Andreas Viggo Zimmermann. 9/12 1844 – 8/3 1935.
Han giftede sig med Marie Sophie Henriette Jappe, 6/12 1843 – 28/2 1927
Marie var datter af en temmelig velhavende gårdmand, møller og bageriejer Jappe, Kongskilde mølle og gård lige uden for Sorø, en by på Sjælland. Det vil være retfærdigt at sige, at ægteskabet ikke behagede den gamle møller særlig meget.
Vi ved intet om Viggos udbytte af grundskolen, men det må have været temmelig godt, eftersom han, ligesom sin bror, klarede optagelseseksamen på Elevskolen. Han dimitterede skolen som korporal i 1862, hvorefter han blev overført til den kongelige livgarde. Det kunne antyde, at hans resultater ved den endelige eksamination ikke var så gode som hans bror, der, som vi ved, kom til artilleriet. I 1864 tog han med sit regiment til Dybbøl og Als, hvor jeg tror, han blev til krigens slutning.
Han er ikke kendt for at have vist nogen enestående tapperhed. Men da hans far var på hospitalet, fik han at vide, at hans søn Viggo var udvalgt til officersskole af sin kompagnichef .
Det fandt imidlertid aldrig sted. Krigen endte, Danmark tabte og med det omkring en tredjedel af landet og befolkningen. Hæren blev demobiliseret. Fredsstyrkerne blev reduceret betydeligt uden efterspørgsel på nye officerer.
Viggo forblev korporal indtil 1/1 1868, hvor han blev forfremmet til sergent. 1/9 1868 blev han overført til generalstabens opmålings og korttegnings enhed. Et af hans håndtegnede kort er stadig i familien, hos Ralph Zimmermann.
Som opmåler blev han sendt til området omkring Sorø, en by nær møllen og gården, der var hans specielle arbejdsområde, og det var her, han mødte sit ”Waterloo” ved navn Henriette.
Det var slet ikke så mange år siden, at kun bønder skulle gøre militærtjeneste, så alt hvad der havde med militæret at gøre, var forståeligt nok upopulært blandt den landlige befolkning, og Henriettes far var ingen undtagelse. Den gamle møller ville ikke vide af nogen som helst forbindelse, så længe Viggo var i hæren.
Det må ikke have været alt for nemt at være ung og forelsket i de dage, især når den unge mand ikke blev betragtet som et passende parti for husets datter. Yderligere var hun datter af møllerens første ægteskab, og havde tilsyneladende arvet nogle penge efter sin mor, mens Viggo som korporal endog sergent var temmelig fattig. De kunne ikke engang skrive til hinanden, hvad enten de ikke fik lov, eller det bare ikke foregik sådan på den tid, ved jeg ikke. Det lykkedes dem imidlertid at opretholde nogen forbindelse ved hjælp af en tredje person, Mønthine Olsen. Jeg ved ikke, hvordan hun egentlig passer ind i billedet, men jeg har kopier af nogle breve, hun sendte til Viggo. Det var alt sammen meget romantisk, og kunne danne grundlag for en god kærlighedshistorie.
Den 1/10 1870 fik Viggo ansættelse som togfører ved de danske statsbaner. Det må have tilfredsstillet den gamle møller. Han gav nu sit samtykke til ægteskabet, hvad der betød, at han også måtte hoste op med Henriettes arv, som beløb sig til 500 rigsdaler i kontanter og møbler til en værdi af andre 500 rigsdaler, en ganske betragtelig sum penge dengang. Det er ganske interessant, for jeg har altid troet, at mølleren gav sin datter pengene og møblerne som medgift, indtil jeg for et par år siden fik en kopi af en kvittering, hvor Viggo skriver under på, at han har modtaget sin kones arv, og hun fik som en gunstbevisning lov til at skrive under som vidne. Det skulle de lige prøve med vores koner nu om dage.
Vi kan i dag undre os over, hvordan en togfører kunne være et passende bekendtskab for en datter af hans stand, men det må huskes, at de dage var jernbanens barndom i Danmark og for den sags skyld alle andre steder. Den første jernbane, København – Roskilde, var begyndt at køre blot 7 – 8 år tidligere. Tog blev beundret på samme måde, som fly blev det for få år siden, blot fik fly personalet væsentlig mere i løn. Tog var fremtiden, at blive ansat ved jernbanen betød sikkerhed. Det var sikkert sådan, den gamle møller tænkte.
Viggos omdømme som togfører må have været temmelig godt. Han blev udpeget til at lede de kongelige tog mellem København og Fredensborg, når udenlandske kongelige besøgte Danmark.
Fredensborg slot var Christian d. IX’s sommer bolig og var et meget populært feriested for medlemmerne af de større kongelige huse. Her kunne de slappe af uden at bekymre sig om deres personlige sikkerhed.
Kong Christian d. IX blev kaldt Europas svigerfar. Hans datter, Dagmar, var gift med zar Alexander d. III af Rusland prinsesse Alexandra var gift med den engelske konge Edward d. VII. Viggo var især populær hos zaren, som beærede ham med fortjenstmedaljen i guld og ved andre lejligheder forærede ham et par manchetknapper i sølv, nu brugt af Henrys kone Ebba som øreclips, et par diamant brystknapper, der senere blev sat på en guldring brugt af Carla Zimmermann, Viggos svigerdatter. Senere blev stenene genanvendt til Anne Zimmermanns forlovelses og vielsesring. Endelig modtog han et guldur, som nu formodes at være i Ellen Zimmermanns søn Ove Pullichs besiddelse.
Efter at han havde arbejdet 25 år for jernbanen, trak han sig tilbage med pension og fik arbejde ved Københavns bus kompagni senere omdøbt til Københavns sporveje. Her arbejdede han som trafik kontrol inspektør . En stilling han beholdt, indtil han trak sig tilbage i 1917. Han fik igen tilkendt en pension, så han modtog nu pension fra to steder indtil han døde i 1935. At han døde som en temmelig velhavende mand, kommer ikke som nogen overraskelse. Imidlertid kom grundlaget for hans formue med de penge, hans kone bragte med sig i ægteskabet. Efter råd fra hendes familie blev pengene investeret i fast ejendom og geninvesteret et par gange. Det hjalp nu ikke meget for han måtte hjælpe tre af sine døtre økonomisk det meste af deres voksne liv.
Han blev æret med krigsmedaljen 1863 – 64, Dannebrog sølvkorset, ridderkorset af Dannebrog og som allerede fortalt den russiske fortjenstmedalje i guld.
Børn.
Astrid Kirstine, 23/7 1872 – 1938.
Elisabeth, 18/4 1874 - ?
Ellen, 28/3 1876 – 1953
Peter Ludvig Otto, 12/7 1878 – 2/9 1962
Inger, 18/9 1886 - ?