Ellegaard     Hansen     Jappe     Olsen      Rapp      Slægtshistorier     Anebilleder     Våbenskjolde       Database og navne index                                                                       Forsiden                                                                          

 Fra Ejegodsmøllen ved Nykøbing.

Et tidsbillede af Hjemmelivet i en Møllerfamilie.

Af Fanny Fang

Hvor ofte har ikke min nu afdøde Mor, Sophie Frederiksen, født Jappe, fortalt om sit Barndomshjem, Ejegod Mølle ved Nykøbing paa Falster, om Livet der og Tilknytningen til Nykøbing ! Desværre er Børn sjældent gode Tilhører, hvor vilde ellers mange gode Enkeltheder kunne være gengivet i al deres Friskhed om Livet og Dagligdagen for tidligere Generationer, - netop om alle de smaa Ting, som har fyldt og udgjort Livet, ja været Livet for de fleste Mennesker, Slægt efter Slægt. Store Bøger er skrevet i Romanform, - aldrig er man sikker paa det helt ægte i Skildringerne. Den jævne, saa vidt mulig sandfærdige Fortælling kommer det virkelige nærmest.
Gennem Aarene blev det mere og mere klart for mig, at Mor paafaldende stærkt levede i Mindet om sit Hjem og sine Forældre, noget for vor Tid usædvanligt maatte ligge til Grund herfor, og i hendes seneste Aar fik jeg samlet Hovedtrækkene af det gennem Aarene fortalte. Et Billede af Dagliglivet i Hjemmet paa Ejegod Mølle fremstod derved, og samtidig fik man Lov til at ligge ind i et Ægtepars Kamp og Kaar for Børn og Livets Opretholdelse for snart et lille Aarhundrede siden, deres Tankegang og Væremaade. Det er saadanne jævne Træk, her skal gengives.
Møllen og Møllestedet ved Ejegod staar mærkeligt nok endnu, ja, er endda i de senere Aar, efter at Ejegod 1936 er købt af Byen Nykøbing, blevet noget forbedret og fornyet. Da mine Forældre engang i 1890'erne foretog en Rejse med os Børn til Falster, for at vi skulde se Mors Barndomshjem, husker jeg hendes store Skuffelse over at se det slet vedligeholdte, ja, næsten forfaldne Stuehus, der allerede paa det tidspunkt, ligesom nu, var delt op i flere Lejligheder og var beboet af forskellige. Haven, som havde hørt til, og meget i Baghuset var ogsaa helt forandret,- men endnu ligger dog den lange Stuelænge med sine ti Fag, med sit skærmende, mørke Straatag, lige op ad Møllen, og Bebyggelsen helt nede fra Vejen er den samme som for hundrede Aar siden.
Hvad Mor fortalte, vil jeg i det følgende gengive saa nær op ad hendes egen Skildring og Ord som muligt, saa uforvasket som det lader sig gøre, uden at indblande mit senere Kendskab til et og andet.

Sophie Jappes Erindringer fra Hjemmet paa Ejegod Mølle.

Mine Forældre, Mølleforpagter Jens Nicolaj Jappe og Hustru, Elise Amalie Kragh, havde Bryllup i Roskilde Domkirke den 10 April 1845. Bruden, min Mor, der var 24 Aar gammel, var klædt i grøn Silkekjole. Dagen efter Brylluppet bar hun Kappe med blegrøde Hagebaand, Tegnet paa hendes Koneværdighed. Min Mor var født og hjemmehørende i Roskilde. Brudgommen, min Far, der var 26 Aar gammel, havde forpagtet Ejegod Mølle ved Nykøbing Falster, og dertil rejste de efter Brylluppet. Herremanden paa den Tid, Far var der, hed Bøckmann og Mejeriforpagteren hed Peters. Han var min Fars gode Ven. I hen ved 30 Aar levede mine Forældre paa ejegod Mølle. Familien blev stor. I løbet af 20 Aar havde Mor i alt 16 Fødsler, deraf var endnu i 1865 ti Børn i Live. Jeg nævner dette straks, for den store Børneflok maatte naturligvis sætte sit Præg paa Hjemmet og ogsaa gennem Aarene indvirke paa mine Forældres økonomiske Kaar. I mine Barndomsaar havde mine Forældre det ret godt, der var altid, hvad man kaldte " god Dag og jævn Vej " i hjemmet, men i løbet af de Aar, de var paa Møllen, gik det alligevel jævnt ned ad Bakke for dem, dels paa Grund af de nedadgaaende Tider for alt Vindmølleri, dels paa Grund af de store Udgifter med de mange og i Aarevis syge Børn. Tre af mine Søskende var født med legemlige Svagheder, Lammelser i Benene, svækkede Nerver og lignende. De maatte gaa paa Krykker og var meget ofte sengeliggende lange Tider af Gangen.
En Ting til, som maaske ogsaa bidrog til min Faders økonomiske Tilbagegang de seneste Aar paa Ejegod, var, at han ikke undlod offentligt i det politiske Liv at bekende sin konservative Kulør. Jeg forstod det ikke ret dengang, men jeg husker min Mors Formaninger til ham og Bønner om at afholde sig derfra. Det var jo netop i en Egn, hvor Venstrepartiet blev saa stærkt, - og min Fader var jo saadan set kun en lille Mand. Kan kunde heller ikke ret godt med Bønderne, - de var nu engang ikke efter hans Hoved eller af den Type, han yndede.
Jeg elskede min store, mørkhaarede, kønne Far, og for mig tegnede alting sig saa lyst i Barndommen. Jeg var et glad og meget kvikt Barn, Nummer seks i rækken, egentlig den sundeste og raskeste al alle Børnene. Mit Barndomshjem staar for mig Som noget af det bedste paa denne Jord, og vi havde virkelig ogsaa tillige et smukt, velforsynet Hjem.
Skønt Børneflokken var stor og skulde have Plads efterhaanden, havde vi dog altid tre Stadsstuer paa Rad, vendende ud mod Landevejssiden, mod Gaabensevej. Mellem Huset og Vejen var der fri Udsigt over en Mark ligesom nu. Den øverste af Stuerne ved Hjørnet kaldtes "Salen". Alle tre Stuer var kønne og velmøblerede, alle med Mahognimøbler. Der var kun een Indgangsdør paa denne Side af Huset, dengang vi boede der. Den førte ind i en Entré. Nærmest denne laa Fars Stue med de dengang nødvendige Møbler, bl. a. Chatollet, Hjørneskabet og den høje Skrivepult, betrukket med grønt Klæde.
I den næste Stue, Mellemstuen, stod Klaveret, Sofa, Bord, Stole og Piedestal, og i "Salen" var der et lignende Arrangement med Sofa og Bord. To smaa Konsoller med Spejle hang mellem Vinduerne. Væggene i Salen var blaa og oliemalede, og foran Vinduerne hang Mors kridhvide, fint stivede Gardiner. Fra en Urtepotte paa hver Side af Sofaen rankede to velvoksne Vedbend sig op og mødtes i en Sammenslyngning som en Indramning midt over Sofaen. Det var et smukt Syn. Mors Vinduer bugnede altid af Planter. Men Vedbenden maatte desværre lade Livet, da nogle besøgende engang om den og en prægtig Myrte udtalte sig meget stærkt. "Ved De ikke, at Vedbend og Myrter bringer Ulykke", sagde de, og det var nok til, at Mor straks fik det hele revet ned og Planterne fjernet. Ulykke gennem Planter skulde de dog ikke have, - der kunde være nok i Forvejen.
Til Husets Gavl- og Gaardside laa Barnekammeret ved Siden af Salen. Der sov Pigerne i en Dobbeltseng og Drengene i Slagbænke, saa længe vi var mindre. - Derefter kom Spise-kammer, Køkken og Forældrenes Sovekammer samt endnu en mindre Stue ud mod Gaardsiden. Den sidste Ende af Huset nærmest Møllen og Mølleporten var forbeholdt Lager og "Butik", hvortil der var Indgang fra Entreen. Derfra solgtes Mel og Gryn. Møllen kan jeg ikke fortælle meget om, da det var os Børn strengt forbudt at komme der, baade i Porten og paa Møllergangen. Men jeg husker dog den store Paapasselighed og Aarvaagenhed, der skulde til for at udnytte Vind og Vejr og det rette øjeblik for Arbejdet Nat og Dag. Store Værdier stod paa Spil i Møllen. Far var ogsaa meget agtpaagivende i Uvejr. Han stod straks op og vandrede op og ned udenfor Huset, saalænge det stod paa. Han var bange for, at Lynene skulle slaa ned, og af den Grund var det ogsaa en given Regel , at de større Børn hver Aften maatte samle deres Tøj hver for sig i en Bunke parat til at tage med, hvis der skulde ske noget.
Fars og Mors Sovekammer, hvori der stod en bred Dobbeltseng, var efter vanlig Skik dengang tillige det daglige Spise- og Opholdsrum med Bænk og Bord ved Vinduet. Der stod ogsaa Vuggen, og den var jo for det meste i Gang.
I Baghuset, hvor der var mange Brugsrum, var der ogsaa Kamre og Gæstekammer. Der mindes jeg, at Far maatte gaa over og lægge sig, naar han gerne tre Dage i Træk led af en slem hovedpine. For at dæmpe Smerterne blev der lagt kolde Klude paa hans Tindinger og i hans Nakke.
Stuerne b1ev kun benyttet ved festlige og højtidelige Lejligheder, men dem var der jo gennem Aarene ogsaa en Del af. Vi Børn maatte naturligvis ikke komme der, da slet ikke saa længe vi var smaa. Naar Bøckmann kom ned og spiste Frokost hos Far, og det skete ikke saa sjældent, blev der dog spist i Fars Stue. Vilde de smaa kigge ved et dækket bord, havde Far den Vane at knipse dem væk med en "Begmand", et knips paa Næsen.
Børnene var ogsaa tilfredse, hvis de fik Lov til at dyppe Stegepanden op med Rugbrød, hvis der havde været stegt noget ekstra lækkert til fremmede. Men ellers blev de holdt strengt nøjsomt, men godt. Velsmagende Mælk, godt hjemmekærnet Smør, hjemmebrygget Øl, dejligt Brød og kraftig, nærende Dagligkost fik vi. Mor var meget dygtig i sit Køkken. Aldrig faar man saa dejlig Mad mere. De smaa sad og spiste ved et Bord for sig, kun de større sad til Bords med Forældrene. Om Søndagen, naar ren Dug skinnede paa Bordet, var Retterne som Regel Oksekødsuppe med Peberrodsskød den ene Søndag, Bankebygsuppe og Klipfisk næste Søndag. Fars Hverdagsfrokost var en Tallerken smurt Mad, uden Paalæg. Han fik efter ønske en Humpel Kød og en Humpel Ost til samt Snaps og hjemmebrygget øl.
Mor var bekendt for sin veltillavede Mad, - Madam Jappes gode Mad fik altid ros. Mine Forældre havde ikke saa faa Omgangsfæller, og Familien blev jo efterhaanden ogsaa større, saa de havde ikke saa lidt jævn Selskabelighed, som man nu havde dengang. Retterne var altid de sol ide, f. eks. Stege eller Forloren Skildpadde, Prinsessebuddinger, Florentinerkage eller Æblekage, og saa lavede Mor en dejlig sjællandsk Punch af hvid Rom og Citron, der særlig var meget yndet til Skildpadde, men ogsaa kunde drikkes varm for sig selv som Toddy. Gæster spiste gerne hos dem.
Hvor ofte har det ikke moret Far at faa Skolelærer, Kordegn Carl Olsen inde fra Nykøbing til at tage rigtig for sig af Retterne! Han var ikke forgæves at nøde, men hans paaholdende Kone var der hele Tiden og mindede ham om at holde igen. Men saa tog Far hans Parti, - engang imellem skulde Degnen have Lov til at spise sig mæt, sagde han. Pastor Sidenius fra Nykøbing gik heller ikke af Vejen for Bordets Glæder. Han spurgte engang Far, mens de sad ved et veldækket Bord: "Sig mig nu engang, Jappe, hvad siger Folk egentlig om mig som Præst?" "De siger", svarede Far, "Præsten er en rar Mand ved et godt Bord, men paa Prædikestolen har de ikke saa meget i Sinde med ham". Det Svar morede Præsten sig hjerteligt over. Han kendte det vist i Forvejen.
Mors Dygtighed i Hus og Køkken var ikke helt billig. Tilfreds var hun ikke, husker jeg, hvis hendes Suleolle ikke var fyldt som den helst skulde være, med saltet Kød og Slagtemad. Men hun havde jo Aaret rundt ogsaa mange at skulle sørge for. Børnene, Piger, Møllefolk og Hjælpere til Landbruget. Far havde ogsaa jord i Forpagtning, - hvilket gav Anledning til meget Arbejde især i Høstens Tid. Men det var ikke nemt for Far at skaffe alt hvad der skulde til, - og Mor gav meget bort. Baade Far og Mor var meget godgørende og langtfra smaalige. Der var altid saa mange Koner og Smaafolk, der blev givet noget til. De trængte saa vist ogsaa. Men ogsaa andre støttede de, saalænge de endnu havde det godt Ved given Lejlighed forærede Far saaledes sin Brodersøn paa Nykøbing Mølle baade Vogn og to Heste. Mor havde som alle Husmødre dengang ogsaa en vis Stolthed i stadig at forny sin Linnedforsyning. Spundet Hør gik til Hjemmevæveren, men det var dyrt, naar det kom derfra og skulde betales. Det kneb det ogsaa somme Tider med. Hvis ikke mine Forældre Gang paa Gang havde haft min Mors Forældre i Roskilde at ty til, naar det kneb økonomisk, var det næppe gaaet godt for dem saa mange Aar, som det gik. Jeg hørte senere blive sagt, at de unge skulde haft Lov til at gaa fra Forpagtningen den første Gang, det var galt. Al Hjælpen i det lange Løb hjalp jo intet, den bragte blot Hjælperen til heller intet at eje.
Vort smukke Hjem, det gode Sølvtøj i Skabe og Skuffer og Malerierne paa Væggene, alt skyldtes for øvrigt mine Bedsteforældre i Roskilde, min Mor havde faaet det i Udstyr. Og Bedstefar vedblev gennem Aarene at sende hende Gaver.

Jeg vil opholde mig lidt ved Mors Arbejde. Det var stort og omfattende. Selv ydede hun personlig meget Arbejde, selv om hun havde Piger og Koner til Hjælp. Alt hvad Mor gjorde, staar for mig iblandet en hel Del, man maatte og skulde, men ogsaa meget, man endelig ikke maatte, - for saa gik det galt. Mange Forholdsregler blev saa stærkt indprentet gennem Aarene, at jeg selv aldrig helt befriedes for en Del af dem. Maaske var de meget almindelige, de fleste Mennesker iagttog vist de samme, kun faa kunde frigøre sig for dem.
Om Vinteren efter Slagtningen blev der lavet en stor Portion sorte Pølser, som det naturligvis var os Børn den allerstørste Fornøjelse at bringe til nær og fjern, fint anbragt paa Bakke med hvid Serviet. Mor lavede ogsaa hvide Pølser, nogle meget velsmagende af Risengrød kogt i sød Mælk og krydrede saa fint som til Budding. Der kom Rosiner i. De sorte Pølser skulde absolut koges med Grisens Milt fra Slagtningen ved, ellers ville de gaa itu under Kogningen Engang var Milten blevet borte, og Mor græd og var ulykkelig ved Udsigten til det meget spildte Arbejde. Vi Børn glædede os højlydt til Pølserne, men Mor tyssede paa os og sagde: "Glæd Jer ikke, for nu vil nok alle Pølserne koge itu for mig". De b1ev gode, men Mor undlod dog ikke fremtidig at komme Milten ned i Gryden.
Kom et af os Børn f. Eks. til at sige: "Hvor ser den Dej dog dejlig ud", hvis Mor netop stod og skulde sætte Dej i Ovnen, sagde hun forskrækket og bekymret: "Aa, ti dog for Guds Skyld stille, - nu bliver der ingen Velsignelse ved den". Altid naar hun satte sit Bagværk - hendes gode Søsterkager, Æblekager, Julekager, Fastelavnsboller eller Hvedekager - ind i Ovnen, slog hun Kors over det og sagde: "Saa i Guds Navn da".
Tabte Mor eller hendes Far, Bedstefar Kragh, et Stykke Brød paa Gulvet, tog de det op og kyssede det. Hun tog aldrig en Naal op fra Gulvet Mandag Morgen uden først at slaa Kors for sig. Gjorde man ikke det, fik man rivninger med sine Omgivelser hele Ugen. Uheld gennem Ugen fik man ogsaa, især Mænd, hvis den første, man mødte Mandag Morgen, var en gammel Kælling. - Aldrig maatte man klippe Negle om Søndagen, i Ugens andre Dage skulde dette helst foretages en Fredag. Knive maatte aldrig ligge over Kors, saa fik man Spektakler, - tabte man en Kniv, saa Spidsen kom til at staa i Gulvet, eller sprang der Gnister ud af Kakkelovn eller Komfur, kom der fremmede. Begyndte Gaardhunden Rinaldo tilfældig at tude, sagde Mor straks bekymret: "Aa Gud, hvem skal nu gaa bort?"
Ved Juleforberedelser og i selve juledagene var der mange Ting at iagttage. Der matte aldrig hænge Tøj paa Snor juleaften, og der maatte ikke vaskes mellem jul og Nytaar. Begge Dele betød, at der kom Lig i Huset i det nye Aar. Juleaften skulde Vinduerne i den Stue, hvor man opholdt sig, helst være tildækkede. Man sagde, at gik én udenfor og kiggede ind ad Vinduet, vilde vedkommende kunne se, hvem der skulde dø i det kommende Aar. Den paagældende vilde man kunne se uden Hoved. Det var saa uhyggeligt, saa den Viden vilde man helst være fri for. - Syede man i Helligdagene, fik man bulne Fingre, og nævnte man Navnene Rotter og Mus, vilde man ogsaa i det nye Aar faa dem ind i Huset i stort Tal.

Foruden alle de dengang aarlige og stadig tilbagevendende større Sysler som Slagtning, Bagning, Brygning m. m. var der Rengøring, et stort Punkt i det huslige Arbejde, og der var rent hos Mor. Alle Gulve var hvidskurede, og den, der skurede, skulde naturligvis ligge paa Knæ. Kun rigtig Haandkraft med en Skurevisk af Halm duede. Alt Husgeraad af Træ blev ogsaa skuret og tørret i det fri baade Vinter og Sommer. Til Skuring brugtes Lersten. Ganske almindelige som anvendt i gamle Huse. De blev knust og overhældt med almindeligt koldt Vand. Den Grød, der fremkom derved, skurede man Tingene med, efter at de først var godt blødt i Vand. Bagefter fulgte en kraftig Eftervask med mange Hold rent Vand. At dette skulde hentes i Gaarden ved Posten var en Selvfølge, der ikke begrundede et mindre Vandforbrug. Vand slæbte alle efter bedste Evne. Mænd vaskede sig som oftest ved Gaardposten, det forlangte Far ogsaa, at mine Brødre skulde.
Vask var der meget af i Huset og Storvasken med det kraftige, hjemmevævede Tøj, Hør- og Blaargarnstøj m. m., var alt andet end let Arbejde. Tøjet blev først gennemvasket, saa kogt i Bøgelud, lavet af Aske fra Bøgebrænde kogt med Vand i en Pose for sig. I dette Afkog blev Tøjet kogt. Skylningen, og den skulde være grundig, foregik ude i Gaarden ved Posten, Vinter og Sommer.
Rulning paa Trækrulle og Strygning var ogsaa Arbejder, der skulde lægges Kræfter i, og hvor har Mor dog lagt meget Arbejde i sin Strygning! Alt hvad der kunde stives, blev stivet, mest i kogt, kold Stivelse og saa strøget omhyggeligt bagefter. Gardiner, Kjoler, Forklæder, Skørter med mange Læg, Flæser, Plisseer og Broderi blev alt sammen strøget saa stivt, at det næsten kunde staa alene. Hertil brugtes et tungt Jern, i hvis indvendige Rum der blev lagt en afpasset, brændende varm Jernbolt.
Det var Mors Stolthed, at hendes Pigebørn var stive og struttende, - vi maatte mange Gange "lide noget for Stadsens Skyld", som hun sagde. Mig gjorde det ikke noget, jeg var ikke generet hverken af strammede Fletninger, stramme Linninger eller snærende Skørte- eller Livbaand, eller da vi kom frem til den Alder, at Korsetbaand, der blev bundet fast i en Dørlaas og trukket til, for at vi skulde faa den rette, smalle Midie. Men min ældste Søster, Camilla, fik mange Skænd og Knubs i Hovedet, fordi hun græd og beklagede sig og led ved at blive snøret allerede som Barn. Der er vist grædt mange Taarer i mange Hjem, før den stivede, hvidklædte er kommet af Sted i Mollskjolen til Balsalen Jeg var nu saa lykkelig, at intet generede mig, bare jeg kunde faa en køn Kjole paa, var jeg glad.
Et andet større Arbejde var Vedligeholdelsen af en Masse Brugskobbertøj. Det blev vasket med kogt sur Mælk eller Valle, derefter gnedet med en Blanding af tørt Mel og fint Sand og endelig skyllet grundigt i koldt Vand og tørret i rene Stykker. Mor havde ogsaa Held med Blomster og havde derfor mange kraftige Planter, som ogsaa skulde passes, i Vinduerne, og endelig havde hun Fjerkræet, Høns, Ænder, Gæs og Kalkuner.
Stor øvelse havde Mor især i at opfede Kalkuner. Til Julen modtog hun Bestillinger paa dem. De i Forvejen velfodrede Dyr behøvede kun ni Dage for at opnaa den ønskede Vægt, 19-20 Pund for en Høne, 21 Pund for en Hane. Kalkunerne blev lukket inde i et snævert, mørkt Rum, hvor de knap kunde røre sig, og tre Gange om Dagen fodrede Mor dem selv. Hun rørte Rugmel og Vand saa tykt sammen at der kunde dannes Boller deraf. Otte a ni saadanne aflangt rullede Boller puttede hun een for een ned i Halsen tre Gange om Dagen paa hver Kalkun, og da de kun fik meget lidt Vand at drikke, blev de snart, som de skulde være paa den korte Tid.
Jeg husker, vi som Børn bar nogle særlig velfedede og fine Dyr ind som Gave til vor Købmand, Konsul Benzons. Sommersøndage gik der ogsaa adskillige Fade fin, oplagt Mælk med tyk Fløde paa samme Vej. Konsulen fik malet paa Møllen, og vi handlede hos ham, men der har sikkert manglet lidt Balance i Regnskabet. Det tænkte man jo ikke paa dengang, vi tænkte vel, det var for at vise Familien en Opmærksomhed, - Mor var jo ingen Steder bange for at give, tværtimod.

Saa var der Arbejdet med alle Børnene. De to første, mine Forældre fik, - to Piger med godt et Aars Mellemrum, -døde som smaa. De blev opkaldt efter Bedsteforældre og Familiemedlemmer, saa da de smaa døde, kunde deres Navne anvendes paa ny og blev det ogsaa. Min ældste Søster, der levede, var Camilla Sophie Nicoline, født 1848. Hun var under hele Opvæksten et lidt fortrykt Barn, aldrig rigtig glad. Men lidt skumplet til Side er hun ogsaa nok blevet. De ældste i en stor Børneflok har det ikke altid let. De to næste Børn var Juliane Marie og Niels Peter Christian, alle fem født med kun et Aars Mellemrum. De to sidste havde legemlige, medfødte Skavanker, var syge og gik ved Krykker gennem Opvæksten eller maatte køres. Ubegavede var de ikke, men lære noget for Alvor kunde de alligevel heller ikke. Den lille syge Juliane tog mine hjælpsomme Bedsteforældre i Roskilde til sig fra hendes halvtredie Aar og beholdt hende Barndommen igennem. Der gik hun i Skole. Men til Niels blev der holdt Lærerinde hjemme, og Pastor Sidenius forberedte ham ogsaa og konfirmerede ham i Hjemmet.
Paany i tre Aar kom der tre Børn efter hinanden. Den ældste af dem var mig, Sophie Vilhelmine Conradine, født 1853, og saa en Dreng, Carl Conrad Vilhelm. Den tredie var igen en lille syg og svagelig Pige, Justine Louise Kirstine, med samme Lammelser som de andre syge. Hun lærte aldrig rigtig at tale rent, kunde kun lære meget lidt, gik daarligt, men var langtfra uden Forstand. Da hun blev voksen, kunde hun godt paa forskellige Maade gøre lidt huslig Nytte.
Efter hende kom endnu tre Drenge, Henrik Marcus Jonas. Conrad Kragh og Peter Christian, der døde som lille, og to Piger Elise Amalie og Juliane Therese. Den sidste blev født nogle Maaneder før den syge Julianes Død, og hendes Navn overtog hun. Arbejdet med det lille Barn blev saa godt som overladt til mig, skønt jeg kun var tolv Aar gammel. Hver Eftermiddag, naar jeg kom fra Skole, blev hun overgivet til min Pleje, og jeg syntes næsten, min Sommerferie blev særlig fri og god, ved at jeg paa gode Dage fik Lov til at trille med den lille i Stangvognen over i Bangsebroskoven.
Alle vi Børn b1ev bestemt og fornuftigt opdraget, og alle som een maatte gøre Nytte paa sin Vis, saa snart de kunde. Skaanet blev vi raske ikke. Med os havde det jo ingen Nød, hvorimod mine Forældres Hjerter altid blødte for de syge Børn. De hang ved dem med rørende Omhu og Kærlighed. Dette gjaldt især min kære Bror Niels, som vi alle elskede og hjalp paa bedste Maade. Gennem hans forskellige aarelange Lidelser i Barndommen, gennem alt, hvad der iøvrigt forekom af smaa og store Vanskeligheder og Besvær i Hjemmet, fik vi raske Børn et levende Indtryk af Livets Alvor. Liv og Død holdt gentagende sit Indtog i Hjemmet, det knyttede os ubevidst sammen og har siden hen styrket vor Kærlighed til Forældrene og Mindet om deres Prøvelser gennem Livet.

I al Almindelighed hørte saakaldte Fornøjelser og Adspredelser ikke til den daglige Kost i vor Barndom, men naar Far om Sommeren nu og da spændte en gammel Hest for Møllevognen og kørte Mor og saa mange af os, der kunde være med, til Stranden, saadan kaldte vi Guldborgsund, og vi fik Lov at gaa i Vandet, syntes vi, vi havde en dejlig Udflugt. Far var ogsaa altid i godt Humør, naar vi var ude. Paa Køreture og Skovture sang man altid i Fællesskab muntre Sange og Fædrelandssange, det forhøjede Stemningen og gjorde det endnu dejligere, end det var i Forvejen, at komme ud i Naturen og i de dejlige, grønne Skove.
Naar vi gik i Vandet ved Stranden, gik Far og Mor med Drenge og Piger hver for sig lidt af Vejen for hinanden. Vi beholdt vore Benklæder og Chemiser paa og havde vor Fornøjelse af at se vores Mor i den Situation. For komisk saa det ud, naar Luft og Vand fyldte Tøjet som Balloner. Vi saa ellers aldrig vore Forældre afklædt, og kom Far tilfældig og saa os større Piger staa lidt blottet til Vask, kunde han give sig til at skamme os ud med Ukvemsord, som han ellers ikke brugte. Ogsaa hvis vi ikke kom rettidig op om Morgenen, og det var for hans Vedkommende ved 4-5 Tiden.
Vore Skovture gjaldt oftest Bangsebroskoven, men den bedste af alle Ture gik dog til Sakskøbing til min Onkel Niels Bastian Borella og Tante Juliane. Det var en besværlig Køretur derover, og noget af et Lotteri, hvem der fik Lov til at tage med. Far kørte selv, og over Sundet blev Køretøjet og Passagerer sat over paa en lille Færge. Mor havde en Rædsel for Kørsel, og var, saa længe den stod paa, til at købe for en Skilling, hvad der morede Far meget. "Aa Gud, Nevclaj dog", sagde Mor tit - hun sagde aldrig Nicolaj.

Tante Juliane Borella i Sakskøbing var Mors eneste Søster. Hun var en imponerende Kone, rank og statelig og altid smukt og dyrt klædt. Sit smukke Hjem paa Torvet i Sakskøbing, hvor Beboelseshuset staar endnu, holdt hun i en mønsterværdig Orden. Velholdt var det velforsynede Hjem, som Bedstefar Kragh i Roskilde ogsaa der havde sat i Stand. Altid lugtede der af ny Oliemaling og skinnende Renhed. Onkel og Tante var velstaaende. De havde kun tre Børn. En meget smuk Søn, Niels, der blev Landmand og til deres store Sorg døde 30 Aar gammel af Blindtarmsbetændelse, - og saa to Døtre, mine kønne Kusiner Therese og Vibeke. De var i Barndommen, især Vibeke, usædvanlig spinkle og spædlemmede. Flere Sommerferier fik jeg til min Fryd Lov til at tilbringe der, hvor en af vore største Fornøjelser for Vibeke og mig var at køre i Skoven med vor Frokost i hendes Legevogn, forspændt en dejlig stor St. Bernhardshund med rigtigt Seletøj.
Onkel Bastian, som han kaldtes, var en lille Mand, Tante Jane kunde se ham over hovedet. Om han var nylig indvandret Italiener, ved jeg ikke bestemt, men efter Sigende var flere Italienere indvandret samtidig her til landet fra Genua, og dem havde han Forbindelse med. Der var Dominico Borello, som slog sig ned i Roskilde og handlede med Glas og Porcelæn og ellers rejste omkring paa Markeder med sin otte Skillings Bod, og samtidig var der Balloni, der slog sig ned i en Hjørneejendom paa Torvet i Nykøbing og handlede med Manufaktur. Hos ham havde en tredie Italiener, Ferrari, der lavede Sigter og gik rundt paa Landet og solgte dem, sit faste Opholdssted. Min Onkel Borella i Sakskøbing havde en af Datidens sædvanlige blandede Stof- og Kolonialforretninger, men ikke af de ringeste.

Markedsdage i Nykøbing maatte ogsaa siges at høre med til vore Fornøjelser, selv om Pengerigeligheden indskrænkede sig til fire eller otte Skilling, som man skulde have det mest mulige ud af. Men der b1ev ikke mere end til en lille Ting med hjem til Mor fra Borellos otte Skillings Bod.
Ude ved Nykøbing Mølle, ved Fætter Peters, stod af og til en Karrusel, saa primitiv, som den nu var dengang. Den lokkede ogsaa. Den gik ved Haandkraft og passedes af en Mand og Kone, deres Søn og Datter, hvilket fremgaar af omstaaende "Vers", som de sang for at lokke Kunderne til.1). Fætter Peter, som han altid kaldtes, var ældste Søn af min Farbror Peter i Kongskilde Mølle ved Sorø. Onkel var to gange gift med to Møllerenker, der bragte Børn og Ejendomme med, saa der var i alt elleve Børn i Kongskilde Mølle. Min Fætter i Nykøbing, Peter Jappe, fik selv femten Børn i sit Ægteskab. Han blev gennem Aarene en kendt og velstaaende Mand og flyttede først fra Nykøbing 1897. Møllen hedder Jappes Mølle, og en Gade er opkaldt efter ham.

Vi havde ogsaa som Børn Venner og Skolekammerater, men selskabeligt kom vi jo ikke meget sammen. Maaske lidt til Fødselsdage, men ellers ikke. I Ejegodssmedien ved Gaabensevejen boede Smed Petersen i et propert og nydeligt Hjem med otte Børn, fem Sønner og tre Døtre, alle saa dygtige, velopdragne og velhegavede2). Dem var vi bl. a. Venner med og gik i Skole sammen med, Drengene i Realskolen, Pigerne i Frk. Engels Pigeskole. Vi lærte især at sy smukt der, skønt det jo ogsaa somme Tider kneb lidt med Penge til de dyre Broderier. I mit trettende Aar syede jeg et stort Korsstingsbroderi, der ikke var helt almindeligt. Det er bevaret endnu og har holdt sine Farver sjældent godt. Det forestiller en ung, hollandsk Skipper, der eksamineres som Styrmand. Baade Sting og Farver er meget detaillerede.
Vi havde 1ang Vej til Skole. Der var ganske bart og ubebygget fra hjemmet ad Landevejen langs Stranden ind til Byen, og i kolde Vintre kunde Turen være slem. Først naar vi kom ind til Tømrermester Glahns, syntes vi, det begyndte at lune lidt, og bedre b1ev det, naar vi passerede Jernstøber Bruuns, Købmand Frigasts og Vinhandler Sidenius' Huse. En Gang om Ugen kom vi om Vinteren først hjem fra en Sangtime ved 6-7-Tiden om Aftenen. Fra en saadan Tur i Mørke og forrygende Snevejr husker jeg, at jeg blev taget op af en Mand, der kom kørende i Kane. Hverken Kanen eller Manden havde jeg set, og jeg havde saaledes været lige ved at blive kørt over. Han brummede over det uansvarlige i at lade Børn gaa alene i saadant Mørke og Vejr. Ja, det var ofte pinefulde Ture. Fodtøjet passede jo ikke altid allerbedst. Stift var det haarde Læder ofte, eller ogsaa kunde Støvlerne ikke naa at blive tørre fra den ene Dag til den anden. Huden var ofte kærret og sprængt om Vinteren, men, som sagt, med os raske Børn havde det ingen Nød, - og det gik jo ogsaa alt sammen.

To Gange i min Barndom, da jeg var ti og tretten Aar, gjorde jeg en Rejse med Mor hjem til hendes Fødeby Roskilde for at besøge mine Bedsteforældre. De havde af og til været hos os ved Jul og andre Lejligheder, og de var saaledes ikke fremmede for mig Min Bedstefar, Niels Frederik Kragh, var en Møllersøn fra Houby Mølle ved Fakse, en høj, pæn Mand. Skønt han til det yderste var venlig og betænksom mod sine Børn og Børnebørn, var han af Væsen dog ofte lidt bidsk og haanende imod sin lille, flittige, taalmodige Kone, Vibeke Sophie, født Bierring, en Købmandsdatter fra Holbæk.
En Søster til hende, Mariane Bierring, var en Snes Aar før hende blevet gift med Fiskeforpagter ved Sorøsøerne Peter Jappe. Han døde dog forholdsvis tidligt, da deres yngste Barn, min Far, Jens Nicolaj Jappe, kun var 6 Aar. Vil Gengæld var deres ældste, en Datter, 24 aar. Denne Datter holdt sin yngste Broder over Daaben 1819, medens en I 7-aarig Broder og Faderen var Faddere. Mine Bedsteforældre paa fædrene Side havde i alt 7 Børn. Af disse blev to Møllere, min Onkel Peter i Kongskilde Mølle ved Sorø, og min Far paa Ejegod Mølle. En Søn, Carl Vilhelm, blev Lærer i Kirkerup i Sydsjælland. Børnene skal alle have været kønne og mørkkrøllede, og Far fortalte, at vistnok han selv og nogle af hans Søskende som Børn havde været Modeller til Engle til en Altertavle i Sorø eller i en af Omegnens Kirker. Min Onkel Carl i Kirkerup var ogsaa som voksen en meget køn Mand2).
Min Bedstefar Kragh i Roskilde havde allerede som ung faaet en Benskade, hed det, og derfor maatte han holde op med Mølleriet. Han havde ved sin Kones Hjælp et overordentlig propert og velholdt mindre Gæstgiveri paa Hovedgaden i Roskilde, som de levede af. Foruden havde han Fæstevirksomhed og var Retsvidne. Han formaaede altid meget med sine Midler; hvor han havde dem fra, vidste ingen rigtig. Maaske havde han dog faaet en Del fra sit Hjem i Houby Mølle; men var han undertiden alt for stor paa det, kunde den lille Bedstemor alligevel dæmpe ham lidt tilbage ned ét: "Ja, ja, Kragh, lad os ikke tale for højt!" Disse Bedsteforældre boede til Leje i næsten alle deres Aar i Roskilde hos den Familie, hvis ældste Søn jeg blev gift med. Vort Bekendtskab kom til at stamme fra disse Besøg i Barnealderen, og desuden havde vore Mødre været Skolepiger sammen i Roskilde. En Forbindelse til i Familien mellem Nykøbing og Roskilde gik endnu to Slægtled tilbage, idet ogsaa min Mands Farmor var født og døbt i Nykøbing, Datter af en Købmand Christensen og Hustru, født Svane, og kom til Roskilde og blev gift der.

I Forbindelse med det, jeg berørte om Bedstefar Kragh, kan jeg sige, at man allerede i Barnealderen saa adskilligt hos de voksne, som ikke var, som de sagde, det skulde være. Men det var maaske ingen Skade til at være forberedt. Da vi blev voksne, talte Far os Piger meget strengt til, og jeg for mit Vedkommende blev udsat for en Prøve, som der næsten skulde mere end menneskelig Styrke og Erfaring til at staa igennem. Som nittenaarig, efter ikke før at have været ude, fik jeg en Stilling som indvendig Jomfru hos en Jægermesterinde paa en Herregaard paa Falster. Men hendes Søn, Forpagteren, og hans unge Kone boede der ogsaa. Den Skærsild jeg, som andre unge Piger før mig, dér blev udsat før og gik igennem, vilde Nutiden vist ikke tro paa, om den blev skildret. Mens den ene unge, vingeskudte kom derfra efter den anden, frelste min Fars Formaninger, Stoltheden over at overvinde en brutal Mands raa Tilnærmelser, men vel nok allermest min fra Barndommen rodfæstede Kærlighed til ham, der senere blev min Mand, mig fra at komme i Ulykke. Min Far indsaa dog ogsaa, han havde været for haard ved mig. Han havde hidtil vægret sig ved at tro, at unge Kvinder virkelig kunde blive budt saadanne Tilnærmelser, som var Tilfældet dengang.

Naar jeg taler om Glæder og Fornøjelser i Barndommen, maa jeg nævne Højtiderne. Altid gjorde Mor noget ekstra ud af Helligdagene. i Paasken skulde vi alle Paaskemorgen fastende spise et Æble for ikke at blive syge inden næste Paaske, - og særlig kønne Paaskeæg fik vi. De blev kogt i Løgskaller, som farvede dem ejendommeligt i brune og grønlige Faner. Hvert Æg blev helt indpakket i Skaller og ombundet med hvid Bomuldstraad, der ogsaa medvirkede til at mønstre dem. - Skærtorsdag fik vi Grønkaal til Middag, men Mor havde hjemsøgt hver Ribs- og Stikkelsbærbusk i Haven for at finde et grønt Skud, saa den med Rette kunde siges at være kogt paa "ni Slags Kaal". Det skulde den være. Til Langfredagsmad hørte Sødgrød og Skidenæg, Byggryn kogt i Sødmælk og overskaarne Æg i Sennepssauce, det var gode Retter. Men den højtid, vi som Børn glædede os mest til næsten Aaret rundt, det var dog julen. Alt andet fordunkledes af denne Fest. Og maaske særlig efter en Begivenhed, som jeg maa fortælle om, fordi den har gjort et indtryk paa mig, som jeg aldrig har kunnet glemme.
Naar Tiden nærmede sig, var alle unge, og gamle med, saa forventningsfulde, travlt optaget af smaa og store Hemmeligheder. Vi glædede os baade til de Ting, der ventede os selv, og ogsaa over de Smaating, som vi skulde glæde andre med. Og i Hjemmet steg Stemningen hver Dag med Mors tiltagende Travlhed, med Husets Rengøring, Julemadens Tilberedning og den herlige Duft at Bagværk. Som der kunde lugte herligt i Mors Køkken! Som Stuerne var varme og hyggelige, - aldrig var de det som ved Juletid.
Julens Hovedbegivenhed helt fra vi var maa var dog den længselsfuldt ventede Kasse fra de gode Bedsteforældre i Roskilde. Denne Kasse forekom os som en ren Skatkiste, alene Tanken om den kunde sætte vore Sind i Glædesoprør. Men vi maatte aldrig faa Indholdet at se før Juleaften, naar alt var parat til at lade os komme ind i Stuen, hvor Juletræ og Julebord Stod. Kassen indeholdt hvert Aar Klædningsstykker, Fødevarer, Legetøj og Godter, men trods ihærdig Kikken gennem Nøglehuller fik vi dog intet at se, før Tid var.

Far tog Juleaften de Børn med til Kirke i Nykøbing, som ikke kunde gøre Nytte hjemme, og naar de kom tilbage, stod Bordet dækket med skinnende hvid Dug, og vi spiste alle med den største Appetit vor Risengrød, Gaase- eller Flæskesteg, i forventning om det, der skulde komme. Ingen var glemt, heller ikke Dyrene. Selv Køerne i Stalden havde hver faaet deres Juleration, En Rundtenom Rugbrød overhældt med en Snaps Brændevin. Naar de fik det Juleaften, gav de rigelig med Mælk i Spanden, sagde man.
Da vi alle Saadan en Jul havde sagt Tak for Mad og netop utaalmodige stod og ventede paa at komme ind til Træet og Gaverne, sagde Far saa pludselig og uventet: "Er der nogen af Jer, der har tænkt paa, hvordan Jørgen og Maren holder jul?" Vi skottede lidt til hinanden, for hvem havde tænkt paa Smede-Jørgen og Smede-Maren. De levede netop nu i den yderste Nød, det vidste vi.
Far gav saa Ordre til, at der skulde laves en Kurv til med al Slags af, hvad vi selv havde spist, - den skulde vi lidt større Børn saa gaa ned med det samme. Det ligesom hjalp lidt paa os, -- og hvilken Glæde bragte denne Juleaften os ikke!

Vort Møllested laa som sagt, som det ligger i Dag. Herremandens boede jo lidt fra os paa selve Ejegod lidt nærmere Stranden, men vore nærmeste Naboer var dog tre Familier, som boede i det samme gamle Hus, vistnok en tidligere gammel Ladebygning, der ogsaa endnu ligger ved Udkørelsen fra Ejegod og Møllen nærmest Gaabensevej. Smed Petersen boede ved Landevejen og desuden boede der en Smed Bodenhagen i Kraghave.
Jørgen og Maren havde den daarligste Lejlighed nærmest Hovedvejen. Lejlighed kunde man knap kalde den. En lille Forstue med aaben Skorsten førte ind til den eneste Stue, der hørte til. Der var der Lergulv, og kun en skrækkelig elendig Kakkelovn, klinet med ler, gav lidt Varme. Ruderne var som oftest itu og dyttet med klude, og alt Bohavet bestod af en gammel Himmelseng, en Slagbænk, et Bord og en sammenslaaet Stol. Sengetøj var der ikke noget af, de klarede sig med Sække med Halm i. Mand og Kone laa sammen i Sengen, mens deres yngste Dreng og et mindre Barnebarn, de havde i pleje, om Natten laa på Bordet foran Vinduet med nogle Pjalter over sig. Paa det samme bare Bord blev der lagt en Haandfuld groft Salt, naar deres Maaltid, en Grydefuld kogte Kartofler med Skræl, skulde spises. Saltet var Dyppelse. Undertiden hentede de for "et Par Skilling Gryn" og lidt Mælk hos Mor, og hun gav dem aldrig for knapt, eller ogsaa tog de "paa Bog".
Smede-Jørgen og hans Maren var i Aarenes Løb sunket saa dybt i Nød og Fattigdom, som de vel kunde komme. Flasken havde været Jørgens Ulykke. han var bestandig villig til Arbejde og havde godt Haandelag for mange Ting, men efterhaanden vilde ingen have hans Hjælp, og Maren, - ja Maren var i Tidens Løb blevet sløv. Hun var nu heftig af Sind, eller maaske var hun blevet det, for egentlig gode og tjenstvillige var de begge, trods deres Elendighed. Naboerne bekymrede sig ikke meget om dem. - Da vi Børn nu den nævnte Juleaften kom ned med vor dejlige, duftende Mad i Kurven, - og Klokken var vel ikke mere end syv, - da var de allerede gaaet til Ro. Hvor kunde Juleaften for dem være anderledes end enhver anden Aften, og Varme havde de ikke. Der var mørkt hos dem, og vi gik lige ind. Men da de hørte om vort ærinde, var det, som der skete noget i disse Menneskers Sind. De glemte helt sig selv, og deres Glædesfølelse maatte have Luft.
Jørgen Hoppede ud af Sengen uden at tænke paa sin alt for stumpede, korte Skjorte. I Trang til at gøre noget greb Han en gammel, forstemt Violin, der Hang paa Væggen, og gav sig i sin glade Stemning til at gnide løs paa den. Hans Ansigt straalede. Trods Aarenes Hærgen var Hans Smil endnu saa smukt, at det ligefrem varmede én om Hjertet. - De spiste alle af Hjertens Lyst, og da vi, efter Hjemme at Have fortalt om det Heldige Udfald af vor Tur, senere paa Aftenen atter fik Lov til at gaa ned til dem med Punch og Æbleskiver, var de og vi saa opløftede og feststemte, at vi følte Glæden risle igennem os.
Første Juledag plejede alle, Husbond, Madmor, Børn, Tyende, Møllefolk og andre Hjælpere, at være forsamlet til Frokost i Borgestuen, og Juledag efter denne Juleaften gik Far selv ned og bad Smede-Jørgen, Maren og Børnene om at komme op og spise med os. Maren græd og vilde ikke. "Det kunde de ikke være bekendt"; sagde Hun. Det var Tøjet, det kneb med. Men Mor laante Hende et stort, rent Forklæde, og selv fandt Hun saa sit grønne Vadmelsskørt frem, det Hun Havde bevaret endnu helt tilbage fra sit Bryllup. En køn, lille Hue med Baand kom ogsaa for Dagens Lys. Den blev sat over Marens tykke, endnu kønne, sorte Haar, der blev redt og sat ordentligt paa Plads med lidt Olie. Jørgen, der straks glad havde sagt ja til indbydelsen, b1ev ligesom Børnene vasket og redt, og de b1ev helt pæne at se paa. Jørgen Havde ogsaa bevaret sit kønne, mørke Haar. Han havde i sin Ungdom været en kraftig Smed og Husar, da han var Soldat.
Der blev stor Glæde ved det Julefrokostbord. Jeg har tit tænkt, at det var som om mine Forældre denne Jul var sendt for at glæde de to fattige Mennesker. Ikke alene for at mætte dem, men for at give dem Følelsen af, at de dog endnu var saa meget værd som Mennesker, at andre vilde sidde ved Siden af dem og være venner mod dem.
Mærkeligt nok blev det Marens sidste jul. Mor havde godt lagt Mærke til, at Maren allerede før Julen havde begyndt at tage sig lidt sammen, Hun havde spundet lidt for Folk i Stedet for sløvt at opgive alt, og Mor havde sine Anelser. Hun sagde flere Gange: "Den flid er nok mod Døden". Og da saa Gaardhunden tog til at gø paa ubelejlige Tider, saa var Mor ikke mere i Tvivl. Hen mod Fastelavn døde Maren. Efter den Tid gik det helt ned ad Bakke for Jørgen. Hvor usselt Hjemmet end havde været, havde det dog været hans Tilflugtssted, nu havde han ingen Støtte mere. Han flakkede om og forsvandt omsider helt fra Egnen. Maaske har han selv gjort Ende paa sine Dage.

Om de andre Beboere i Lejehuset ved Gaabensevejen maa jeg fortælle lidt mere. I Lejligheden ved Siden af Smedejørgens boede et Par Arbejdsfolk fra Ejegod. De arbejdede begge der. Det var flittige og paapasselige Folk, der havde fire store Drenge og en Pige. Deres Børn lod de gaa Byærinder og i det hele taget bestille noget fra de tidlige Aar. jeg husker mest disse Folk, fordi Konen, unge Ki'sten eller store Ki'sten, var en stor kraftig, yngre Kvinde. Manden derimod var en lille Spirrevip. Det blev ofte fortalt om hende, at hun flere Gange nær en Fødsel havde været til Torvs i Nykøbing og først naaede Hjem saa sent, at Barnet blev født paa Tærskelen, uden Skade hverken for hende eller Barnet
I Lejligheden nærmest Møllen boede vore gode Venner Gammel Ki'sten og Rasmus, to ældre Menneske; der i et og alt var forskellige fra de andre Husbeboere. Gammel Ki'sten var min Mors Hjælp og Støtte, og vi Børn vidste intet bedre end at komme i Besøg i Hendes propre, lille Hjem. Rasmus kunde ikke gaa meget omkring mere. Han var kroget af Gigt, som man sagde, han havde paadraget sig ved at give Herremanden Lange paa Ejegod russiske Dampbade. Ved Udluftningen og Rengøringen bagefter havde han døjet megen Træk og Kulde. Nu sad han i den sirlige, rene Stue og skar Tobakspinde til Tobaksspinder Nobel inde i Nykøbing; de var meget fine og tynde og blev, naar de var færdige, stukket ned i et Ølglas. For hver 100 Stykker b1ev der sat en tykkere Pind i Glasset for at holde Rede paa Regnskabet. Gammel Ki'sten var altid i Gang med et eller andet, ude eller Hjemme. Hun vaskede, passede Børn, var med ved større Lejligheder, og selv havde hun en god Have, hun lagde meget Arbejde i. Om Efteraaret stod hun paa Torvet i Nykøbing med dejlige Blommer og store Flaskeæbler, og hjemme tørrede Hun Pærestykker paa Snor. De smagte lige saa dejligt som hendes gammeldags Puddersukkermad, som for os børn var en ren Lækkerbisken at faa paa en Rundtenom af hendes hjemmebagte brød. Puddersukkermad kaldte vi for Resten for Negerspyt.
Hver Søndag kunde man finde de to gamle siddende ved deres Bord bag Geranierne i Vindueskarmen. Rasmus var nybarberet, havde ren Skjorte og rene, hvide Uldstrømper paa, og Ki'sten, som altid saa proper og ordentlig ud, havde pyntet sig med rent Bomuldsforklæde. Hun læste Evangeliet højt, hvorefter de efter deres bedste Evne sang en Salme sammen.

Gammel Ki'sten og Rasmus hørte med til vort Barndomsliv paa Møllen. "Ja, min Far", var Ki'stens Sædvaneudtryk til os Børn, og mange Genvordigheder har hun taget Del i, vel ogsaa afbødet. Hvor der var saa mange, maatte der jo bestandig ske noget og være noget paa Færde. Jordemoderen og Doktor Struckmann blev hyppig hentet til Møllestedet, og gjaldt det ikke altid de syge Børn, kunde der jo ogsaa være noget i Vejen med de raske.
Der var saa mange Ting, som man selvsagt kurerede paa selv. Naar et Barn havde faaet Vorter paa Hænderne, tog Far Barnet ved Haanden, tog et Æble med og gik ud i Haven. Der skar han Æblet over, smurte med det over Vorterne og sagde til Barnet, at det skulde gaa uden at vende sig om, saa vilde Vorterne forsvinde. Hvad Han gjorde med Æblet, ved jeg ikke. Men røget Flæsk til at fjerne Vorter med kunde ogsaa bruges, det skulde graves ned, og naar det var raadnet bort, vilde Vorterne være forsvundne.
Jeg vil nævne enkelte Midler i Flæng, som man brugte ved forskellige Piner og Sygdomme. Naar et Barn var født, skulde Navlestrengen gemmes og tørres. Fik Barnet Tandkrampe eller Kighoste, var det et godt Middel at støde den tørrede Streng til Pulver, røre dette ud i Vand og give Barnet det ind. For Byld i Brystet ved Diegivning var det helbredende at lægge varme Ekskrementer i en Klud som Omslag. Om dette skulde være Barnets eller fra en voksen, ved jeg ikke. Det skulde kunne trække meget stærkt og brugtes almindeligvis af Fattigfolk, fordi det var et nemt og billigt Middel. Jeg ved da, at stakkels Smede-Maren har brugt det, og hun kom sig. Mod Bylder var det ellers godt at røre Rugmel og Honning til en Dej og lægge paa. Ved Tandbylder lagde man en opvarmet Krydderpose uden paa Knuden, en Pose fyldt med "fordelende" Urter, eller ogsaa satte man Igler ind ved Tandkødet, der kunde "trække det onde Blod ud". Ved Tandpine Holdt man lidt Brændevin inde ved Tanden. Voksne puttede oftest en Skraa ind ved det smertende Sted. Havde man ondt i Halsen, b1ev den skyllet med en kradsende Blanding af Vand kogt med Eddike, Salt og Peber, og ved rigtige Brystforkølelser fik man et Grødomslag paa. Den kogte Byggrød puttet i Pose kunde være rygende varm og ogsaa holde sig varm længe.

Mod mindre Forbrændinger smurte man det brændte Sted med Saften af et afknækket Blad af Planten "Semperfi" - men ikke altid var det tilstrækkeligt. Min Bror Henrik kom engang som lille for nær en Kande kogende Kaffe, der var stillet til Folkene. Han rev den ned over sig og fik noget i Ansigtet. Dr. Struckmann blev hentet og sagde, han turde ikke svare for Drengens Syn, og Mor var ulykkelig. Men saa kom Karen Marie Rask, som boede i Kraghave og gik rundt og solgte lidt af hvert ved Dørene, tilfældigt til, og da hun saa Drengen, gav hun følgende Raad: Kom en stor Klat Svinefedt paa Stegepanden, slaa deri en Halv Snes Æg med alt med, men Skallerne skal være velknuste. Lad det koge eller stege sammen, til det bliver en sort, flydende Masse. Mor var ikke sen til at efterkomme Raadet. Drengen blev smurt med Salven og kom sig uden Mén. Men Karen Marie Rask kendte naturligvis ogsaa lidt af Hvert. Hun gik selv med en saakaldt "Mus med Haar og alting" paa Ryggen og kunde fortælle, at den Havde hun faaet, fordi hendes Far i Kaadhed havde kastet en Mus efter Hendes Mors Ansigt, da Hendes Mor skulde have Hende. Men Konen havde hastigt taget sig om paa Ryggen med et Greb, og derfor var den kommet til at sidde der.

Paa adskillige Maader mærkede vi, at vort Hjem laa ude paa Landet. Jeg har allerede fortalt om Vejen derud langs Stranden, som syntes os saa 1ang, Men ogsaa paa de mange omløbende Kræmmere, som kom til Dørs for at sælge, og paa de omstrejfende Vagabonder mærkede vi, at vi var langt uden for Byen. Min Mor har saa ofte fortalt os om de to Omløbere, Ole Bøssemager og Rasmus Godtfred, som var godt kendt der paa Egnen. Med de to havde de paa Møllestedet en Oplevelse, som mine Forældre tit talte om, saa tit, at jeg selv synes, jeg ogsaa havde haft den. Men det passer ikke, da jeg kun var halvandet Aar, da Begivenheden indtraf i Vinteren 1854-55.
De to Vagabonder var altid paa Vej, man var aldrig sikker paa dem og vidste ikke, hvor de opholdt sig. De laa paa Stænger og i Lader, tiggede sig frem eller stjal, og manglede der noget i Forraadskamrene rundt omkring, Fødevarer eller lignende, kunde man være saa temmelig sikker paa, at det var de to, der havde været der. De kom ved højlys Dag og hilste paa Folk og fik saa altid Penge, vel ogsaa ofte Mad. Naar Hunden gøede om Natten, sagde Mor gerne: "Bare det nu ikke er Ole, der er paa Spil".
Ole var Ophavsmanden til alle deres Bedrifter og langtfra af den godmodige Slags. Rasmus var derimod saa skikkelig, som Dagen var 1ang. Han nænnede ikke at gøre ondt, naar han kunde blive fri, men han var viljeløst i Oles Vold og kunde ikke komme løs fra ham. Baade Far og Mor hjalp ofte de to baade med Mad og Penge og kendte dem begge rigtig godt. En Formiddag kom Rasmus alene ind i Gaarden
Han havde set sit Snit til at slippe uden for Oles Synskreds en Stund og spurgte, om han maatte tale med Far. Han kom for at advare mine Forældre mod en Ulykke, maaske vilde han derved gøre lidt Gengæld for Hjælpen, de tit havde faaet.
"Ole har bestemt", sagde Han, "at vi i Aften skal stikke ild paa Ny Kirstineberg, og imedens det brænder der, og Folk er optaget af det, skal vi gaa herned i Møllen og gøre indbrud".
Far blev naturligvis opskræmt, men han fik dog sagt det, der forekom ham at være det vigtigste i Øjeblikket :
"For alt hvad I gør, Rasmus, saa maa det ikke ske! Tænk paa alle de Kreaturer, der staa paa Stald, det maa du for enhver Pris forhindre !"
Rasmus svarede ikke, men gik sin Vej. Ved at røbe hemmeligheden havde han jo allerede gjort noget for at forhindre Ødelæggelsen. Det viste bedst, at det ikke var med hans Vilje, det skete.
Far fik travlt den Dag. Han tog til Nykøbing og underrettede Politiet,- at klare den Sag alene var umuligt. Da man naaede Aften, var alt forberedt til at modtage de natlige Gæster, og der var ikke det Sted ude eller inde i Møllestedet, hvor der ikke var udstillet Vagtposter. Politimesteren fra Nykøbing og Politibetjent Wilcken var til Stede, og ogsaa den store, kraftige Slagtermester Schrøder fra Byen var blevet hentet. Sammen med Gaardens Folk stod de afventende hver sit Sted. For ikke at gøre Støj var "Rinaldo" sendt væk, Børnene var i Seng og Mor og en Niece, hun havde i Huset, var beordret til Ro. Men det blev nogle Nattetimer fulde af Angst og Spænding for min Mor. Hun var paa ny i Omstændigheder.
Det blev Slagter Schrøder, der fangede indbrudstyven Ole Bøssemager. I Nattens Mørke hørte man omsider hans kraftige Røst brøle et: "Ole Bøssemager! Rør dig ikke af Stedet, eller jeg skyder dig den Onde brække mig ned som en Hund !"
Slagter Schrøder havde staaet i Entreen bag Døren til Fars lille Stue, og derfra havde han kunnet se Ole Bøssemager bryde Vinduet op ind til denne Stue, pænt og forsigtigt sætte Mors Potteplanter ned paa Række uden for Vinduet først og saa kravle ind. Schrøder gav ham endda Tid til at gaa hen til Chatollet, men lige idet Ole var i Færd med at løfte Chatolklappen, var det, han lod sin Røst høre. Ole udstødte et Vræl af Forskrækkelse og blev staaende som lammet over den uventede Opdagelse.

Hurtigt kom de andre til, og inden længe havde Ole Haandjern paa. Hans Frihedstid var forbi. Politimesteren forhørte ham lidt, men det vigtigste var nu fuldført. Inden de kørte til Nykøbing med Ole, fik hele Selskabet sig et godt Maaltid. Mor, som nu var kommet til, havde i Forvejen belavet sig rigeligt paa Smørrebrød og Kaffe, og Ole fik sin rigelige Andel af Goderne.
Rasmus Godtfred var der ingen, der havde set, heller ikke spurgt efter. Men da Far næste Dag kom ned i Laden, fandt han ham der. Han havde hængt sig. Far og Mor var vis paa, han var en ærlig Sjæl. Naar han havde gjort Ende paa sit liv, var det sikkert, fordi han ikke mere kunde holde ud at leve saadan, og han vidste jo ogsaa, hvor det bar hen for han, nu Ole var taget. Der var ikke blevet noget af Ildspaasættelsen paa Ny Kirstineberg, - man tør vist godt formode, at Rasmus havde faaet Ole til at opgive Planen, - som godt var.
Ole Bøssemager, som nu endelig var i Lovens Hænder, havde mange Synder paa sin Samvittighed, saa Politiet havde Grund til at være glad for den Fangst paa Ejegodsmøllen. Han blev sat fast i 10 Aar. - Efter den Tid mødte Far ham en Dag paa Gaden i Nykøbing, standsede og hilste "Goddag, Ole, hvordan har Du det?" - Men samtidig maa Far have haft sit sædvanlige poliske Smil over Ansigtet, for Ole sagde truende: "De skal ikke smile, Jappe, for den, der ler sidst, ler bedst".
Saadan en Trussel fra Ole turde Far ikke være overhørig - Hvad var der ikke nu i øget Tal af Folk og Fæ paa Møllestedet! Skønt det gjorde ham ondt, meldte han dog det passerede til Politiet, og endelig fik man saa Fred for Ole og den Uro, han havde foraarsaget blandt Egnens Beboere. Han blev derefter for Livstid lukket inde paa en Arbejdsanstalt.

Sidst i Maj 1855 fødte Mor en lille Pige - det tredje af hendes daarlige Børn. Hun mente altid sidenhen, at dette Barns Svaghed skyldtes den Angst, Hun havde gennemgaaet den Nat, Ole Bøssemager blev fanget. Men det var vist kun et Forsøg paa at bortforklare den vistnok nærmere liggende Aarsag, at mine Forældre var for nærbeslægtede. Deres Mødre var jo Søstre, og de var saaledes kødelige Fætter og Kusine.
Den ældste af de syge Søskende, Juliane, havde, som fortalt, opholdt sig hos Bedsteforældrene i Roskilde fra sit halvtredie Aar. Men i Juni Maaned 1865 var hun sammen med Bedsteforældrene hjemme i Besøg hos os paa Ejegodsmøllen, og der blev hun heftig syg og bukkede under "efter mange Aars Svaghed og 12 Dages haarde Lidelser", saaledes meddelte Forældrene Dødsbudskabet i Nykøbingbladet. Hun blev knap 16 Aar gammel. 1861 havde mine Forældre mistet en etaarig Dreng. I Roskilde Avis for Torsdag d. 29. Juni 1865 har en ubekendt efter Tidens Skik skrevet et Mindedigt over den lille, svagelige Pige, som han vel har kendt i Roskilde4)
Den anden af mine syge Søskende, min kære Bror Niels, vel den bedste og elskeligste af alle os Søskende, laa Gang paa Gang syg gennem Opvæksten. Men alle kappedes om at vise ham Omsorg og Kærlighed og opmuntre ham paa bedste Maade. Han kunde i Timevis sidde stille ved Vinduet og kigge ud i Gaarden, og var han rask nok til det, havde han det lille Arbejde at tage Æg ind. Somme Tider tog jeg for Løjer hans Krykker og dansede rundt med dem foran ham, men saa sagde han halvt mellem Smil og Taarer: "Du skal lade være, Sophie".
Vor Læge, Dr. Struckmann fra Nykøbing, blev tit hentet til vort Hjem. Skønt vi godt kunde lide den smukke Mand, saa frygtede vi ham dog, enten det gjaldt mindre eller større Ting, for han var skaanselsløs haard og taalte ikke, at nogen gav sig, endsige skreg under hans Haand eller Kniv. Mest gik det ud over Niels. Engang han havde Benedder, jog Doktoren et Spyd (Sonde) gennem den arme Drengs haandled, det var ondt at se paa!

Hvor maatte stakkels Niels dog lide, inden han slap. Han naaede en Alder af nærved 20 Aar og laa til sidst i Seng i 3-4 Maaneder. Jeg, som dengang var 17 Aar, var til Stadighed med til at pleje ham. Han led forfærdeligt af Krampe, og det var Hjerteskærende for os, mest for Far og Mor, at være Vidne til haus Lidelser. Engang under et heftigt Krampeanfald, hvor hans Tunge var bidt i Stykker og hans Legeme strakte sig unaturligt, mindes jeg at se Far klynge sig fortvivlet til Sengens Fodende, og jeg synes endnu at høre ham forpint udbryde: "Nej, at nogen kan sige der er en god Gud til".
Skønt vi indsaa, at Niels' Død kom som en Befrielse for ham selv, var det dog et stort Savn, at han ikke mere var hos os. Over hans Seng havde i mange Aar hængt et Jernkrucifiks. Det var støbt smukt af en Former Stub hos Jernstøber Bruun i Nykøbing. Hans Kone, Dorthea, havde som ung tjent hos os paa Møllen. Ogsaa hun holdt meget af Niels og havde faaet sin Mand til at lave den smukke Gave til ham, symbolsk som den var for hele hans Liv. - Jeg har senere ejet det Kors al min Tid. Bestandig har det mindet mig om den kære Bror og om al den Livsalvor, hans svære Aar lod os lære at kende fra den tidlige Barndom.
Niels døde i 1870, - da var vi kun otte Søskende tilbage af den store Flok. Men vi var alle i Opvæksten fra 22-5 Aar og kunde endnu trænge til Støtte fra Hjemmet. Den ældste Dreng var kun 16 Aar. Min Søster Camilla og jeg var nu de ældste. Mor havde haft god Brug for os hjemme, og skulde vi lære noget, kunde vi vel ikke lære bedre end hos Mor, men efter Niels' Død b1ev jeg dog en Tid ung Pige i Huset hos Madam Balloni paa Torvet i Nykøbing. Efter mig kom min ældste Søster ogsaa der en Tid i Huset. Madam Balloni - alle udtalte Navnet som Ballong - var da Enke. Hun havde mistet en Søn i Opvæksten og havde ingen andre Børn. Hun lagde ikke Skjul paa, at det ikke altid havde været let at være den lille, ildfulde Italiener Caspar Ballonis Kone. Selv var hun saa dansk som nogen, en Slagtemesterdatter fra Maribo. Madam Balloni havde altid hjulpet til i Butikken, men syntes Balloni ikke, det gik hurtigt nok for hende, eller det gik som han vilde have det, smøg han sig tæt forbi hende, tog hende tilsyneladende venligt i Armen, men kneb i Virkeligheden haardt til. Samtidig sagde han opmuntrende: "Naa, lille Mor!" - hun havde ogsaa haft sit Hys med at faa Lov at varte deres Kunder op, som hun syntes, de skulde have det. Dengang var det jo Skik, at mange af dem kom ud i Bagbutiken eller Privatlejligheden og fik Kaffe. Men lagde hun saa en ren Dug paa, og det ikke passede Balloni, gnelrede han op med sin stærke, fremmede Accent: "Vil det Skidtkram ikke spise ved samme Dug som Balloni, saa kan de dæ'len knække, gale mig, bie".
Hun hyggede sig i sin Enkestand og om Aftenen, naar hun havde sat sig til Rette, sagde hun: "Saa, min Pige, nu laver du mig en rigtig god lille Kop Chokolade". Min Søster kunde bedre være hos Madam Balloni end jeg. Jeg var ikke saa meget for Stillesidden, - og saa kunde jeg ikke lide, hun brugte Fontaneller. Hos hende var det Smaahuller under Fødderne, der blev holdt aabne ved at lægge en Ært i. Naar denne Ært var bulset ud, d. v. s. havde trukket Fugtighed fra Foden, "det onde" ud, blev den skiftet med en ny, for lukkedes Hullet, vilde man paa een eller anden Maade blive syg eller faa en Sygdom igen.
Italieneren Ferrari havde som fortalt sit Ophold hos Ballonis, - han endte ogsaa sine Dage der. Madam Balloni var velsitueret, men Arvinger havde hun ikke. Den gode Forretning, hun ejede, kom dog paa en Maade til at blive "i Familien" eller i det mindste indenfor Bekendtes Kreds. Italieneren Dominico Borello, som havde nedsat sig i Roskilde, fik en af sine Sønner, Theodor, anbragt hos Ballonis, og der blev han og overtog senere Forretningen.
Min Søster, Camilla, der var fem Aar ældre end jeg, havde en Tid Stilling som Husjomfru hos Proprietær Dahl paa Holgershaab, men hun maatte tage derfra, fordi hun fik Gigtfeber. Vandet stod højt paa Gulvet i hendes Værelse, der laa i Kælderen. Hun bevarede Aar igennem et venskabeligt Forhold til Familien. I 1872 blev min Søster gift med den fjorten Aar ældre Manufakturhandler Johan Boesen i Nykøbing, en Bror til Gustav Wieds Mor Cathrine Boesen, og i Sommeren samme Aar besøgte min tilkommende, Rasmus Frederiksen fra Roskilde, mig og mine Forældre paa Ejegodsmøllen. Der gik dog næsten fem Aar endnu, inden vi blev gift. Mens vi endnu boede paa Falster, b1ev der lagt kraftigt an paa mig af en noget ældre, solid Købmand inde i Nykøbing, og særlig Far lagde Pres paa mig og lod ham komme i Besøg Hjemme.
Far vilde vel gerne se sine Døtre gift. Men jeg undgik Heldigt alle onde Anslag. Hvor jeg kunde komme til det, morede jeg mig med glad Sind, i Familiekredsene, til Forenings- og Borgerballer, - altid under Følgeskab af Forældrene eller andre paarørende. Men med Hensyn til at skifte Sind, forlove eller gifte mig, - da var den Sag een Gang for alle afgjort for mit Vedkommende.

Kun een Gang var jeg forelsket, - men da var jeg kun Skolepige. Min tilbedte var en ung Landmand, den smukke Oscar Hillerup fra Kirstineberg. Naar jeg mødte ham, stod mit Hjerte stille, eller det bankede Heftigt. Jeg var lykkelig, rødmede dybt og var helt fortabt blot ved at se ham. Aldrig har jeg talt et Ord med ham, aldrig tror jeg, han nogen Sinde har set til den Side, hvor jeg var, men det gjorde ikke noget. - En af mine Sønner gav jeg mange Aar efter Navnet Oscar - vel delvis i Mindet om det barnlige, uskyldige Sværmeri og den Lykkefølelse, det gav mig.
I 1872 var det, jeg kom til den omtalte falsterske Herregaard, og dette Aar blev mine Forældres sidste paa Falster. Far og Mor havde paa mange Maader kæmpet for at holde ud saa længe som muligt paa Ejegodsmøllen, der hvor de nu havde levet i 27 Aar - og oplevet saa meget med hinanden. Far havde søgt at øge Indtægterne ud over Mølleriet og havde saaledes en del Aar foruden Landbruget haft Diligencekørselen mellem Gaabense Færgegaard og Nykøbing, men megen Fortjeneste havde der vist ikke været derved. Far havde vist ikke haft rigtig Forstand paa Heste, han blev narret og maatte skifte oftere end godt var. Mor var da aldrig glad, naar der skulde handles om nye Heste, - og til sidst var der ikke Raad til at skifte dem ud. Far og Mor kom nogenlunde velbeholdne fra Falster, men et og andet af Mors gode Ting og Mahognimøbler havde dog maattet tages fra Hjemmet, for at enhver de senere Aar kunde faa sit. Men nogen Gæld kom de vel til at efterlade, skønt de følte det som en Æreskrænkelse for dem. En af de Kreditorer, som viste, at han forstod, hvor vanskeligt det gennem Aarene maatte have været for mine Forældre og ogsaa gav Udtryk for det, var Apoteker Lassen. Han slog en Streg over det ubetalte og sagde: "Jeg beundrer Dem og Deres Hustru, at De, trods alt hvad De har gaaet igennem af Sygdom, Sorg og Besvær, har kunnet holde Dem oppe, som De har gjort. De har i Aarevis lagt Penge nok her paa Apoteket."

Først i 1873 flyttede mine Forældre til Bredegades Mølle ved Slagelse. Fire voksne Børn opholdt sig endnu paa Falster, tre ukonfirmerede og den syge Justine havde de med til Slagelse. Der kom ogsaa de gamle Kraghs til at bo hos dem. Bedstefars Midler har vel omsider været opbrugt, eller ogsaa har han brugt det sidste for at være med at skabe et nyt Hjem. Og mine Forældre fik ogsaa igen et stort Hjem der, paa ny med meget at bestille for Mor, men trods alt hvad de gjorde for at arbejde, holde sig ranke og holde sammen paa deres Ejendele, lykkedes det dog heller ikke for dem der.
Et Par Aar efter flyttede de til Sorø, Hvor Far fik Fiskeriet i Søerne i Forpagtning, vistnok den samme hans Far havde haft i sin Tid. Men Hjælperne, der var ældre i Gaarde end han, forstod at tage Profitten, og min stolte Far formaaede ikke at komme til Bunds i Sagerne, før det var for sent. I Sorø døde gamle Bedstefar Kragh. Vi havde endnu et pænt Hjem i Sorø, dér, som alle Steder baaret oppe af Mors Flid og Properhed, - men jo paa anden Vis end forhen.
Jeg kan ikke undlade at fortælle om mine Forældres Nedgang, selv om det ikke netop har Interesse for Falster og Erindringerne derfra. Ser jeg ud over deres Liv i store Træk, som vi nu har gjort her, maa vi løbe Linen til Ende for Historiens Skyld, for dette Virkelighedsbilledes Skyld.
Aldrig blev de trætte, aldrig laa de paa den lade Side, de havde kun bestandig Uheldet med sig.
Efter et Par Aars Forløb i Sorø, flyttede mine Forældre til Ringsted, og derfra til Osted Kro, som de fik i Forpagtning, - igen et Arbejde, der hvilede paa Mors Skuldre og hendes huslige Dygtighed. Der døde min gamle Bedstemor, Sophie Kragh, 87 Aar gammel. Sluttelig flyttede mine Forældre til Mors Fødeby Roskilde, hvor de ernærede sig ved en lille Beværtning, den eneste Udvej for Folk i deres Alder. Arbejdet dér hvilede atter næsten udelukkende paa Mor.
Efterhaanden var mine Forældre blevet ribbet for det meste af, hvad de havde haft. De sidste Aar levede de under saa smaa Forhold og saa smaa Kaar, at Trykket deraf var mere, end min Far kunde bære. Han var en brudt og bøjet Mand, da han knap 65 Aar 1884 bukkede under for Sygdom. Trolig havde mine Forældre holdt sammen altid, om end ikke deres Livsvej havde været saa lys og legende let, som den unge Nicolaj havde lovet sin Kusine Lise det, da han friede i 1843. Haandskrevet havde han sendt hende Digtet: Sig mig lille Pige med det guldgule Haar, hvori findes Stroferne:
Saa gaar vi ud i den grønklædte Skov,
synge med Fuglene Kærligheds Lov,
0, vi skal leve saa Herligt og frit,
Danse og lege og kysses saa tit.
Blive vi sultne, saa sanke vi Bær,
aa, vi skal leve saa lykkeligt der ---

Paa det Digt fik han hendes Ja til at vandre med ham Livet igennem.
Min Mor levede tolv Aar efter Fars død i Roskilde, hjulpet af Familien paa forskellig Maade. Hun og den sidstlevende af hendes syge Børn, Datteren Justine, sled deres Aar sammen. Justine fik aarlig et mindre Legat fra det Classenske Fideikommis, rimeligvis kom hun i Betragtning der gennem Forbindelsen med Ejegod. Michael Classen Lange var Ejer af Ejegod før Proprietær Bøchmann. Mor naaede ikke at se denne sin syge Datter bragt til Hvile, ellers en Trøst og Beroligelse for Forældre med hjælpeløse Børn. Mor døde 1896, 76 Aar gammel, og maatte lade Omsorgen for den syge gaa over paa andre Hænder. Da min Søster afgik ved Døden seks Aar efter, 47 Aar gammel, blev de forenede i samme Grav. Mine Forældre og flere Søskende hviler paa Graabrødre Kirkegaard i Roskilde.

Her ophører min Mors Fortælling. Det bør dog tilføjes som en Ejendommelighed, at hun, fremfor sine Søskende, vedblev at være sund og rask hele sit Liv, saadan som hun havde været det fra Barneaarene. Mor døde 85 Aar gammel 1938. Til det sidste vedblev der nu og da at være en syngende falstersk Tone i hendes Stemme.
Med Hensyn til Navnet Jappe, som nu baade en Mølle og en Gade i Nykøbing F. bærer, er det i de seneste Aar blevet muligt at fremkomme med nogle Oplysninger. En Bærer af Navnet, Overingeniør Heinrich Jappe, Duisburg-Meideriech, har fremskaffet et stort Materiale til Efterforskning af Navnet og Slægtens Oprindelse. Han kommer derved helt tilbage til 1300 - Tallet, Hvor Navnet særlig er knyttet til de frisiske øer. Efter Stormfloden dér 1362 breder japperne sig over Slesvig-Holsten og er gennem Aarhundrederne knyttet til Byer i Øst-Holsten, Bosau, Pløn, Kiel og Lübeck. Navnet er særlig fæstnet gennem en Bronce- og Klokkestøber Reimer Jappe. Gennem Inskriptioner og skriftlige Kilder kendes hans Navn bl. a paa en Broncedøbefont i Gr. Flintbeck og fra adskillige forsvundne og endnu bevarede Kirkeklokker.
I Stadsbiblioteket og i Raadhuset i Lübeck findes Raadsherren Asmus (Erasmus) Jappes Vaaben fra l600 Tallet, og flere Slægtsmedlemmer nævnes frem efter i Tiden. Af mest interesse i Forbindelse med det nedskrevne synes dog at være den i de nævnte optegnede og trykte Undersøgelser "hertugelige plønske Fiskemester Hans Jappe. Ellers nævnes deres borgerlige, jævne Bestillinger at have været Købmænd, Skolelærere, Haandværkere, Gaardejere og lignende i Holsten.
Her i Landet lever for Tiden flere Grene af Jappefamilien. Hvornaar min Mors Bedstefar, Fiskeforpagter Peter jappe ved Sorøsøerne, er født, vides ikke, heller ikke, hvordan han blev Forpagter der. Men han døde 1825. En anden Gren af Familien fortæller dog, at deres "Stamfader", Fiskemester Johan Jappe, skal være indkaldt af Bregentved Gods fra Eutin i Holsten for at udsætte Yngel i Godsets Søer der. Gennem Sorø Kirkebog oplyses det dog, at Fortællerne stammer fra Fiskemester Christian Jappe, der samtidig med Peter Jappe var Fisker ved Sorøsøerne. Disse to var Brødre, - maaske Sønner af Johan Jappe. Om en anden Jappe, Tømrer Heinrich Jappe i Sorø, ved man, at han var indvandret fra Pløn i Holsten. Han ligger begravet paa Sorø Kirkegaard.
Baade Virksomhedernes Art og Bynavnene knytter saaledes Forbindelsen med Slægtens Forfædre. Mange har troet, at Navnet Jappe stammede fra Frankrig. Undersøgelserne har fastslaaet Forbindelsen med Slesvig-Holsten, og derfra tilbage til de nordfrisiske øer og Kysterne deromkring. Derfra angives Navnet at være det samme som Jacob.

Noter.
1) Morten Møk han slaar paa Trommen,
Madam Møk hun drejer om,
Lauritz be'r om lidt i Lommen,
Caroline raaber Kom, kom, kom.
Tingelingeling, saa kører vi,
Tingelingeling, saa kører vi.
2) Flere af Børnene blev senere kendte og ansete Skikkelser i Nykøbing o. a. St., bl. a. Viceskoleinspektør P. Petersen og Bankbestyrer Petersen i Nykøbing, Smedemester Petersen, Maribo.
3) Maaske til et at Fru Ingemanns Malerier.

4)
Ved Juliane Marie Jappes Død.
Fra Falster det Sorgens Budskab nys lød:
Juliane Jappe herovre er død.
Fra Roskilde By Hun rejste saa glad,
Og snart hos Forældre paa Falster hun sad.

Og Bedstefader Hende fulgte med Lyst,
han var Hendes Barndoms Støtte og Trøst;
Forældre nu kjærligen hende g.iensaae,
hun hilste paa dem og paa Søskende smaa.

Men Sorgen blev stor, da en Engel fra Gud
Kort efter kom ned med det himmelske Bud:
Din Frelser vil tage Dig blidt i Sin Favn,
Reis hjem med mig i din himmelske Havn!

I den himmelske Fryd hun nu nyder sin Løn,
Har Plads iblandt Englene, uskyldig og skjøn;
Den Gud hende prøvet med Byrden saa tung,
Gav hende Livskronen, imens hun var ung.

Ja Fader og Moder o! stands Eders Sorg,
Gud hende bortkaldte til Himmelens Borg;
Der nyder hun Løn for sin Prøvelse her,
Hos Børnevennen, vor Frelser sen kjær.

Og i, Bedsteforældre fra Roskilde Stad,
Hos hvem hun i Prøvelsens Dage sad,
O! stands Eders klage, hun et Smil sender ned
Fra Himmelens Blaae. for Eders Kjærlighed.
P.
Til toppen