kysterne deromkring. Derfra angives Navnet at være det samme
som Jacob.
Noter.
1) Morten Møk han slaar paa Trommen,
Madam Møk hun drejer om,
Lauritz be'r om lidt i Lommen,
Caroline raaber Kom, kom, kom.
Tingelingeling, saa kører vi,
Tingelingeling, saa kører vi.
2) Flere af Børnene blev senere kendte og ansete Skikkelser i Nykøbing
o. a. St., bl. a. Viceskoleinspektør P. Petersen og Bankbestyrer Petersen
i Nykøbing, Smedemester Petersen, Maribo.
3) Maaske til et at Fru Ingemanns Malerier.
4)
Ved Juliane Marie Jappes Død.
Fra Falster det Sorgens Budskab nys lød:
Juliane Jappe herovre er død.
Fra Roskilde By Hun rejste saa glad,
Og snart hos Forældre paa Falster hun sad.
Og Bedstefader Hende fulgte med Lyst,
han var Hendes Barndoms Støtte og Trøst;
Forældre nu kjærligen hende g.iensaae,
hun hilste paa dem og paa Søskende smaa.
Men Sorgen blev stor, da en Engel fra Gud
Kort efter kom ned med det himmelske Bud:
Din Frelser vil tage Dig blidt i Sin Favn,
Reis hjem med mig i din himmelske Havn!
I den himmelske Fryd hun nu nyder sin Løn,
Har Plads iblandt Englene, uskyldig og skjøn;
Den Gud hende prøvet med Byrden saa tung,
Gav hende Livskronen, imens hun var ung.
Ja Fader og Moder o! stands Eders Sorg,
Gud hende bortkaldte til Himmelens Borg;
Der nyder hun Løn for sin Prøvelse her,
Hos Børnevennen, vor Frelser sen kjær.