Tage Blum

Bedstemoders erindringer.

Familiens historie skrevet af Louise Blum

Mindet er som ingenting
er dog et lønligt kildespring
”Gud er kærlighed og hvo som bliver i kærlighed
bliver i Gud og Gud i ham”

Skt. Johannes første almindelige brev 4. kap. 16 vers

Til mine elskede børn fra

eders moder

marts 1941

Når jeg nu vil prøve på at fortælle lidt om min barndom og ungdom, synes jeg, det naturlige vil være, at meddele, hvad jeg ved om min faders og min moders slægt så langt tilbage, som jeg har hørt mine forældre fortælle derom.

Min fader sagde altid, at hans bedstefader havde været sekretair hos storhertugen af Eutin; i den store stamtavle står der, han var Castellan; måske har det været en stilling eller måske 2, han har udfyldt; han døde 1826, hvornår han blev født, ved jeg ikke. Han var gift med Dorothea Magdalene Rauch datter af kütschemacher Rauch i Eutin.

Af deres 9 børn var min bedstefader nr. 2; han hed Peter Friederich Nicolaus var født 28. januar 1793 og døde 9. marts 1869. Af min faders broder Christian har jeg hørt fortælle lidt om min bedstefader, hvorledes han, da han var konfirmeret, rejste til Hamburg, hvor en slægtning af hans fader, måske en broder, havde lovet at sørge for hans uddannelse, men da min bedstefader kom til Hamburg, var hans slægtning død om natten, og den unge dreng stod altså ene i den fremmede by. Hvorledes det gik til, han kom i glarmesterlære, ved jeg ikke, men jeg ved, at forholdene var strenge i Hamburg, hvor byen var besat af franskmændene og levevilkårene alt andet end lette. Min bedstefader har sikkert været en opvakt dreng og havde evner til, når lejlighed gaves, at bjerge så den ene så den anden slags levnedsmidler til hans mesters tilfredshed.

Det må også være i Hamburg, min bedstefader traf glarmester Korch; med hvem han knyttede et varmt venskab for livet og så vel Kochs børn, som min bedstefader fortsatte dette og lærte os børn at elske og ære de to sidste af familien Koch, den hjertensgode tante Olivia og tante Betty Dahlnmann, hvis mand, hofsaddelmager Dahlmann ligeledes blev slægten en trofast ven. Sammen med glarmester Korch rejste, ”vandrede”, som det den gang hed, min bedstefader i Tyskland på professionens vegne, men her må de så for en tid være skiltes, thi Korch kom til København, hvor han nedsatte sig i Kompagnistræde nr. 22, købte ejendommen og giftede sig. Min bedstefader har vel så rejst noget ene, men da der ikke var arbejde nok, bestemte han sig til at tage fra Hamburg pr. skib til København og derfra videre med skib til England, hvor flere af slægten var bosiddende. Da han kom til Københavns toldbod, ville skæbnen, at han der igen traf sin ungdomsven glarmester Korch. For ham udviklede han sin plan om englandsrejsen, hvortil Korch svarede:” Du behøver aldeles ikke at rejse, her er arbejde nok”.

Efter bombardementet 1807, lå store dele af byen endnu i ruiner, således kunne man fra Kompagnistræde se lige ud til Vestervold. Min bedstefader arbejdede så i København, men nedsatte sig derpå i Ringsted som glarmester og giftede sig med Sophie Amalie Frank, født den 8. august 1801 død den 13 juli 1846.

I dette ægteskab var 7 børn, hvoraf min fader var den næstyngste, han var født 19 april 1835 og var kun 10 år, da han mistede sin moder..

På de store gårde omkring Ringsted var der dengang flere tyske forpagtere, som naturligvis kom i min bedstefaders hjem, han selv, som var født og opdraget i et tysk hjem, talte gerne tysk, ligesom de ældste børn var sproget helt mægtigt, men jeg ved fra min fader, at min bedstefader var en god dansk mand i sind og at det mærkede han meget, at han i urolighederne i 1848 var genstand for store ubehageligheder fra befolkningens side i Ringsted, der skyldte ham for tyske sympatier; dog ved jeg, at han også nød almindelig agtelse og senere fik beviser derpå, da han valgtes til byrådsmedlem.

Desværre døde min bedstefader det år jeg kom til verden, allerede 9. marts 1869, så jeg har kun kendt ham af omtale og så på de udmærkede portrætter, som min farbroder Fritz har malet. Han har et meget intelligent udtryk og også fine træk, men jeg tror nu nok, han, som den tids fædre, var streng og havde svært ved at følge med den opvoksende ungdom; dog talte fader absolut med kærlighed om ham, men det var nu ikke så ofte, jeg hørte fortælle om hans barndom. Senere vil jeg fortælle lidt om min faders søskende, som alle samledes i mit barndomshjem.

Da min fader var konfirmeret, kom han i lære hos købmand Holst i Ringsted; han var en høj smuk dreng, meget slank, havde en dejlig hudfarve, mørkt hår, smukke brune øjne og hvad han altid med stolthed bemærkede, der havde aldrig været en kniv i hans ansigt, så han fik et brunt, blødt skæg.

Bønderne, der handlede hos købmand Holst, sagde derfor, ”det er ikke godt at være svend, hvor drengen bærer skæg”. Det morede min fader utroligt.

Efter skoletiden kom min fader til isenkræmmer T. M. Werner på Kultorvet, (han stammede også fra Ringsted) og her blev han, til han begyndte sin forretning på Nørrebrogade 16. Den 14. marts 1868 åbnede min fader sin forretning og giftede sig 11. september 1868 med min moder, datter af farver L. Galle og hustru Jensine Galle født i Ringsted den 20. februar 1845.

Min bedstefaders fader, min oldefader, hed Friederich Wirenfeldt Galle født den 25. juli 1776 død den 29. april 1862, hans hustru Johanne var født den 8. februar 1775 og døde 15/10 1855. De boede i Næstved, hvor min oldefader var urmager og rimeligvis havde fortsat sin faders forretning, min tipoldefader var også urmager og på den silhuet, der eksisterer af ham, står han med uret i hånden. Jeg har hørt meget lidt om mine oldeforældre, men mener at huske jeg har hørt min moder fortælle, han ville være soldat, og trompeter blev han vel også, da der er en silhuet, hvor han sidder til hest og blæser i trompeten.

Mine oldeforældre havde 7 børn, hvoraf min moders fader Ludvig Galle var nr. 4. Han var født 23/12 1810 og kom, da han var konfirmeret, i farverlære og begyndte et farveri i Ringsted, jeg ved ikke hvilket år (1836), men i 1839 den 11. oktober holdt han bryllup med min bedstemoder Jensine Jappe, som den gang var husjomfru hos geheimerådinde Urne i København.

Mine bedstefader har jeg ikke kendt, da han døde den 18. september 1872; men jeg har jo hørt min bedstemoder omtale ham på den smukkeste måde; han var ikke så stærk men meget flittig og pligtopfyldende, passede sit farveri meget nøjagtigt, men kunne vistnok ikke rigtig tåle at gå i den farvedunst. Megen fugtighed fulgte også med, og disse ting har sikkert gjort, at han var ret svagelig. Han var en meget stille mand, som holdt af sit hjem, og jeg har altid hørt, at min moder var hans yndling og at han glædede sig over, at kunne opfylde de ønsker hun havde. Han og min fader holdt meget af hinanden, respekterede hinandens dygtighed og jeg ved, at bedstefader forstrakte fader med nogle af de penge, der skulle til, da han 1868 etablerede sig. Min elskede bedstemoder, som vi alle havde den lykke at beholde til hun i sit 86 år blev hjemkaldt, har jeg kendt og elsket fra min tidligste barndom, hun står for mig, som et af de bedste, elskeligste og dygtigste mennesker, jeg har kendt, og jeg vil derfor, lidt mere, glæde mig til, mere indgående at fortælle om hende og prøve på at skildre, hvilken personlighed hun var, og hvorledes hun i sin rige kærlighed favnede alle dem, som hørte hende til og mange, mange flere.
Velsignet være mindet om hende!

Den 17. juni 1866 blev mine forældre forlovede og den 11. september 1868 stod brylluppet i Ringsted; det var ikke så stort et bryllupsselskab, men der var dog bedt en del slægt og venner, og moders veninde pyntede kirken.
Bedst, som de gik deroppe, kom moders store hvide angora kat spadserende ind i kirken, gik en runde og gik så hjem igen, til almindelig forbavselse for de unge piger, der godt kendte den og vidste, at den aldrig kom på gaden.
Provst Stenberg viede mine forældre. Bedstemoder sagde, at hun hørte, der ikke havde været så smuk en brud i umindelige tider og da min fader var en meget statelig og smuk mand har det sikkert været et smukt par.
Da de kom hjem fra kirke gav taffeluret i dagligstuen sig til at slå og blev ved dermed over 60 gange, så bedstefader blev lidt ærgerlig derover.

Samme aften rejste mine forældre til København, hvor hjemmet i Ravnsborggade ventede på dem, og her blev så det hjem grundlagt, hvor mine søskende og jeg voksede op.

Ganske vist blev hjemmet flyttet over på den anden side af gaden efter 4 års forløb, men det betød jo kun, der skule mere plads til efterhånden som familien voksede, det rigtige hjem forandredes ikke, men kærlighed og gudsfrygt med nøjsomhed var det, der dannede hjemmet, og det prægede det, hvor vi så ellers boede.

Det var kun en lille 4 værelses lejlighed, men moder beskrev den altid, som meget hyggelig og nydelig. I de tider spiste folkene fra forretningen i hjemmet, så der var jo straks til at begynde med, nok at tage fat på, men moder havde en flink pige med sig, var selv meget dygtig og flittig, så min fader var uendelig stolt af hende; hun sagde altid selv, at hun var blevet båret på hænder, og det tror jeg også var sandt. Selv om hjemmet kun var lille, var det meget gæstfrit; det havde altid været min faders ønske, at forholdene måtte stille sig således, at det blev ham, der kunne samle familien, og det ønske blev opfyldt i fuldt mål. Moder var den nydeligste værtinde, som altid forstod at gøre det hyggeligt og godt for de mennesker, der var hos os. Hun var, som sin fader, ret stille og noget reserveret, en stærk modsætning til fader, som begyndte dagen med sang, ” thi skulle man ikke det”, sagde han, ”når man har sovet godt om natten og gik til sit gode arbejde”. Forretningen lagde meget beslag på hans tid, men den voksede fra dag til dag, som løn for hans og moders flid og dygtighed; hvor var der meget at lære af de to, som hver på sit felt var så dygtige, så redelige og pligtopfyldende. Om religiøse ting blev der den gang kun talt lidt, det var ligesom, der var en vis skyhed for at tale derom. Den gang de fæstede bo på Nørrebro, var den bekendte vækkelsesprædikant Rudolph Frimodt præst ved Sct. Johannes kirke, og der fulgtes de ad om søndagen.

Ja søndagen var i barndomshjemmet en dejlig dag, der var så fredeligt, da personalet i reglen var hos deres familie eller venner, så vi var kun os selv. Vi nød alle den dejlige dag, der var som en festdag at se hen til ugen igennem. Aldrig kunne jeg forstå, at folk talte om, de kedede sig; vi syntes netop, det var så henrivende, at fader havde tid til at være oppe hos os. Moder nød den mere fredelige tilværelse, og jeg husker tydeligt, hun altid, mens vi var børn, havde et søndagsarbejde, et eller andet fint broderi som hun syntes hun havde tid og lov til at glæde sig over den dag.

Trods min fader var en meget klog og praktisk mand, havde han bevaret det barnlige og umiddelbare i så høj grad; jeg tror det var det, der gjorde ham så indtagende; hans rige store hjerte, der altid var rede til at hjælpe, fornægtede sig aldrig, og heller ville han narres af en uærlig, end en virkelig trængende skulle gå uhjulpet fra hans dør. Så var der noget af det gammeldags patriarkalske over hele hans person og væsen og selv om han kunne bruse op og blive meget heftig, så lagde bølgerne sig dog igen; han elskede sine børn og vidste ikke alt det gode, han ville give og gøre os. Han følte sig og var en lykkelig mand i det hjem han og moder under Guds velsignelse havde skabt, og det glemte han aldrig at sige tak for.

I dette hjem kom jeg til verden den 17. august 1869 og blev døbt den 26. september samme år båret til dåben af min elskede bedstemoder. Jeg ved, jeg var mine forældre til megen glæde men også til stor ængstelse, da jeg, inden jeg var et år, lå dødssyg af brystbetændelse. Fader og moder vågede over mig, og at de har bedt Gud bevare mig, tyder jo faders ord om, at de fandt trøst i, ”at hvor 2 eller 3 er forsamlede i mit navn, vil jeg være iblandt eder”, det har han selv engang fortalt mig.

Jeg var vist næsten opgivet, men så kom min farbroder Frits op til vor læge, han havde læst i et blad, at det skulle være et mærkværdig middel mod brystbetændelse at lave et telt over vuggen eller sengen og lade varme dampe stadig strømme ind i teltet. Mine forældres mageløse læge gik straks ind derpå; af lagener blev der lavet et telt og glødende strygebolte bestandig lagt i spande med vand. Miraklet skete! Efter kort tids forløb bedredes tilstanden til mine forældres store glæde og så gik helbredelsen rask frem. Da jeg var blevet så stor, at jeg kunne gå ene, fik fader et meget dårligt knæ med ledevand og måtte længe holde sig i fuldkommen ro oppe i lejligheden, det var slemt for den nybegyndte forretning, og faders humør har vist været alt andet end godt, men han glædede sig altid ved at fortælle mig, at jeg netop den gang, så lille som jeg var, havde været ham til stor trøst og underholdning; jeg løb til og fra den hele dag, og små børn ønsker jo nok, der bliver lagt mærke til, hvad de sige, så jeg havde hjulpet til, at tiden gik for ham.

Den 16. maj 1871 blev min søster Johanne født, hun var et sjældent fint og yndigt barn; vi havde den gang vor storartede gode barnepige, gamle Margrethe, som i adskillige år blev hos os, elsket af os børn og til hjælp og støtte for vor kære moder, hun var ikke så stærk og altid træt, så langt jeg kan mindes tilbage, måtte hun altid hvile sig en stund hver dag. Da familien nu var blevet dobbelt så stor, kunne vi ikke rummes i den lille lejlighed men flyttede over i hjørnelejligheden i samme hus, hvor vi dog kun boede et par år til vi i efteråret 1872 endelig flyttede over i den ejendom min fader havde bygget, Nørrebrogade 18A; den lå på det modsatte hjørne af Ravnsborggade, og fra det hjem der, skriver sig mine egentlige minder om mit barndomshjem.

Jeg antager, at efterhånden, som forretningen voksede, er lokaler og lagerplads blevet for småt i Nørrebrogade nr. 16. Fader købte derfor hjørnegrunden og byggede huset, som ligger der endnu, indrettede butik og navnlig lagerkældre, og så blomstrede den forretning, som mange med ængstelse havde set blive påbegyndt så kort efter den ulykkelige krig 1864 og som dengang lå uden for voldene på Nørrebro, hvor der, da fader begyndte, ikke fandtes en eneste isenkramforretning.

Det var dog netop dette min faders klarsyn og vovemod, der gav så gode renter, så inden ret mange år var gået, havde han grundet en slags speciel forretning i alt, hvad der hørte til nyopførelse af bygninger og hånd i hånd med det, gik den almindelige isenkramforretning,

Det hus min fader havde bygget, var en ret stor hjørneejendom, isenkramforretningen havde indgang lige i hjørnet og strakte sig hen ad Ravnsborggade, hvor der var en kældernedgang, hvor alle varer, søm, beslag o.s.v. blev bragt ned i de store lagerkældre. Så var der et stort vindue ud imod Nørrebrogade, derefter kom en manufakturforretning med to vinduer og dør, så gadedøren, der førte ind til hovedtrappen, derefter et brødudsalg, en lille guldsmedebutik og endelig boghandler Axel Andersen. Lejlighederne var en stor 6 værelses og en mindre 5 værelses i 3 etager, den sidste med 3 værelser ud imod Nørrebrogade.

Vi boede i den 6 værelses, som havde en lille et fags stue, salen som vi kaldte den på 3 fag ud til Nørrebrogade, så kom den 3 fags hjørnestue med et fag og hjørnevinduet til Nørrebrogade, et fag til Ravnsborggade, hvor til den 2 fags spisestue, 2 fags børneværelse og 1 fags soveværelse vendte ud, til gården var pigeværelse, køkken og spisekammer.

Vi flyttede derover efteråret 1872, og den 7. januar 1873 blev min ældste broder født. Det havde været et svært år, i det min moders fader døde den 18. september; mine bedsteforældre solgte da farveriet og flyttede til København, og den 12. december samme år døde min moders onkel mølleejer Rudolph Høyer til Holløse mølle af tyfus, og hans hustru, bedstemoders søster, lå længe dødssyg af samme sygdom. At der var stor glæde over min broder er en selvfølge, han blev døbt 23. februar i Sct. Johannes kirke og min faders søster, fru Roding, holdt ham over dåben.

1874 den 30. april blev min broder Axel født og den 14. juni døbt, holdt over dåben af moders søster den kære moster Anna.

Inden jeg fortæller videre om mine 3 søskende og mig selv, vil jeg nu stoppe her lidt og fortælle om min bedstemoder, moders elskede moder.

For at kunne samle på en overskuelig måde, hvad jeg har hørt om vor elskede mormoder Jensine Jappe, synes jeg, det er nødvendigt allerede at begynde med min bedstemoders bedstemoder, altså min tipoldemoder. Hun hed Møller, født 7/12 1769 og var gift med smed og dyrlæge Møller ved Sorø Akademi; de boede i Sorø og min tipoldemoder var en meget dygtig fødselshjælper, som var i høj grad anerkendt af læger i Sorø. I ægteskabet var 2 døtre, min oldemoder, der blev stammoder til slægten Blum, hun hed Sophie Frederikke Blum født 14/2 1744, den anden datter Christiane blev gift med procurator Niels Høyer i Slagelse.

Min oldemoder har jeg altid hørt omtalt som et sjældent fint og elskeligt menneske, hun var som ung pige indtaget i en ung mand Aurelius, men da fiskeforpagter Jappe (af Sorø sø) der var enkemand med 5 børn, meldte sig som frier, mente hendes moder, der var en meget myndig kvinde, at det var et så meget bedre tilbud, end en ung mand, der endnu ikke havde nogen solid stilling; og da forældrenes vilje i de tider jo var den afgørende, blev min oldemoder 1815 gift med Jappe og gik ind som stedmoder til de fem børn; den unge Aurelius blev senere kræmmer i Slagelse. Aurelius giftede sig aldrig. Den 11. oktober 1816 blev min bedstemoder født, og allerede den 4. september 1817 døde min oldefader; min moder fortalte, det var efter at have sunket en knappenål. Det var jo forfærdelig svært for den unge enke, at skulle forsørge de 5 stedbørn og hendes egen lille pige, og da der kom ny forpagter af Sorø sø, Peder Didrik Blum, blev hun, året efter hun var blevet enke, gift med Blum, og min bedstemoder kom kort efter hjem til sin bedstemoder madam Møller, hvor hun blev opdraget. Denne Madam Møller har jeg altid forestillet mig, som en både vanskelig og streng kone, mere stærk end from, ville eders elskede fader sige, og betegnende er det jo også , at min oldemor tog det løfte af sin mor, hun aldrig måtte slå min bedstemoder; men meget dygtig har samme madam Møller været, og gerne ville hun uddanne sin datterdatter så godt, som forholdene og hendes kår kunne tillade det; min elskede bedstemoder omtalte hende altid på bedste måde, om end hun dog selv syntes, hun havde været streng og fordringsfuld at være hos. Jeg er sikker på, at min bedstemoder har været et livligt og meget opvakt barn, der med opladt sind og godt mod lærte alt, hvad hun kunne tilegne sig; hun fortalte eders fader, at en gang kong Frederik den 6^te kom på skolevisitats og skulle høre hvor flinke børnene var i geografi, var der ingen af selv de store børn, der turde mæle et ord. Læreren forlangte de skulle foretage en rejse om jorden, men bedstemoder var ikke forknyt, hun fortalte og vidste besked, så rejsen blev lykkelig tilendebragt. Da de andre børn senere spurgte hende:”Hvor turde du dog?”, svarede bedstemoder nok så frejdigt:” Fordi jeg har mod!” Et svar der er så uhyre betegnende for hende, thi mod havde hun og kunne nok behøve det, livet blev ikke let for hende, men hendes friske barndomsmod omsatte hun som voksen i en fast tro på Guds kærlighed og hjælp, det gav hende mod til at komme igennem store sorger og sikkert mange besværligheder, og hun bevarede til sin død i hendes 86^ende år et lyst og frejdigt livsmod som altid styrkede og hjalp ikke alene hendes egne børn & børnebørn men mange andre, der lærte hende at kende.

Den 10. april 1831 blev min bedstemoder konfirmeret og udførte da en piges arbejde hos sin bedstemoder. Min bedstemoder var et meget dygtigt og vel oplært menneske, hvorfor hun allerede 17 år gammel kunne påtage sig plads som husjomfru hos geheimerådinde Urne, der boede i Læderstræde i København.

Det har nok ikke været let for hende, at forlade Sorø, hvor hendes kære moder og søskende boede. Hun havde i årenes løb fået to brødre og to søstre, og hun skriver i sine optegnelser, det var hendes kæreste glæde at besøge dem; hendes stedfader holdt hun også meget af, ligesom han holdt af hende, som han altid kaldte ”Jens”.

Så begyndte det nye afsnit af livet for bedstemoder, da hun skulle forsørge sig selv. Lønnen var egentlig 20 daler om året, men på grund af bedstemoders ungdom, blev den knappet af til 16 daler om året, de 4 måtte hun aflevere til sin bedstemoder, der derfor købte garn til at spinde og væve som en begyndelse på udstyr efter de tiders skik, så hun havde kun 12 daler at klæde sig for, og hun sagde altid, at hun måtte være utrolig sparsommelig for at de kunne slå til.

Geheimerådinde Urnes husstand bestod af: Geheimerådinden, hendes datter frøken Christine, selskabsdamen frøken Blom, tjener og pige. Her skulle nu bedstemoder have ansvaret for husets anliggender, lave maden, stå for vasken og hvad der ellers hører til i et større hus, men hun var jo dygtig og klarede sit arbejde godt.

Frøken Christiane var de første år, bedstemoder var der, ganske flink, inviterede bedstemoder med i teatret til stor glæde for hende, men som årene gik, formørkedes hendes ånd, så hun i perioder aldeles ikke ville spise; når så bedstemoder kunne sige, at hun havde stjålet den mad, hun bragte hende, skyndte hun sig at spise. En gang dronning Caroline Amalie var på besøg der (hun var ikke dronning den gang, blev det først ved Frederik d. 6^tes død) skulle hun opvartes med en prinsessebudding, som bedstemoder havde lavet, da pigen skulle bære den ind, kom frøken Christiane, tog buddingen fra hende, bragte den i sikkerhed på sit værelse og fortærede den. Formodentlig har hun den gang haft en sulteperiode, så hun trængte til mad, men hvad de så opvartede prinsessen med, ved jeg ikke. Hun kendte nu forholdene hos den ulykkelige geheimerådinde, der alt havde 2 døtre på sindssygehospitalet i Slesvig. Min bedstemoder var hos geheimerådinden i 6 år og fulgte hende på en rejse til Jylland, hvor de besøgte amtmand Urne i Skanderborg, en søn af fru Urne, i 14 uger; derpå var de 8 dage hos geheimerådinde Gyldenkrone på Mosgård og 8 dage hos fru Voss på Rødstenseje, for bedstemoder var det en stor oplevelse at se andre steder.

Den 6^te februar 1839 blev min bedstemoder forlovet med farver Ludvig Galle i Ringsted, og den 11. oktober samme år holdt de bryllup i Helligånds kirken i København og rejste den 12. til Ringsted, hvor hjemmet og farveriet var. Her ventede mange opgaver på hende, idet hun var min bedstefader en storartet hjælp. Det hovedsagentlige, der blev farvet den gang, var det hvide vadmel, som bønderne bragte ind til byen, det blev altid farvet i indigo-blåt, som min bedstefader selv købte i København. Bedstemoder tog imod dette vadmel og mæskede det, førte bøgerne og tog imod kunderne, da bedstefader selv passede kyppen.

Den 16. marts 1841 blev deres ældste søn Frederik født, og familien voksede ret hurtigt og behøvede som følge deraf mere plads, men da min bedstefader ikke ville have penge stående i huset og derfor aldrig byggede mere end han havde råd til, så levede han og bedstemoder i et evigt byggeri, som i høj grad var besværligt for husmoderen, der foruden sine børn, sit hus også skulle passe farvebutikken. Hun har selv fortalt mig, hvor svært det var med de små børn, som hun ammede, når hun altid skulle være parat til at gå fra dem. Af de 8 børn der var, døde 3 som små, og som hun skriver om den første lille dreng ”Georg Christoffer”, der døde, ”det var min første hjertesorg, men hendes frejdige tro på Guds hjælp bar hende gennem sorgen og besværligheder.

I de tider, hvor forretningsfolk også havde byjord og holdt køer, blev der både kærnet smør, lavet ost, brygget øl og bagt i hjemmene og efterhånden, som dette voksede, blev der flere folk, så husstanden bestod af 3 piger, karl og læredreng; men dygtig som bedstemoder var, ledede og styrede hun sit hjem på bedste måde. 1845 blev min moder født og 1848 kom krigen og den stærke nationale bevægelse som fulgte med. Bedstemoder sagde:” Jeg havde aldrig tænkt på, jeg havde et fædreland, men nu syntes jeg, jeg kunne gøre alt for det.

Da min bedstefader havde byjord, fik han 12 soldater i indkvartering, det var det første sted, de overnattede i Ringsted, banen var ikke åbnet den gang. Min bedstemoder redte i det meget hvide vadmel, de havde til farvning, senge til soldaterne, deres våde tøj blev hisset op i tørrestuen, så fik de mad og tidlig om morgenen var bedstemoder oppe og gav dem davre og smurte mad til hver til at tage med. I de 3 år krigen varede, sled soldaterne 12 par lagen op, så det ene hold har sikkert afløst det andet. Når man betænker, hvad for et arbejde en sådan årelang indkvartering har givet en husmoder, der i forvejen havde hænderne fulde og små børn, så forstår man rigtigt, hvor sandt det var, når hun sagde, hun kunne gøre alt for sit fædreland.

Krigen endte lykkeligt for os, og de år der fulgte efter, betød en god fremgang i alle måder for mine bedsteforældre. Børnene voksede til, forretningen voksede og indtægterne med den, så en virkelig velstand kom til huse; Når bedstefader gjorde sine ture til hovedstaden i forretninger, bragte han i reglen et eller andet med hjem til bedstemoder, såsom sølvspiseskeer, sukkerskål og flødekande, silkekjoler til hende og til min moder. Lejligheden blev større og fordrede jo også flere møbler og bedstemoder gav sig i lag med at strikke et gulvtæppe højrøde og sorte terner til hele gulvet i dagligstuen; hun må jo have været mere end almindelig flittig for at kunne overkomme dette. Symaskine fandtes jo ikke den gang og alt tøj til børnene, ja sågar til læredrengen, blev syet hjemme.

Da min morbroder Frederik 30. marts blev konfirmeret efter at have gået 4 år på Sorø Akademi kom han i handelslære hos konsul Grønvold i Præstø.

Den 15. april 1860 blev min moder konfirmeret og vinteren derefter tilbragte hun i København, hvor hun læste fransk, sang med kongelig operasanger Liebe, spillede med Kuhlau og syede skræddersyning samt malede; hun sagde altid selv, at skræddersyning havde kedet hende meget, og den gjorde hun mindre ved, de andre fag interesserede hende i høj grad. Hun var dygtig i fransk og spillede og sang udmærket. Jeg har altid beundret, at mine bedsteforældre havde så megen sans for kundskaber, at de lod min moder få så god undervisning. Musik og sang havde hun fået undervisning i i Ringsted, også i fransk; men med hendes læselyst og gode begavelse, betød det meget, at få virkelig fremragende lærer senere hen, og det fik hun jo i København.

I 1863 den 25/12 havde mine bedsteforældre den store sorg at miste en elsket søn, Georg Christoffer, født den 24. april 1849; han var en elskelig, godt begavet dreng, der i 3 år havde gået på Sorø Academi og meningen var, han skulle studere; men 3. oktober 1863 kom han syg til sit hjem af en heftig lungebetændelse, som trods kærlig pleje og alt, hvad der den gang af læger kunne gøres, endte med døden juledag. Det var en forfærdelig sorg for mine bedsteforældre, som aldrig forvandt savnet af det elskede barn, hvor gammel min bedstemoder end blev, så løb tårerne ned ad hendes kinder, når hun talte om sin Christoffer. Jeg husker min moder fortalte, at julehøjtiden da altid var meget vemodig i hendes hjem og at ingen turde tale om juleforberedelser de første år efter Christoffers død; min bedstefader kunne aldeles ikke tåle det; men min elskede bedstemoder bar sine sorger med håb og tro på en gang hisset at mødes med det elskede barn, som Gud i sin kærlighed så tidligt havde taget hjem, og det frejdige mod stod hende bi, hun tog af Guds hånd, hvad der skete hende.

For bedstemoder var det en stor hjælp, da moder blev voksen og kunne tage del i det daglige arbejde. Min moder fortalte mig, at hun som barn godt kunne se, hvor uhyre meget, der altid hvilede på hendes moder, og hun lovede sig selv, at ville aflaste hende så meget, som hun kunne, når hun blev voksen.

Bedstemoder havde, lige siden hun var ung, en slem hovedpine, som i begyndelsen kun varede en dag; men da hun ingen hensyn kunne tage til den, udartede den til 3 dage ad gangen, dertil kom slem opkastning, så hun bogstavelig intet nød i de 3 dage; først henad aften den 3^die dag kunne hun drikke lidt havresuppe; at det for børnene var slemt, ved jeg. Morbroder Frederik fortalte, det var det første, han spurgte om, når han om søndagen kom hjem fra Sorø:” Hvorledes har mor det?” Min bedstefader blev mere stille og tung i sindet, tålte ikke gerne støj, så når moder havde en veninde på besøg, og de som børn morede sig og lo, så listede de udenfor og ”lo af”, inden de igen kom ind i stuen. Ja moder fortalte, hun som voksen af og til sagde til bedstemoder:” Hvor kunne vi have det godt, dersom fader var glad”. Men bedstemoder har sikkert båret dette, som hun bar alt, med sin elskelige karakter. Kom bedstefader og ville have hende med til et eller andet, lagde hun straks til side, hvad hun havde travlt med og fulgte med ham. Hendes lyse og glade sind stod hende trolig bi, og jeg tænker mig, hun som en sol har skinnet for sine børn og sit hjem, så det alligevel blev det gode lykkelige hjem, moder og hendes søskende elskede. Samme tid, den store sorg over onkel Christoffers død juledag, brød jo den ulykkelige krig ud, som førte til at 1/5 del af landet kom under fremmed herredømme; en sorg der prægede den ungdom, der levede på den tid.

Da budskabet kom om Dannevirkes fald, kom bedstefader aldeles fortvivlet hjem til bedstemoder og moder, der sad og pillede charpi (linnedtrævler til sårforbinding) til de sårede, og sagde:” Nu kan I godt holde op, nu er Dannevirke faldet”. Gud ske lov! sagde bedstemoder, hun vidste, hvor dårlig befæstningen af den lange grænse var, og hvor umuligt det ansås, at holde stillingen, men hende var det jo alligevel en grænseløs sorg at tænke på, ligesom soldaternes lidelser og mangelfulde udrustning opfyldte hende inderligt. Hendes varme trofaste hjerte kunne så dårligt tåle, at mennesker led nød og her, hvor det gjaldt hele folket, blødte hendes hjerte ved tanken om den uretfærdige krig og de to stormagters overfald på en så langt mindre stat.

Men tiden, der kom, mildnede jo noget, og så kom alle forberedelserne med moders udstyr , som sikkert har været hende en stor glæde, og endelig brylluppet den 11. september 1868.

Så fortsætter jeg at fortælle om mit eget hjem og min barndom der. Vi var jo en lille flok på 4. Min yngste broder Axel, som var et sundt og rask barn, som ganske lille, blev i tandperioden dødssyg af tandkrampe (en folkelig betegnelse for krampe hos småbørn i tandbruds perioden). Han kom over det, men blev sat meget tilbage, gik sent og talte meget sent. I den strenge sygdomstid var bedstemoder, der efter bedstefaders død den 11. september 1872, flyttet til København, en stor støtte for moder. Jeg husker hun fortalte, at Axel skulle have moskuspulvere som hjælp mod krampen. Vor elskede gamle Margrethe blev aldeles ulykkelig herover og sagde til bedstemoder, hun troede, det var på det sidste med barnet, når han skulle have ”Moskum”, men bedstemoder trøstede hende med, at det ville hjælpe, hvad det jo også gjorde. Så indtraf den 22 november 1875 min tante Thoras død. Hun var gift med min farbroder Vilhelm, glarmester i Ringsted. Den 8. november havde hun født en lille pige, men blev altså efter 14 dage bortkaldt. I forvejen var der 2 døtre 14 og 13 år gamle, men de kunne jo ikke tage sig af den lille nyfødte. Min farbroder var ulykkelig ved tanken om fremtiden med et spædt barn, og mine forældre tog så den store og kærlige beslutning at optage den lille Thora i deres egen flok, og sidst i november tog de og trofaste gamle Margrethe til Ringsted og hentede den lille plejesøster, der indpakket i dyner kom til os og blev til hun blev konfirmeret. For min moder, der selv havde 4 børn og den yngste endnu var lille og langt tilbage, betød det et stort besvær, som hendes kærlige hjerte og store pligtfølelse hjalp hende at bære, men hun sagde dog, at havde hun ikke haft den kære gamle Margrethe, havde hendes kræfter ikke kunnet slå til, til to så små børn. Gamle Margrethe passede Thora om natten, hun lå med hende i børneværelset, og mange gange gik hun om natten med Thora i spisestuen, når hun græd, for at moder ikke skulle høre det og vækkes derved. Da foråret kom, blev der hos en karetmager bestilt en stor barnevogn til 2, og så kørte Margrethe ud med Axel og Thora; hun voksede og trivedes også nogenlunde, men var forfærdelig bleg og farveløs, havde megen besvær med at lære at tale og var i det hele langt tilbage og desværre, det viste sig efterhånden som hun udvikledes, at hun nærmere var, hvad man kalder en ”sinke”, for hende og mine forældre havde det været den bedste løsning, om hun var kommet på Kellerske anstalter (anstalter for åndssvage) eller et af de steder, hvor sådanne børn opdrages og oplæres, men det kunne der aldeles ikke være tale om, hendes egen fader kunne absolut ikke se noget unormalt hos hende, og min faders familie havde altid så travlt med, hvorledes hun skulle behandles, naturligvis ikke den eneste rette måde, men en kritik, som ofte sårede og irriterede mine forældre. Thora blev altså hos os, både fader og moder var uendelig kærlige og gode imod hende, men svært var det på alle måder. En lærerinde måtte engageres for at lære hende at tale, og den rettesnor vi andre blev opdraget efter, kunne jo ikke anvendes på den lille stakkel, så den største tålmodighed og overbærenhed måtte altid træde til der, hvor der af os, fra vi var ganske små, altid blev forlangt ubetinget lydighed, sanddruelighed og den største høflighed imod personalet og tjenestefolkene.

Det var jo nu ikke så let, at få sådan en flok i luften hver dag, og det kom vi, men så blev fader medlem af foreningen ”Bestandig borgerlig Forening”, der havde lokaler og en prægtig have, der gik ned langs Ravnsborggade. Nørrebros teater blev senere i den store forsamlingssal, der lå op imod min faders ejendom.

Ved siden af faders ejendom op ad Nørrebrogade lå der en pæn forhave med stakit ud til Nørrebrogade, i forhaven stod en stor smuk blodbøg, og i den holdt en stor tam ravn altid til. Noget tilbagetrukket fra gaden lå en lang lav bygning, kun stueetage, heri var klubbens daglige lokaler, læsestue og vist også en mindre restauration, over en fliserække kom man til huset, gik gennem forstuen og derpå til højre og kom ud i en yndig have. Høje store gamle træer groede langs plankeværket ud til Ravnsborggade en stor græsplæne med blomsterbede og modsat plankeværket på den anden side af græsplænen en lille nyplantet allé, og hvad der lå til venstre for denne lille allé forekommer mig temmelig ny-anlagt, her havde foreningen en plads, hvor der kunne skydes til skive og vistnok andre underholdningsfornøjelser, men det husker jeg nu ikke så nøje; i nederste ende af haven ved den store plæne var et lukket lysthus. I denne have havde vi lov til at være i fra tidlig formiddag til kl. 4 eftermiddag, og det var jo både en betryggelse og lettelse for moder, at kunne sende barnepigen derind med os alle 5.
Vore gode venner, ja jeg mener mine forældres gode venner doktor Bentzens, han var vores huslæge og boede på 2^den sal i min faders hus, kom også derind; børnene var jævnaldrende med os, og ofte fulgte fru Bentzen , den yndige tante Natalie med og havde et eller andet husligt arbejde med f. expl. At gøre snittebønner i stand og snitte dem. Hun holdt af at sidde i det fri og var altid så sød og god imod alle os børn. Min moder holdt absolut ikke af at sidde ude og havde måske også så meget at tage vare i det store hus, at det var en lettelse for hende, for en stund at være fri for den støj og uro, som en sådan flok på 5 børn forårsagede.

Da jeg var 7 år eller rettere, som jeg fyldte 7 år i august, kom jeg i skole i april hos frøken Kempel, der ejede Nørrebros Døtre skole Fælledvej nr. 12. Om min moder fulgte mig derhen, eller jeg fulgte med Christine og Thyra Bentzen, der også gik i skole der, husker jeg ikke, men tydelig husker jeg, hvor dr. Jørgen Hertels datter Marie græd, ja ligefrem hylede og klamrede sig til sin moder, der ikke måtte gå fra hende, jeg syntes det var så forfærdelig flovt, at lave sådan en alarm; hjemme var vi alle vante til at lystre ubetinget, og når en ting var besluttet af fader og moder, stod den urokkelig fast, og ingen vovede at gøre ophævelser; nå Marie Hertel fik sin plads ved siden af mig, og hun blev i hele skoletiden min kæreste og bedste veninde; vi blev ved at sidde sammen gennem alle klasserne og hvor havde vi det fornøjeligt og godt sammen. Hun var et meget velbegavet barn dygtig, pligtopfyldende.

Den ejendom hvor skolen var, ejede frøken Kempel; der blev sagt, men om det var sandt, ved jeg ikke, at huset havde tilhørt Struense, der den gang havde brugt det, som sommerbolig. I alle fald havde huset noget ret fornemt over sig, man kom den gang, som nu ind gennem en stor port, i en høj kælder boede en skomager, som også var portner; for enden af porten men i den, var indgang til hovedtrappen en pæn meget velholdt trappe. På første sal boede frøken Kempel med sin gamle moder. 2^den sal og kvistetagen var klasseværelser. Vi mindste havde lokale helt oppe, uhyre beskedent. Der var kun tagvinduer i klasserne, men meget probert var alt holdt, så vi led ingen nød. Til huset hørte en stor gård, som til højre havde et meget beskedent hus med 2 lave etager; de skulle i sin tid have været lejlighed til tjenestefolkene; til venstre lå en hestestald, der var indrettet til gymnastiksal ; ganske mærkværdig var den, den forreste del meget høj, og den anden halvdel bagved kun halv så høj; her var en klatrestang og i den højeste forreste del var en trapetz og ringe hængt op. Når jeg tænker på, hvor storartet alt nu om stunder nu er indrettet, var det hele den gang meget primitivt, men vi både gjorde gymnastik og holdt frikvarter i den, når vejret var dårligt, og det hele gik udmærket. Bagved gården lå en ret stor have, vist nok frøken Kempels private, og ind til venstre var et stykke skildret fra, hvori der var et lysthus. Om sommeren læste vi altid botanik der.

Når jeg tænker på min skoletid er det egentlig altid med glæde; jeg kunne vist have været en flink elev, men var ikke nær flittig nok, men hjalp mig egentlig med lidt læsning; jævnt gode karakterer havde jeg altid, og da vi fik karakterpenge, dog kun for ug og ug?, gjaldt det jo om, der var adskillige af dem i den ugentlige karakterbog, som blev underskrevet af moder. Dansk, engelsk, historie, botanik, skrivning og håndarbejde var mine yndlingsfag, hvor jeg altid havde pæne karakterer og kun en eller to gange mindes jeg, der var et tg og jeg var ulykkelig over, at skulle vise det for moder. Anmærkning har jeg aldrig haft, og jeg ved såmænd heller ikke, hvorledes jeg skulle være kommet over noget så forfærdeligt, thi lige så kærlig fader var, lige så streng og vred blev han, dersom der var noget i vejen med vor opførsel. I kan måske ikke gøre for, I har svært ved at lære, sagde han, men artige kan alle børn være og I med. To år efter kom min kære søster Johanne i skole, hun havde et sart udseende, var ret lille men yndig, så hun blev snart klassens yndling. Hun var ret ærgerrig og flink, og i begyndelsen gik det godt, men efter sommerferien ind i efteråret fik hun den forfærdelige sygdom Sct. Veitsdans; et par andre børn i klassen blev også syge. Johanne var meget hårdt angrebet, til stor sorg for fader og moder, jeg var jo ikke så gammel, men jeg husker tydeligt, hvor sørgeligt også jeg fandt det; da sygdommen var på sit højeste, kunne hun slet ikke gå, men krøb på gulvet, som et ganske lille barn. At mine forældre har været ængstelige for, hvad fremtiden ville bringe, er jo ret forståeligt, men da vi kom ind i det nye år, begyndte det at gå frem igen, og hen i marts havde hun det således, at hun med barnepigen kunne tage ind i sporvogn til professor Drachmans sygegymnastik i Tordenskjoldsgade, det hjalp hende godt, så da maj måned kom, kunne hun spadsere tur med moder, som var lykkelig den første gang hun igen gik ud med sin lille pige. Men bedstemoder fortalte mig senere, at hun havde været med på denne tur og været grædefærdig, Johanne var endnu så usikker i sin gang, at hun måtte gå med moder i hånden ”og der var ikke den kælderhals, hvor hun ikke var ved at falde i alligevel”, sagde bedstemoder. Da sommeren kom rejste Johanne ned med moder til Holløse mølle, hvor min moster og onkel boede og der blev hun til midt i august og kom sig fuldstændig. Det var noget af et mirakel, da de fleste mennesker, der har gennemgået den sygdom i reglen beholder mindelser efter den. Næst Gud kunne mine forældre takke deres mageløse huslæge for denne helbredelse. Men efter den fulgte, efter doktor Bentzens bestemte råd, en meget lemfældig skolegang, ingen overanstrengelser af nogen art, så mange fag, som kunne undværes blev skudt ud; så ofte det kunne lade sig gøre, spiste hun frokost hjemme, kort sagt en ubeskrivelig forsigtighed. Men den lønnedes, og kun en ret stærk nærsynethed kunne mærkes som følge af sygdommen, men min kære søster har den dag i dag så mange år efter – over 60 – et udmærket syn og kan fuldføre de fineste håndarbejder.

Som de to ældste piger af flokken fulgtes vi to søstre altid ad, enten det nu var i skolen, gå tur eller hvad der i almindelighed falder for, så vore barndomsminder er så nøje knyttet sammen, som led i en kæde. Hvor har vi haft uendelig mange glæder sammen.

Da jeg var fyldt 8 år begyndte min musikundervisning; en ungdomsbekendt af fader, musiklærer Frimodt kom 2 gange om ugen og gav mig, senere Johanne og mine brødre 1 times undervisning. Klaveret stod i dagligstuen, hvor moder og fader opholdt sig, når fader var færdig i forretningen. Stuen var, da vi blev flere, der fik undervisning, de 4 dage om ugen fuldstændig blokeret, da jo hver elev fik en hel time; jeg synes, når jeg tænker tilbage på denne undervisning, den gav mig mange glæder, lærte mig med umage at få så meget, som muligt ud af de stykker, jeg fik for, og efterhånden som årene gik, kundskab til megen forskellig musik. Jeg er og har altid været min gamle lærer taknemmelig for de store glæder, jeg havde ved at spille klaver, og senere, da jeg blev voksen og kunne akkompagnere eders fader, når han spillede violin.

Hr. Frimodt fik altid, da vi var flere, der spillede, vin og kage på midtvejen at styrke sig på, hvad han satte stor pris på og viste moder det, ved ikke så sjældent om sommeren at bringe hende en lille buket blomster, som han havde købt på vejen til os. Han var en lille pertentlig noget jomfrunalsk herre, men uhyre sirlig og net i sit ydre.

Et lille spring tilbage må jeg gøre for at fortælle, at da min bedstefader i Ringsted døde den 18. september 1872 solgte bedstemoder farveriget og den 1. december samme år flyttede hun til København, hvor hun lejede lejlighed i Ravnsborggade og samtidig købte hjørnegrunden Amalievej – Ørstedsvej nr. 21, hvor der i løbet af foråret blev bygget en villa med to 3 værelses lejligheder og blev anlagt en god lille have. Den 29. juli 1873 flyttede hun, moster Anna og morbroder Ludvig ind her, og hendes hjem blev her, et elsket sted at komme, til hun den 20. maj 1902 lukkede sine milde øjne der.

I foråret 1873 var min moster blevet forlovet med sin fætter Olaf Høyer fra Holløse mølle, som hans moder ejede. Hans fader døde den 12. december 1872. Jeg kan ikke huske den tid min moster var som ung pige hos bedstemoder. Hun holdt bryllup i Vor Frue kirke i København den 21. april 1877; det havde vistnok været meningen, Johanne og jeg skulle være brudepiger, desværre for os, havde vi kighoste, så den stads gik vi glip af, men jeg husker tydeligt, at en rigtig frisør kom og satte mors hår, til vor store forbavselse, og jeg har et dunkelt minde om, at jeg fandt hende så yndig, da hun i al sin stads sammen med fader tog til bryllup; hun var jo også ung kun 32 år og smuk var hun altid.

Det må være omtrent midt i 70^erne , at min fader sammen med tømmermester Jensen (der havde bygget bedstemoders hus og selv havde en villa ved siden af bedstemoders) og min onkel Roding, der var gift med faders eneste søster, købte grundene i Frederiksborggade; de strakte sig fra hjørnet af Farimagsgade til hjørnet af Linnésgade og stødte her op til Bethesda, som senere blev bygget; det var på højre hånd, når man gik ind imod byen.

Det var et stort byggeforetagende, som især tog min faders og tømmermester Jensens tid og tanker, men viste sig jo at være en aldeles storartet pengeanbringelse, som da ejendommene stod færdige, var udlejede og beboede, gav et fint udbytte og i årenes løb blev et glimrende aktiv. Få år efter, det hele var kommet i gang, blev tømmermester Jensen syg af den Brightske syge (nyresygdom) og døde, som en ret ung mand; min fader afkøbte da hans enke hendes part og var således i besiddelse af de 2/3, men onkel Roding syntes ikke herom. Men jeg kan godt forstå, at fader gjorde det, han havde for det første en stor børneflok, han gerne ville sørge så godt som muligt for; for det andet var alt på ham; alle besværligheder med det store hus hvilede, da min onkel aldrig gjorde andet end kvittere for sit udbytte og tilmed navnlig i begyndelsen, inden det hele kom i gang, var meget mistroisk og ængstelig for ikke at få sin andel snarest muligt. Moder sagde altid, at førend fader fik noget, blev hans udbytte udbetalt, og så måtte fader, så godt han kunne vente med sin andel. Min onkel havde ingen børn, så de tænkte kun på sig selv i det tilfælde.

Jeg ved det ikke, men tror, at det var noget af den første bebyggelse på det terrain; jeg husker tydeligt, at Grønttorvet lå næsten uplaneret hen, og at cirkus Renz i nogle kolde vintre opslog deres telt her og gav ”gallaforestillinger” som det hed, og hvor vi 4 ældste børn, da vi blev store nok, sammen med fader og moder fik lov til at se en sådan forestilling.

I 1876 eller 1877 blev vor kære gamle Margrethe gift med karlen Hans, som også tjente min fader. Han havde i flere år været karl i forretningen og på en trækkevogn kørt de varer, der blev brugt ved bygningen af ejendomme; men da forretningen stadig voksede, måtte fader beslutte sig til at købe heste og vogn og så naturligvis en kusk. Hans kunne ikke køre et par heste og var tilmed af en noget forsigtig og lidt bekymret natur, han blev så skindfarver hos handskemager Larsen på Købmagergade, og samtidig skulle han være portner i den ene af de store ejendomme i Frederiksborggade, hvor de fik en lejlighed i gården. De holdt bryllup om foråret, og bryllupsgildet blev holdt i deres nye hjem, hvorhen moder og fader sendte suppe, steg og kransekage. Min søster Johanne og jeg i fineste stads var ovre at lykønske, og her boede min Margrethe og hendes Hans i mange år og fik ikke sjældent besøg af os børn, der stadig hang med kærlighed ved vores trofaste gode barnepige.

Så fik vi den nye karl Hans Andersen. Han var født på kulsvier egnen ved Frederiksborg, var middelhøj, kraftig bygget med et rart ansigt, stor kroget næse og en flot knebelsbart; han havde aftjent sin værnepligt som dragon og været trænkusk og kørte fortrinligt; var en modig og meget pålidelig og støt mand, der altid så på sit herskabs bedste og var på færde og parat, så lang dagen var.

Han var gift og havde 2 små piger. Da min fader absolut ville have en gift kusk passede det jo godt.

Han tjente mine forældre til midt i 80^erne og var meget afholdt af dem og alle os børn. Da der jo ikke var stald ved min faders ejendom på Nørrebrogade, lejede fader en plads til hestene hos smedemester Høst i Ravnsborggade, hvor arbejdsvognen og senere den lille jagtvogn og familie char-a-banc’en også kom til at stå. For os børn var det jo vidunderligt, at fader nu havde hest og vogn, han var selv meget passioneret for at køre og nød en sådan tur både sommer og vinter, hvor han selv var kusk.

Livet gled nu sin stille, lykkelige gang for os børn, som levede i det kærligste og mest omhyggelige hjem, hvor alt blev lagt så godt til rette, som muligt for os, og hvor vi fik alle de glæder, vore forældre mente kunne gavne os.

Jeg vil nu fortælle lidt om jul og påske, hvorledes de blev højtideligholdt i mit hjem. Så længe vi var så små, at vi ikke kunne hjælpe med at lave julestads gjorde fader og moder det; efter the tog de fat og brugte aftenen dertil, og jeg har ofte tænkt på, hvor det må have glædet dem at sidde sammen og tale om de overraskelser de skulle berede os børn juleaften. Jeg husker endnu så tydeligt den gamle julestjerne, fader selv havde skåret ud af pap og forgyldt, den eksisterede hele min barndom, og det var altid med en vis ærefrygt vi så den ligge i kassen med juletræspyntet. Da vi blev noget større, fik vi lov både at klistre og klippe; min broder Edvard var især dygtig til kræmmerhuse som han udsmykkede så fint, ja jeg husker endnu poser, som blev brugt og gemt fra år til år, som han havde lavet. Juleaften begyndte altid med, at der blev spændt lagener over det store gulvtæppe, der dækkede hele gulvet i salen, som vi kaldte den store 3 fags dagligstue; så blev juletræet bragt op, og det var altid så stort fra loft til gulv. Derpå blev dørene lukkede, og fader og moder pyntede træet sammen; ingen fik lov at komme derind; så det var en lang dag at få ende på. Vi aflagde i reglen gamle Margrethe en julevisit og blev opvartet med æbleskiver, og så gik da noget af dagen. Kl. 4 spiste vi selv altid middag, også den dag, risengrød og gåsesteg. Der blev altid spist i 2 hold, først mine forældre og så mange af børnene, som var store nok til at sidde ordentlig tilbords, første fuldmægtigen og den yngste lærling. Når de var færdige, kom 2^det hold, de to mellemste kommiser. Når de så var færdige, kom de små søskende hen at rove, thi rent blev det altid, inden vi kom til træet. Ved 6 tiden kom kuskens kone og børn, kokkepigen bagte æbleskiveri lange baner til at traktere med og tiden sneglede sig afsted. Hvert 3^die år var vor søde bedstemoder hos os juleaften, og det hjalp jo noget på, at tiden gik. Ved 7½ tiden gjorde man en lille vending ned i butikken for at se, om der dog ikke var håb om at den skulle lukkes, men folk gav sig god tid den gang og handlede lige til over 8 aften, men endelig kom der da et kvarter, hvor der ingen kunder var, så blev der lukket, slukket, fejet og personalet fik fri til at nette sig.

De, der ikke havde slægt og venner at være hos, blev hos os, og vi var altid et stort selskab juleaften. Alene familien på 9 medlemmer, 3 piger, kusken med kone og 2 børn, ældste fuldmægtig med kone, 2^den karlen, min farbroder Christian med tante Pauline og Poul og deres pige; de boede på 3^die sal og så bedstemoder og morbroder Ludvig, inden han selv fik hjem. Og så kom endelig det længe ventede, det højtidelige øjeblik, hvor vi alle var samlede i hjørnedagligstuen, lampen blev slukket, de små søskende og vi børn stillede ligefor fløjdørene, som fader åbnede, efter at lysene var tændte. Hvor var det smukt! Vi stod helt stumme betagne og så på denne herlighed, som juletræet virkelig var. Så blev kredsen sluttet, og jeg husker tydeligt fader med den yngste på armen og salmebogen i hånden, og så sang vi alle ”Et barn er født i Bethlehem”. Endnu kan jeg føle, hvor højtidelig og grebne vi alle var, fader gik så fuldstændig op i salmen og sang med høj og klar stemme. Da den var sunget, fik vi lov at gøre nærmere bekendtskab med træet, og sparet var der sandelig ikke, men en rigdom af konfekt, dadler, figen, konfekt-rosiner og mandler og mange små knipper vindruer, som da vi blev større, var uhyre eftertragtede. Efter nogen tids forløb blev alle lamper tændt og anbragt på de borde, der var stille langs vinduerne fyldt med gaver, og hvilke herligheder indeholdt de ikke, som vore kærlige forældre havde købt og valgt med omhu til hver især. Yndigt legetøj til os børn, dejlige amagerkoner i rigtig amagerdragt til os pigebørn, hønsegård med høns af papiermaché og rigtige fjer til hale, fårefold med små hvide lam udskåret i fint hvidt træ, og en vældig Noah’s ark fuld af alle de forskelligste dyr o. s. v. Der var nok at beundre og forundre sig over. Og folkene blev også godt betænkt, uldne kjoler til pigerne, eller linned til udstyr til de af dem, der var forlovede. Lagen eller håndklæder eller linned til at sy af til kusken og hans kone og så fremdeles, alle var så kærligt betænkt, så der var altid almindelig glæde. Medens vi børn glædede os over vore gaver og juletræet, faldt de voksne til ro, folkene gik efter at have takket så mange gange ud i pigeværelset, hvor et rigtig julebord med alle slags hjemmelavede herligheder stod dækket; de små børn, som nu var trætte, kom i seng, og senere på aftenen fik alle vi andre også af moders dejlige julemad; vi var et stort selskab i spisestuen, og for den aften var lovene, man havde lov til at være lige så længe oppe, som vi kunne holde øjnene åbne. Al herlighed får jo en ende og juleaften med, og trætte og glade kom så børneflokken til ro. Tidlig næste morgen kom Hans og hentede juletræet hjem til sin kone og børn, lagenerne blev taget af gulvet, og når vi kom op, var stuerne som til daglig. Da moster Johanne og jeg blev større, listede vi tidlig ud af vore senge og ind i salen, for endnu en gang at se juletræet og måske finde en forglemt godte, men det vidste moder intet af.

Det var jo kun kort men dejligt, vi havde juletræet, men netop fordi det kun varede så kort, tror jeg, det blev stående i en sådan glans for mig; det var næsten en drøm og svandt, som den, hurtigt forbi. Juledag var fader og moder i kirke; da vi blev større, fulgtes vi med, og så var der altid familiemiddag eller mine forældres gode venner til middag; flere gange blev der spillet julelotteri, hvor moder havde lavet over 100 gevinster, og både små og store morede sig storartet.

Så gik juleugen, og det nye år begyndte med, at der var opgørelse i forretningen. Årsopgørelse (statusoptælling) er vist rigtigere at sige. Hele personalet, fader, morbrødrene, farbroder Christian og også et par gode venner af fader mødte til morgenthe, og efter denne begyndte arbejdet i forretningen, hvor hele beholdningen blev talt op; imedens havde moder, bedstemoder og kokkepigen travlt med at smøre frokosten, store fade med udsøgt smørebrød, øl, snaps, kaffe og julekage, alt blev bragt ned i butikken, hvor der blev dækket bord, og alle herrerne spiste og tog fat igen, for de skulle gerne være færdige til senest kl. 4. Klokken 5 var der altid en nydelig middag; fruerne til de herrer, der hjalp, var bedt med, så der var ofte nogle og tyve til bords; festlig og nydeligt samt glimrende mad kunne moder sørge for, og en god stemning og glæde bragte gæsterne med. Fader holdt tale for sit gode personale, som han takkede for det år, der var gået, senere for de gode hjælpere, som så igen takkede udbragte moders skål o. s. v.

Det var jo i de tider, hvor der altid blev holdt taler ved et middagsselskab, således husker jeg tydeligt en gang, min fader bad morbroder Frederik tale for de fraværende. Efter bordet blev der spillet kort og sunget af dem, der hellere ville det. Moder akkompagnerede udmærket, det var kort sagt hyggeligt og fornøjeligt, og alle befandt sig så godt i vort gæstfrie hjem.

I februar måned kom jo fastelavnen, hvor vi havde fri fra skole; hver fik et fint ris, som var sat i en gipsfod, så stillede vi dem alle op foran piedestalen, hvad der tog sig uhyre festligt ud, ellers blev de jo mest brugt til at rise op med, hvad vi gjorde i adskillige år, men et år fik jeg difteritis efter den fornøjelse, det var måske nok kommet alligevel, men moder blev bange, og så blev det forbudt. Mellem frokost og middag blev spisebordet kørt ned i den ene ende af spisestuen, en meget stor urtepotte fyldt med alle mulige herligheder stillet midt på gulvet, og med små træstave, knipler, karlen havde lavet, slog vi så med tildækkede øjne ”katten af tønden” under almindelig jubel.

Og så rykkede jo påsken nær. Noget før højtiden kunne man i små beskedne forretninger den gang købe påskelam på et stativ med 4 pinde, der var sat i en klods; til ben, en pind der stod lodret, hvortil der var sat en flad pind malet hvid med øjne, næse og mund, blev helt beklædt med vat, så det blev det yndigste vatlam, der med sine 4 ben stod på et fladt bræt, et guldhjerte havde det i en rød snor om halsen og et lille dannebrogsflag var sat fast på brædtet ved siden af lammet. Sådan et påskelam fik hver af børnene, og et år husker jeg tydelig, at en kone fader havde hjulpet kom og forærede ham til os et stort påskelam med 4 små lam på samme bræt. Det vakte stor jubel, og da det var en gave til os alle, blev det sat på piedestalen i spisestuen, der kunne vi se men ikke nå det, så vi havde det længe.

De to første helligdage var altid meget stille, i reglen var bedstemoder og farbroder Christian til middag hos os, men der blev aldrig spillet kort, livlig passiar var der altid, men alligevel husker jeg, det var nogle stille dage, fader og moder var i kirke, da vi blev større, fulgte vi med.

Påskelørdag var derimod en meget travl dag, og man skal selv have oplevet, at se faders glæde og travlhed en sådan dag for rigtig at kunne have begreb derom.

Den dag stod i æggefarvningens tegn. Hvor travlt fader end havde, det havde han altid tid til at forestå. Forinden havde moder købt brunspån, rød farve helt mørk pensé og så løgskaller, som blev gemt længe forinden. En stor gryde kun til det samme kom frem, og så begyndte farvningen, hver af os børn, pigerne og karlene fik en tallerken med 10 farvede æg, de blev bagt i 10 minutter i de forskellige farver, og så var der de indpakkede æg; på et stykke avispapir blev ordnet blomster, blade og mos, forsigtigt blev det pakket om æggene, som så blev bagt i de forskellige farver og kunne, når de blev udpakkede, have de nydeligste tegninger og farver af blomsterne, der var lagt ved. De var altid meget yndede, jeg husker min søster Johanne i mange år gemte et i sin chiffonière, som vi morede os med at tage frem og se på. Når æggene var færdigfarvede, gned fader dem altid med flæskesvær, og så blev de uddelt og gemt til påskedag. Når fader og moder havde været i kirke og frokosten var spist, blev spisebordet igen kørt ned i den ene ende af spisestuen, 2 skamler blev lånt hos moder og stillet ovenpå hinanden og op til dem stillet en tagsten karlen havde skaffet dagen i forvejen. En lille bakke med sand kom ind, og ned af tagstenen og ud på gulvet blev drysset et fint lag, og så begyndte ”tratningen”. Hvoraf ordet kommer, ved jeg ikke, jeg tænker mig, det er meget gammelt og en meget gammel skik at ”trante ” påskeæg (på Omø tranter – triller man stadig påskeæg), jeg har i hvert fald aldrig set den andre steder. Vi udsøgte os nu et æg, som vi efter tur forsigtig lod glide ned ad tagstenen og fortsætte sin tur ud på gulvet; var det nu således, at det ene æg kom til at berøre det andet, ved at løbe ud på gulvet, tog ejermanden til ægget, der var ramt, dette op og forsøgte at trille sit æg ned ad tagstenen om det måske kunne ramme det, der først havde rørt ved hans; kunne han det, havde han vundet ægget, kunne han ikke, måtte man aflevere et, men det kunne jo også hænde, at ægget ramte et nyt æg, og derved blev det hele jo mere vanskeligt, da indehaveren af dette så skulle forsøge sin lykke. Med iver og lyst var fader altid med i hele dette spil. Sommetider tabte man sit æg, så skallen gik lidt itu, når det så rullede ned ad tagstenen gav det en særlig lyd, og jeg kan endnu høre fader sige:” Der kommer en hosesok”. Det hele var en stor fornøjelse, ikke mindst fordi fader var med og morede sig ligeså godt, som vi børn. Nu kan I med god grund spørge:” Hvad blev der dog af alle de æg?”. Ja! Når vi var færdige med at trante påskedag, blev de, hvor skallen var gået itu pillede og vaskede og var jo fuldkommen brugbare i husholdningen, og efterhånden gik de jo alle den vej.

Tiderne skiftede og vi børn voksede til, Edvard gik nu også i skole, og den 21. oktober 1879 blev min søster Rigmor født, moder var den vinter meget skrøbelig. Bedstemoder kom hver dag, når vi havde spist til middag og blev nogle timer, for at moder kunne få en uforstyrret hvile, vi var alle i spisestuen, da børneværelset vendte lige op til soveværelset, men bedstemoder forstod så udmærket at holde fred og ro, ved sin blide men bestemte måde at behandle os på. Min søster Rigmors amme, Kornelia bragte den lille søster en slem kighoste, som jo gjorde, at hun var urolig og ikke trivedes så godt, samt blev meget sart, kom til hun var 5 år kun 5 minutter på gaden om vinteren, men med denne forsigtighed hjalp det godt, så hun overvandt de kedelige følger af denne sygdom; vi andre var temmelig raske, men jeg kan huske vi næsten alle lå af mæslinger; moder kunne ikke tåle at passe os om natten, og da man den gang ikke kendte begrebet sygeplejerske, vågede min fader og pigerne skiftevis i adskillige nætter, vi kom dog alle godt over sygdommen.

I skolen gik det mig godt, jeg rykkede planmæssigt op i den nye klasse efter skoleårets afslutning. På skolen var der foregået en stor forandring i det der blev bygget en ny fløj til. Frøken Kempel havde henvendt sig til fader om hjælp til dette byggeforetagende, og han ordnede hendes prioriteter i den gamle skole, samt hvad der af nyt skulle føjes til og fik ordnet det således, at skolen kunne udvides og få et langt større antal elever, så de nye store udgifter kunne bæres. Hun var min fader meget taknemmelig og kom en gang imellem i vort hjem. Hun var absolut en personlighed, imponerende med sin høje elegante skikkelse, og køn havde hun sikkert været som ung. Hun passede glimrende til at være leder af en sådan institution, alene hendes statelige ydre ligesom bragte respekt om hende. Hun var stærkt grundtvigsk præget og tydelig står hun for mig, når vi alle samledes i lovsangssalen, og hun sang morgensalmen for. Jeg synger aldrig ”I al sin glans” uden at jeg for mit indre blik ser den store sal med alle os børn og hendes prægtige person omgivet af lærer og lærerinder og ledende sangen.

Til hvad jeg har fortalt om skolens udvidelse vil jeg gerne føje lidt om selve livet i skolen. Vi mødte noget før kl. 9 morgen, for at vi alle samlede, hver i sin klasse med vor klasselærerinde kunne begive os til lovsangen i sangsalen; efter at være kommet tilbage til klasserne, tog så undervisningen sin begyndelse. Vi var gennemsnitlig 15-20 elever i hver klasse og havde en stab af både dygtige og elskværdige lærere og lærerinder. Religion læste frøken Kempel med os i de mindre klasser, der var også en rar ældre lærerinde, frøken Bohn, som imellem havde religionsundervisningen. Frøken Kempel begyndte altid religionstimen med at fremsige: Sælesørger fra det høje

Hold nu med os vågent øje
Vogt de små for falk og høg
Væk de dorske, styrk de svage
Tugt de trygge, styrk de svagelig
Gør os daglig husbesøg
Dan vort hjerte løs vor tunge
Så vi bede så vi sjunge
Gudelig i Jesu navn.

Hun havde absolut gave til at forklare og gøre os interesserede i bibelhistorie og gik selv meget op i de timer. Da vi blev større, fik vi en teologisk kandidat Barfod, der senere blev præst i Jylland, og de sidste år var cand. theol. Balslev vor lærer, han var en søn af daværende biskop Balslev i Ribe. Det var særlig kirkehistorie der blev undervist i i de sidste klasser; han var en meget elskværdig lærer, som udmærket forstod at holde interessen om sin undervisning. Han blev senere inspektør ved det ”Wærnske institut”, hvor eders fader var revisor fra 1902 til sin død og ofte stod i forbindelse med hr. Balslev.

I dansk havde vi, da vi kom et par klasser op i skolen, en ganske storartet lærerinde frøken ”Agnes Lund”, søster til kontreadmiral ”Francois Lund”; hun var et udmærket og godt begavet samt højtdannet menneske, der elskede vort modersmål og bestræbte sig, hver eneste timefor at lære os alt, så fuldkommen som muligt både i vor tale og skriftlige opgaver. Det var en fryd, at høre hende fortælle de (2 ulæselig ord) , senere da vi fik litteraturhistorie, forstod hun at vække vor interesse i høj grad; hende kan jeg takke for min kærlighed til dansk litteratur, og da vi så fik ”Flors” håndbog i den danske litteratur, der for mig var sand morskabslæsning, var det ens egen skyld, om man ikke blev flink i dette fag.

Jeg husker tydeligt eders fader, da han havde fået sin studentereksamen, eller det var vel nok et par år senere, sagde, at han ville ønske han kunne så megen litteraturhistorie, som jeg, men undervisningen i det fag havde i hans skoletid været sparsom. For mig var dansktimerne en fest, jeg holdt uhyre meget af den lærerinde. Så havde vi historie med en ”hr. Lehme”, også da vi var blevet lidt større; men han kunne ikke holde respekten og var kun nogle få år, så fik vi til slut stud. juris. ”Boesen”, senere dommer på Fejø, han var en god lærer, men han havde dog sine kvaler med klassens spilopmager ”Anna Birch”, en datter af kongens foged. I naturhistorie og botanik havde vi den morsomste og elskværdigste lærer gamle hr. ”Peter Tauber”; jeg husker ham så tydelig i en ganske svag- lysegul lærreds sommerdragt og panamahat.

I engelsk havde jeg, da jeg 9 år gammel begyndte på dette sprog en elskelig lærerinde frøken ”Emma Schnitter”, hun var dygtig, men hendes udtale var, da hun kom fra Vestindien, ikke så fin, som den skulle være; efter nogle års forløb, blev hun gift og vi fik frøken ”Jacobsen” også dygtig, men også fra Vestindien, men vi lærte godt.

I fransk havde vi forskellige lærerinder og i tysk den kære frøken ”Jørgensen”, ”lille Jørgen”, som frøken ”Kempel” kaldte hende; hun var meget dygtig og efter jeg var gået ud af skolen, læste jeg to gange om ugen privat med hende. Hun var fra Sønderjylland og boede først sammen med sin moder, vist under beskedne kår; da hun blev ene, fik hun en lille lejlighed henne på skolen hos frøken Kempel, hvor hun boede i adskillige år, men jeg tror nu ikke, det var ret morsomt, hverken for hende eller frøken Kempel. Hun besøgte os i mit hjem sammen med frøken Kempel af og til og holdt meget af min fader, der altid var så god imod hende. Da jeg var gået ud af skolen og Johanne en stor pige, bestemte vi en jul, at ville overraske hende; vi købte et lille juletræ i urtepotte, pyntede det med julestads i ganske lille størrelse, fyldte godter i, satte lys på og fik 2^den karlen Ole til juleaften at bære det der hen og tænde det på den tid, hun kom fra kirke og det lykkedes så godt, at han, inden han kom ud i porten, hørte hendes glade forbavselsesudbrud over et tændt træ, der stod udenfor hendes entrédør. Hun blev ved at følge mig med den største venlighed og besøgte mig som gift; en lille tid flyttede hun til Roskilde, da hun holdt op at undervise. Der besøgte jeg hende en sommerdag og havde en yndig dag hos hende. Den sidste gang hun besøgte mig var, da eders kære søster Margrethe var født , så rejste vi jo til Bornholm 1902; Frøken Jørgensen fik en fribolig i fru Heises damehjem ved Helsingør. Til jul og fødselsdag vekslede vi breve, og først, da vi kom her til Svendborg, døde hun.

Geografi var et fag, jeg slet ikke brød mig om, så jeg husker ikke noget særligt om min lærerinde; da vi var små, havde vi i stedet for geografi forstandsøvelse, og da mindes jeg et ganske mærkeligt undervisnings redskab, en firkantet trækasse vist 1 alen i firkant og en 3-4 tommer høj, som låg var lavet af papiermaché bjerge, enge, marker, malet floder og vandfald, det var næsten et helt stykke legetøj, som vi altid morede os meget over. Så havde vi håndarbejde 5 timer om ugen, ”lille Ave” kaldte frøken Kempel frøken Avenstrup, men lille var hun sandelig ikke, lang og tynd som en bønnestage med lang hals og et lille hoved, rigtig gammel-jomfruelig, men meget dygtig i håndarbejde; vi lærte udmærket, og da vi blev lidt ældre, blev der læst højt i de timer, bl. a. Ingemans romaner.

I skrivning havde vi den bekendte Louise Kremme i alle årene, og i tegning hr. Redstorf, som imponerede os med, fra den første time, vi var vel 10 a 12 år, at sige De til os; og så frøken Kempels niece frøken Anna Rude i gymnastik. Sidst i marts eller de første dage i april var der eksamen, efter vi havde haft fri et par dage til eksamenslæsning. Det var jo altid en spændende tid, når man pyntet gik til eksamen, og moder kom og hørte på os.

Da var skik og brug, at smørrebrød ikke så gerne måtte medbringes, for ikke at få dårlig luft i skolestuerne; vi købte derfor gerne wienerbrød hos bager Gatje, der boede lige ved siden af skolen. 3 stk. af det fineste wienerbrød for 10 øre, og det kan nok være, der var søgning så længe eksamen stod på.

I frøken Kempels spisestue var alle vore håndarbejder, linned – syning, fransk – og engelsk broderi, navneklud og strikkearbejde fremlagt; i en stor stabel på et bord lå de forskellige klassers skrive- regne- og tegnebøger så forældrene selv kunne overbevise sig om vore fremskridt.

Den sidste time inden afslutningen fandt sted, var altid en sangtime; vi sang mange meget smukke 2-3 ja 4 stemmige sange, og gjorde det vist pænt. Og så kom den højtidelige afslutning, hvor i mange år pastor Rindom ved Sct. Johannes kirken talte. Jeg mindes, at der blev visket i krogene om, at man mente frøken Kempel skulle blive fru Rindom nr. 2, men det går jo ikke altid, som skolepiger tænker sig. Pastor Rindom forlovede og giftede sig med en af ældste klasses elever, der gik vist et eller 1½ år efter hun kom ud af skolen. Johanne Birch, datter af kongens foged. Hun var næsten lige gammel med pastor Rindoms datter af første ægteskab. Hun blev moder til en lille flok Rindom’er bl. Andet forfatteren Svend Rindom
Om det nu var, fordi fader havde hjulpet hende så godt, eller vel egentlig af den grund, så mindes jeg aldrig, der var noget som helst i vejen, hvis der var en eller anden gunst, der skulle opnås, ligesom min søster Johanne og jeg altid havde 6 uger sommerferie fra 1^ste juli; vi var vist nok ret sarte, ikke sygelige, men spinkle og vel nok noget blodfattige og kunne trænge godt til en ordentlig sommerferie. Den gang varede den normalt 1 måned, men fader gik hen og talte med frøken Kempel og dermed var det ordnet med vor ferie.

Året rundt gik vi altid en tur efter skoletid eller middag kl. 4, først med barnepigen, men da vi blev større alene, og målet for vor tur var, at besøge bedstemoder, hvor vi altid var velkomne; om sommeren var vi i hendes have, hvor der både var jordbær, kirsebær, pærer og æbler, og selv havde vi et lille stykke have hos hende. Ofte var min veninde Marie Hertel med, og også hun fik en lille stump jord, hvor hun kunne plante små blomster; men hjemme, inden lygterne blev tændte, skulle vi være, og mange gange tog mor og Johanne og jeg os en ordentlig løbetur gennem Blaagaardsgade. - Inden moders søster holdt bryllup og rejste til Holløse mølle, blev det bestemt at Peter Christian Blum og Carl skulle gå i skole i København i Schneekloths skole, og bedstemoder lovede sin broder onkel Georg, at tage hans sønner i pension. Først var der min kære svoger Peter Christian, til han havde taget preliminær eksamen, og da han kom tilbage til Holbæk, for at være på købmand Schmith’s kontor, løste eders fader ham af og boede hos bedstemoder lige til vi blev gift.

Han kom til bedstemoder august 1876. Det var navnlig, da vi voksede lidt til, morsomt for os med de to brødre derude. Bedstemoder indbød os, da jeg var 10 år og Johanne noget yngre til at komme hver lørdag efter vor middag og blive og spiste aftensmad hos hende; ja hendes gæstfrihed udstraktes til min veninde Marie Hertel, og så kom naturligvis min kusine Mathilde Galle.

Det var meget fornøjeligt og hyggeligt, bedstemoder kunne så storartet med os børn, hun lærte os at spille whist, hjalp os med julegaver og fødselsdagsgaver til moder. Altid var der fint aftensbord, og efter det blev vi inde i dagligstuen opvartede med pærer fra hendes have. Når klokken var 9, da vi var små, og 10 da vi blev større, blev vi fulgt til sporvognen af eders fader og kørte jo så næsten lige til vor dør; men hjemme inden gadedøren kl. 10 blev lukket skulle vi være. Sommetider kunne en sporvogn jo køre fra os, og vi kunne da i reglen med held få lov til at gå gennem bagerbutikken og således uden at ringe på komme ind på hovedtrappen.

En meget stor fornøjelse fik vi børn, særlig Johanne og jeg, da vore forældre abonnerede på 2 pladser hver uge i Det kongelige Teater i balkonen i samme loge som dr. Bentsens, og min venindes moder; hvor har vi set mangen god komedie i alle de år, thi vi kom ofte. Gik der så en ballet, noget min fader ikke kunne udholde at se, han sagde altid, det var forskrækkeligt, når folk kunne tale, så gjorde de sig forståelig men pantomime, så var det således indrettet, at Johanne og jeg kunne være i vestibulen, når teaterstykket var forbi, så kom fader og moder og gav os kontrolbilletten, de gik hjem, og vi gik op til vore pladser. Ikke sjældent sagde min veninde Marie,” Bed din moder, om du må bytte i aften, for jeg har fået lov at bytte med min moder, og i reglen lykkedes det. Men af helaften stykker så vi mange dejlige vaudeviller, syngestykker, Holberg o.s.v. En gang husker jeg tydeligt, at det var blevet et voldsomt snefald medens vi var i teatret, og da vi to sammen med enten Christine eller Thyra Bentzen kom ned på Kongens Nytorv og skulle hjem med sporvognen, var denne standset af sneen. Der var jo ikke andet at gøre, end at begive sig på vej; men det er jo et stykke ud til Nørrebro, og Johanne var træt og syntes det var så slemt med sneen. Modvind havde vi også, og da vi nåede Boulevarden, tog vinden ordentlig i hende; men pludselig opdagede vi en stor mand i kavaj, der kom henimod os, og det var fader. Han og moder var bedt op til farbroder Christians på 3^die sal om aftenen til whist, medens de spillede kort syntes de nok, der blev så stille på gaden, og da fader så ud af vinduet, var alt standset, hvorpå han fik kavajen på og gik ud og mødte os, og hvor var vi (glade) over, under hans kærlige beskyttelse at vandre hjem på Nørrebro.

En teateraften, jeg aldrig glemmer, var 3^die oktober 1883. Fader og moder var taget i teatret, og noget efter kom jeg ind i hjørnedagligstuen og så ud af hjørnevinduet ud over byen væltede røgen i store masser, så himlen var helt mørk; jeg skyndte mig ud i køkkenet og hentede vor rare kokkepige Ane, som var hos os i 14 a 15 år og bad hende gå med ind i dagligstuen, også hun var forfærdet, men ved 8^te tiden, forestillingen begyndte den gang kl. 7, kom fader og moder tilbage, og vi kunne straks se på dem, der var noget galt på færde:” Christiansborg slot brænder”, sagde fader stille. Forestillingen havde været i gang, men mine forældre syntes skuespillerne gik så underligt åndsfraværende omkring på scenen, og endelig trådte Emil Poulsen frem og sagde:” Christiansborg brænder, forestillingen ophører!” Efter et lille øjeblik sagde fader:” Johanne og Louise kan tage tøjet på og gå med os”, og aldrig glemmer jeg det forfærdelige syn af den store brændende bygning, hvor ilden ville ud af de sprængte vinduer i mange etager og hundrede vinduer.

Vi gik på gaden, trængsel var der, men den inderligste sorg stod at læse på alles ansigter. Ilden var allerede opdaget om eftermiddagen, da slotsforvalter Zeltner var kommet til stede, men dels var den vist allerede så vidt omkring, dels var brandvæsenet ikke så fuldtallig eller vel udrustet som nu, og endelig var slottet, der var bygget i den fattige periode efter bankerotten og Englands ødelæggelse af hovedstaden i 1807, så sparsommeligt bygget, at der mange steder, hvor alt forestillede sten, kun var malet træ, og alle søjlerne i riddersalen var kun hule træsøjler, der trak som skorstene, så dets skæbne var vist næsten beseglet, da den ulykkelige ild opstod. I en fløj af slottet var billedgalleriet installeret, og da ilden blev opdaget, blev alt sat ind på at redde de mange skatte, der fandtes; mange kunstnere ilede derop og skar billederne ud af rammerne, rullede dem op og således gik der vist nok så godt som ingen tabt. Min farbroder Fritz, professor ved kunstakademiet, viste mig den lommekniv han havde brugt medens de hørte ilden buldrede i lokalerne ved siden af, hvor de arbejdede.

Tabet af menneskeliv var dog heldigvis ikke så stort, 2 soldater omkom ved redningen af en værdiløs større ting, men der blev vist stort mod og tjenstvillighed af alle.

Studenterne, deriblandt eders fader, var behjælpelige med at lægge våde presenninger over Thorvaldsens museum med sine uerstattelige kunstskatte. Den lille mellembygning, der forbandt slottet med slotskirken blev sprængt for at bevare kirken. Vi gik med fader og moder helt rundt om slottet lige til midnat, men da var ilden langtfra slukket, og i mange dage brændte det indvendige af bygningen.

Det var en ligefrem landesorg, der kom efter denne ulykke, jeg husker, fader den næste formiddag var ude for at se til bedstemoder efter katastrofen og kom hjem og sagde:” Bedstemoder er mageløs, hun sagde straks:” Jeg giver 100 kr. til genopførelsen”, og jeg giver 1000!” sagde fader og straks blev der vist samlet ikke så få penge ind for at få rejst slottet.

Men mange mange år måtte denne store ruin ligge dér, midt i byen, og en menneskealder gik, inden der igen stod et slot, hvor kongen kunne modtage udenlandske fyrster og holde fest dér.

En anden for mig uforglemmelig begivenhed fandt også sted i disse år, og den angik min kære broder Edvard. Han var en meget elskværdig, pålidelig og tjenstvillig dreng, der aldrig var bange for, at gå nogle skridt for andre; således bad vor rare kokkepige Ane ham en aften løbe over til vor urtekræmmer Munch og købe et pund the for hende, da den manglede til aftensmaden, og Edvard var løbet ned ad hovedtrappen; for at komme ud til gadedøren, var der ved foden af trappen 2 svingdøre med glasruder; han havde travlt og støder rask til svingdøren, men rammer ruden og jager den ene arm igennem og skar en meget dyb flere tommer lang flænge fra håndleddet og op efter. Den ene pulsåre blev skåret over, og blodet styrtede ud. Han måtte naturligvis vende om og kom op til moder, der var ulykkelig og kaldte på fader, der så hurtig som muligt løb efter lægehjælp, men blodtabet var meget stort, så kom lykkeligvis den gamle dyrlæge Haustein og fik surret et håndklæde hårdt om overarmen, så blodet holdt op at løbe, noget efter kom fader fortvivlet tilbage, han havde været hos 8 læger, men ingen hjemme, da han fortvivlet kom op ad hovedtrappen, mødte han vor kære huslæge dr. Bentzen, og han kom straks til hjælp med pincetter o. s. v., en ¾ time sled han i det, men ligesom han var ved at underbinde pulsåren, gled den ud af pincetten, og så måtte der skaffes en vogn og Edvard blev båret ned i den og så hurtigt som muligt kørte fader og dr. Bentzen til kommunehospitalet, Edvard havde lidt meget den tid, han uden bedøvelse var blevet behandlet af dr. Bentzen, men nu kom han på operationsbordet, blev bedøvet og fik det frygtelige sår forbundet.

Imedens ventede moder og jeg fulde af angst hjemme på, at vognen skulle komme tilbage med Edvard, fader og dr. Bentzen; og endelig så vi den, måske den ikke havde været så frygtelig længe borte, men den ventetid ved vinduet står den dag i dag så levende for mig. Fader bar så Edvard op, han blev lagt i seng, armen var anbragt i en skinne, da den skulle ligge aldeles rolig, våges skulle der om natten, da dr. Bentzen var bange for, der skulle indtræde stivkrampe, men vor trofaste Gud hjalp den gang, som han altid gør.
Natten gik godt, men et langt sygeleje, hvor den største forsigtighed måtte udvises, var følgen af dette forfærdelige sår, og Edvard selv var frygtelig angst og nær ved at besvime, da første gang der skulle forbindes på ny og ses til såret, hvor der også var lagt dræn, for at mulige urenheder kunne komme ud. Gud ske lov var ingen sener overskårne, men hver vinter mange år efter, bristede den fine hud på arret, og der kom små sår, og endnu den dag i dag 50 år efter, bærer han et stort men i sammensyningen med såret, som det var da ulykken skete, kun lille ar.
Det gjorde et voldsomt indtryk på mig, jeg tænker jeg var en 12-13 år, og jeg har aldrig glemt denne hændelse.

Når jeg nu i mindet går tilbage til sommeren, står alle de henrivende køreture vi hver søndag foretog, så levende for mig. Vi havde jo den dejlige lange sommerferie i 6 uger, men både før og efter var det jo sommer, men fader kunne ikke tænke sig landliggeri, hvor han og vi børn hver dag måtte med jernbane, for at passe vore ting, heller ikke at huset i så lang tid skulle være overladt til selv en meget dygtig og pålidelig pige. Han sagde altid:” Min vogn er mit landsted!” Om sommeren spiste vi derfor tidlig middag, og kl. 1 var Hans for døren med den store char-a-banc. For moder var det i alle de år nogle meget travle søndage, da alt skulle ordnes til at spise aftensmaden og i reglen drikke kaffe i skoven.

Da jeg blev større, hjalp jeg med at pakke i nogle store blikkasser afskåret brød, smør i glaskrukker, pålæg på små fade, der kunne stå i kasserne, ost, salt, peber, gafler, knive, kager, vinglas og vinen som fader altid sørgede for; jo så var der naturligvis kaffebønner og brød til kaffen.

Under sæderne i char-a-banc’en var magasiner, hvor det hele kunne sættes ned, et bjerg af sjaler og plaider altid forsynede med sikkerhedsnåle lå parat i entreen, og når Hans knaldede for døren, blev alt båret ned og ordnet, så kom fader og moder og alle vi børn, ofte var bedstemoder og morbroder Ludvig med, ja eders fader har også mange gange haft den fornøjelse, og ofte fulgte dr. Bentsens sammen med os, han havde en dejlig landauer, hvor hele familien kunne være og en morsom gammel kusk, der hed Christoffer. Når vi så havde bestemt, hvorhen turen skulle gå, og vi alle var læssede på, fader naturligvis på bukken for selv at køre, og Hans ved siden af, så gik turen ud af Fælledvejen og videre til Vibenhus og så enten til Frederiksdal eller Klampenborg, Rådvad, Fortunen og ikke sjældent til Skodsborg.

Hvor må alle vi søskende være vore forældre taknemmelige, for alt det skønne vi fik lov til at lære at kende, for deres tålmodighed med den store børneflok, som skulle lære at gå lange ture, når vi først nåede bestemmelsesstedet, for alle de dejlige steder vi lærte at kende og elske, ja når jeg rigtig tænker derpå, synes jeg, intet er så henrivende, som det stykke Nordsjælland vi færdedes i år efter år med de kære forældre.

Når vi vel var komne til bestemmelsesstedet og af vognen, blev der bestilt vand på maskine, kopper og fløde, det andet havde vi jo selv med, ja sågar kaffeposen var med hjemmefra, og så blev kaffen nydt; man rettede rigtig benene efter så længe at have siddet stille på vognen; men også køreturen var hver gang en oplevelse. Strandvejen var jo langt mere landlig end nu, dejlige villaer lå, hvor de store huse er byggede, og på barnlig vis havde vi hver udvalgt os et af de smukkeste landsteder, som vi ønskede var vort, ligesom man også vidste, hvem der var ejer af mange af de forskellige villaer.

Fader var, som jeg før sagde, en passioneret kusk, unge heste havde han altid, og det var hans lyst altid at køre uden om den vogn, der var foran, så han kørte meget rask.

En mils vej fra København var et traktørsted, der hed ”Slukefter”, her var bom og bompenge skulle betales. Når vi så, som omtalt, havde drukket kaffen, Hans havde fået spændt fra og hestene i stald, og han senere også havde fået sin kaffe og kage, blev sagerne igen pakket sammen og Hans tog dem med sig til vognen, og nu skulle vi altså spadsere en lang tur; fader elskede at gå og gik godt, moder ligeså, og vi børn kom hurtigt med. Hvor vi nød at gå i Dyrehaven, Ermelunden o.s.v. Bøllemosen, Ørholm og i Frederiksdal, gennem Kollekolle skovene til Fiskebæk eller til Hulsø og Bagsværd. Det var de dejligste ture, og aldrig husker jeg, mine forældre var trætte af os børn. Når så turen var endt, blev aftensbordet dækket ved den kro eller restaurant, hvor vi var kørt ind, og det kan nok være, maden smagte under de grønne træer. Uhyre festligt var det altid, når alle dr. Bentsens var med. Den store skare børn morede sig udmærket sammen. Og så led det jo mod aften, måltidet var endt, alle kasser igen pakket sammen. Hans gik og spændte for, og alle vi børn blev godt pakkede ind. Brødrene i kavajer og hver af os søstre havde sit sjal, som man skulle have på; så kom vi til vogns, de store vogntæpper blev stoppet godt ned om os, og så kørte vi hjem ofte syngende fædrelandssange.

I mit minde står mangen skøn sommeraften, når solen gik ned i Frederiksdal, Furesøen lå blank og stille, Hjortholms silhuet tegnede sig mod aftenhimlen, og skovene lå mørke og så underlig stille, dagen tog sin afsked.

Lykkelige er de børn, der som gamle kan vende tilbage til sådanne minder, som altid står i en vidunderlig næsten eventyrlig glans.

Engang havde vi en lille oplevelse på sådan en køretur, vi var en tidlig sommerdag kørende til Fortunen, når bøgen står lysegrøn og festlig; det må have været, da vi var ret små, thi barnepigen var med. Fader kørte så ind på Fortunen, som den gang var et meget gammelt og faldefærdigt sted, hvor beværtningen lå i et gammelt hus med stald bagved, hvor hestene blev sat ind. Barnepigen og den yngste blev oppe ved huset i haven ved beværtningen, medens fader, moder og vi andre børn gik den sædvanlige tur; og så udbrød der ild i det gamle hus. Hans skyndte sig til hestene for at få dem ud, og vor barnepige mente jo også, hun måtte tage affære, fik fat i en mand, og bad ham redde hendes herskabs vogn. Manden var meget villig, greb fat med begge hænder i vognstangen og kørte med fuld kraft char-a-banc’en med baghjulene ned i en dyb grøft, så vognen tog stor skade i den forreste del, der næsten blev skilt fra den bagerste del. Stor var Hans forfærdelse, da han, efter at have bjærget hestene, kom og så den fine vogn i den forfatning, og videre stolt har han sikkert heller ikke været over, at skulle modtage fader med den nyhed; jeg husker ikke fader blev vred, men han og Hans kom straks i gang med at udbedre vognen. Ved hjælp af tov blev den bundet sammen. Vi kom til vogns, der blev spændt for, og så begyndte en besværlig hjemtur, hvor Hans måtte gå ved siden af, når vi kørte op og ned ad bakke og pænt bede de folk, vi mødte køre til side for os, da vognen jo var mere end skrøbelig; men hjem kom vi da godt nok den gang.

Så mindes jeg endnu en særlig tur, da vi var forholdsvis små, faders og moders bryllupsdag, den 11. september. Skoven var så småt begyndt at skifte farve, mine forældre ville gerne en tur i dagens højtidelige anledning, og vi børn, vi 4 ældste, skulle med. Hans fik ordre om at være for døren med jagtvognen og en mageløs sød hest, der hed Peter. På forreste sæde sad fader med brødrene, på 2^det sad moder med Johanne og mig; jeg husker endnu den dejlige tur ud Strandvejen, den klare blå lidt kølige luft og vor store glæde over, at vi på en hverdag kom med på sådan en tur. Vi kørte kun til Charlottenlund, hvor hestene blev staldet op, og vi med forældrene gik en yndig tur, faders og moders glæde ved dagen og over at have os børn med, det hele husker jeg så levende, som netop en skøn oplevelse på en mindedag, der altid blev holdt højt i ære.

Netop under min opvækst gik de politiske bølger højt, skønt jeg jo kun var barn, følte og forstod jeg godt, hvor faders standpunkt var.

Han var en meget fædrelandskærlig mand, og med varme og hele hans impulsive natur tog han del i alle de begivenheder, som foregik den gang.

Det var særlig forsvarssagen, der optog ham. Han var, hvad man den gang kaldte højremand, stiller for Højrepartiets kandidat i 5^te valgkreds. Han beundrede som de fleste, der hørte til Højrepartiet, conseilspræsident Estrup, der trak regeringens tunge læs, hvor det ene provisorie afløste det andet, da det for ham og hans meningsfæller gjaldt om, at give landet et så godt forsvar, som muligt. Jeg husker tydeligt selvbeskatningen, hvor min fader var meget ivrig, og da det ved private midler lykkedes at anlægge Gardehøjfortet, var det med stor glæde og stolthed fader kørte moder, Johanne og mig derud, at vi kunne se det hele. Om selve fortet i virkelig krig kunne yde nogen støtte, har jeg aldeles ingen forstand på, det lå jo så nær byen i Gentofte, at var fjenden først der, var der vist ingen redning, men hele tanken betød jo en vækkelse af folket til selv at ville være med at forsvare fædrelandet, og det har jo sin meget store betydning. Fader var også med at stifte Højres Arbejder og Vælgerforening, som fik mange medlemmer og fremragende personer i bestyrelsen. Det gav anledning til bekendtskab og samarbejde med professorerne dr. juris Goos og Matzen, der nogle gange var gæster i vort hjem. Den første gang en socialist blev valgt, som rigsdagsmand, det var skræddermester Holm, var der gjort en del propaganda for højrekandidaten. Jeg husker kong Christian den IX. Buste var opstillet i vort hjørnevindue dekoreret med dannebrogsflag, og andre steder på Nørrebro var der ligeledes pyntet. Spændingen var stor. Fader var som stiller i Kongens Have med ved valghandlingen, og der blev gjort fra begge sider, hvad der den gang kunne gøres; men henad aften, da vi sad i dagligstuen kom en skare socialister dragende syngende socialistmarchen, og så kunne vi jo nok gætte udfaldet. Gadedrengene sang den gang:” Op med Estrup, Scavenius og Ravn, vi vil ingen socialister ud i kongens København!” Scavenius var kultus- Ravn marineminister. Men Holm var den første socialist, der kom ind i folketinget, som repræsentant for det meget store småkårs og til dels proletariat, der befolkede Nørrebro, så det var næsten umuligt, det kunne blive anderledes. Det var vist lige efter dette bedrøvelige valgresultat, at de store grundlovstog 5/6 begyndte, de forskellige partier samledes på 3 forskellige steder i byen, socialister, venstre, ja radikale var der også, og så højre, hvis deltagere mødtes i Kongens Have. Det var dengang en oplevelse for os børn, at få lov til at se hele toget, og vi var altid indbudte af tante og onkel Dahlman, der boede i Nybrogade, at stå ved et af deres 5 vinduer, der vendte ud mod og lå så langt nede mod Rådhusstræde, vistnok det første eller andet hus. Processionen begyndte med Højre Arbejder og Vælgerforening, bestyrelsen gik foran og bestod bl. a. af digteren Carl Ploug, Goos, Matzen, fader og flere; et pragtfuldt banner blev båret foran, og så kom de forskellige erhverv, hver med sit banner. Studenterne var også med, og ind imellem var orkestre der spillede fædrelandssange, rigtig noget for børn at se på. Jeg vil antage, det tog en god time at gå forbi, så der var mange deltagere. På den tid var i reglen syréner, guldregn og kaprifoler udsprungne, og bedstemoder bandt de yndigste små buketter fra sin have, en hel kurv fuld, som vi kastede til studenterne, og hvis der ellers var nogen vi kendte. Disse store tog på grundlovsdagen varede hele min ungdom, og vi var altid henrykte over at stå og se dem defilere.

Men nu synes jeg, tidspunktet er kommet, til at fortælle lidt om faders og moders familie samt de venner, der stod hjemmet nær og ofte kom og besøgte os og også var med at sætte deres præg på vort kære hjem.

Der var nu først faders søster Dorothea, den ældste af hans søskende; hun styrede huset for bedstefader efter bedstemoders død, var en meget dygtig, velbegavet dame, der, da hun var ca. 35 år gammel giftede sig med isenkræmmer Roding i Næstved, der var 4 a 5 år yngre.

Faster var ret høj, svær og temmelig imponerende; vi børn havde nogen respekt for hende, men kunne ganske godt lide hende. De havde ingen børn og var således aldeles frit stillede for, hvad de havde lyst til.

Min onkel Roding havde en altovervejende interesse for alt militært, og i særdeleshed for det dragonregiment, der lå i Næstved.

Hvornår han egentlig passede sin isenkrambutik, står mig ikke klart, men helt af sig selv kunne den jo umuligt gå. Ved siden af denne store interesse kom så lysten til havearbejde, og senere, hvad der tjener ham til stor ære, beplantningen af de to sandbanker der ligger i Næstved by.

Som ung havde han deltaget i krigen 1848, som herregårdsskytte været meget dygtig og kortlagt store stykker i Sønderjylland.

Efter krigen kom han så i isenkramlære og fik sin egen forretning i Næstved.

Som før sagt var de begge aldeles ikke bundne af noget som helst, og om foråret, når hovedrengøringen begyndte hos dem, kom faster og Roding, som vi kaldte vor onkel, altid ind til fader og moder, ofte netop på den tid, hvor moder havde hovedrengøring og nok at tage vare på med de mange børn og det store hus. Det anfægtede imidlertid aldeles ikke Rodings, der kom med stor bagage i reglen for et 14 dages ophold. Oppe i tagetagen var der to dejlige store gæsteværelser, og her boede Rodings. Hver morgen drog stuepigen op på 4^de sal med en fin bakke med the, wienerbrød, smør og brød, og så lidt op ad formiddagen viste faster sig.

Senere har jeg beundret mine forældres gæstfrihed, der var aldrig tale om andet, end tage imod gæsterne og gøre det så godt som muligt for dem. Én gang kom de, da moder havde huset fuldt af håndværkere og kun én stue at opholde os i, og så dertil 4^re små børn; men hun var mageløs dygtig, kunne overkomme det utrolige.- Ja hvor fader var stolt af hende. Når Rodings besøgte os, gav det jo megen anledning til familie – selskabelighed, meget i teatret gik de, og ikke sjældent fik vi to ældste lov at følge indbydelsen til at gå med. Faster var et åndeligt godt udrustet menneske, holdt meget af at lære og var meget dygtig til al huslig gerning. De førte ret stort hus, så mange, var meget gæstfrie og afholdte. Til vor, Johannes og min store forbavselse opdagede vi, da vi blev større, at faster både sminkede sig og farvede sit hår, hvad vi betroede moder, men vor søde moder forklarede os, at da faster var ældre end sin mand, ville hun ikke så gerne se gammel ud, så derfor sminkede hun sig. Det var jo en meget fornuftig (ulæseligt ord), og vi tænkte såmænd ikke videre derover; senere mener jeg, at hun havde (her kommer et par ulæselige linjer)

Til deres sølvbryllup i maj 1883 blev Johanne og jeg sammen med vore forældre indbudt til en meget stor fest holdt på byens fineste hotel. Hvor jeg tydelig husker de yndige lyserøde silkekjoler vi fik til den lejlighed.

I adskillige år besøgte vi børn altid faster og Roding om sommeren, inden vi tog videre til Holløse mølle som kun lå 5/4 mil derfra. De var altid mageløse elskværdige imod os og gjorde alt muligt for at more os. Til vor store forbavselse blev altid morgentheen indtaget helt anderledes end hjemme; når vi kom ind til thebordet sad i reglen faster og Roding og drak deres the i morgengelé, som Roding kaldte det. Han iført dagskjorte, underbenklæder, sokker og morgensko; faster, som moder kaldte det i snævert liv og underskørt, d. v. s. hun var i sit toilette ikke nået så vidt, at kjolen var kommet på, men underliv og skørt og et lille friserslag over den fyldige barm. I vort hjem kom fader og moder altid fuldt påklædt ud af soveværelset om morgenen, så jeg kan da godt huske, jeg følte mig flov og syntes ikke det var pænt; men venlige var de, dejlige køreture til Karrebæksminde, lønnede Mogenstrup bakker og Hesede fik vi og var af sted næsten hver dag. 1 gang om ugen koncertrerede dragon regimentets musik i Herlufsholm skov, og pyntede med hvide kjoler drog faster afsted med os, som hun godt kunne lide at have med, da moder altid forsynede os meget rigeligt med det yndigste tøj. Så kom vi også med på besøg hos skovrideren Wind på Herlufsholm, hvor der var jævnaldrende, og hos godsejer Redtz til Fodbygård, så den halve snes dage, vi var der gik hurtigt, og dog længtes vi meget efter timen skulle slå, da gamle staldmester Hans fra Holløse holdt for døren, for at køre os derned.

Efter faster kom min farbroder Fritz, professor ved kunstakademiet. Jeg kan godt sige, han var sine søskendes stolthed, han var jo også en fremragende portræt og genremaler, lignede i sin kunst de gamle hollændere, som måske også havde hørt til slægten, van de Mehr mentes i årenes løb at være blevet, for den tyske linje af slægten, Vermehren. Han var en velbegavet mand, havde gået på Sorø Akademi og var blevet student, havde studeret kunst i Italien og rejst noget, var en udmærket selskabsmand, feteret og afholdt i de kredse, han kom i.

Han var gift med frøken Thomasine Grüner fra Ringsted. Min tante havde været meget smuk, og hvad bedre var, et sjældent fint og elskeligt menneske afholdt af alle. Moder holdt uendeligt meget af hende. Der var en stor børneflok, 10 børn havde der været, men en lille dreng døde meget tidligt. Jeg tror nok kårene, trods min tante havde haft noget formue, var små. Farbroder var en meget sen arbejder, og selv om han fik høje priser og havde sin professor gage, så kneb det vist ikke så sjældent.

Da jeg var 7 år, døde min tante efter to gange at være opereret i brystet for kræft-knuder. Jeg tror også, at hendes moder døde af det samme.

Det var en forfærdelig sorg et uerstatteligt tab for den store børneflok, hvoraf den ældste var 22 år, den yngste 4 år.

Jeg har ikke noget tydeligt billede af denne tante, som alle, der kendte hende, elskede; jeg husker begravelsesdagen, da min kusine Elisabeth, lige gammel med mig, og jeg stod ved vinduet i dagligstuen hjemme på Nørrebro og så ligvognen køre forbi, og så husker (jeg) fader og moder med deres sædvanlige hjælpsomhed og gæstfrihed havde bedt hele familien til middag. I spisestuen var dækket til over tyve, og på hver ende af det store spisebord stod en høj kransekagetop, ja hvor er det dog underligt, at en så ligegyldig ting huskes.

Efter tantes død, tog hendes gode veninde frøken Eline Fibiger, datter af general Fibiger, sig af huset og styrede det. Eftersom jeg blev ældre, gik det op for mig, hvor smuk en gerning hun påtog sig, og hvilket arbejde hun gik ind til; jeg tror aldrig hverken farbroder eller børnene egentlig forstod, hvad hun ydede her. Jeg ved ikke, om hun var sparsommelig eller havde en husmoders dyder, men hun gjorde, hvad hun kunne, og dog blev megen kritik hende til del af alle de halvvoksne børn. Hjemmet var, da tante gik bort, blevet øde, thi i den retning tror jeg ikke, frøken Fibiger havde gaver; min farbroder passede sit arbejde om dagen i atelieret og om aftenen på akademiets tegneskole, hvor han var en fremragende lærer. Men når så arbejdet var endt, gik han vist næsten altid om aftenen ud til slægt og venner og tog sig vist meget lidt at den store børneflok som jo havde trængt dobbelt til ham, nu moderen var borte.

I hjemmet herskede altid en trykket stemning, jeg husker Johanne og jeg har været der til middag som børn, for at lege med jævnaldrende kusiner; men noget så uhyggeligt som middagsbordet har jeg aldrig kendt. Vi var jo mange til bords; når bordbønnen var bedt, kunne farbroder henvende sig til en af de voksne sønner, ellers blev der ikke mælet et ord, og ingen turde af sig selv sige noget. Når min farbroder besøgte os, var han meget underholdende og elskværdig, fortalte om de mange forskellige mennesker, han havde mødt, således en aften om Thorvaldsen, som han havde kendt.
Jeg tror også, han holdt af at komme hjemme, hvor han kun mødte elskværdighed og beundring.

Foruden farbroder Wilhelm, vor lille plejesøsters fader, som vi kendte uendelig lidt til, var der så farbroder Christian Degen Coldbjørnsen Vermehren (Christian Colbjørn Degen Vermehren). Ham elskede vi; et finere, elskeligere menneske end han var kunne ikke tænkes. Han og fader elskede hinanden, og da farbroder Christian giftede sig sent, kom han om søndagen og var hos os.

Mange mange gange har Johanne og jeg siddet på hans knæ i mørkningen i dagligstuen og set kragerne flyve over Alderstrøst ud i Søndermarken, fortalte han så på sin fine, stille måde, altid et eller andet, der kunne glæde eller interessere børn. Han var den gang fuldmægtig i postvæsenet og privatsekretær hos generaldirektør i postvæsenet grev Danneskjold Samsøe, der skattede ham i høj grad, og han var værd at holde af, ualmindelig elskværdig, højt dannet og kunstforstandig og så uendelig kærlig mod alle os børn. Da han var midt i fyrrene, giftede han sig med frøken Pauline Hansen, boede et lille år i ejendommen i Frederiksborggade, men da 3^die sal på Nørrebro hos fader blev ledig, flyttede han og tante Pauline derind og levede der til deres død. For mine forældre og os børn var det mageløst hyggeligt, at have de kære slægtninge i samme hus, der blev deres eneste barn , Paul Christian, nu praktiserende læge i København, født. Meget ofte aflagde vi børn et lille besøg på 3^die sal, og blev altid venligt modtagne, endnu oftere kom de til os.

Som mine forældre holdt de meget af et whistparti, og det kunne hænde flere gange om ugen fader sagde:” Gå op og spørg om 3^die sal ikke kommer herned i aften!” Og 3^die sal kom gerne. Da Johanne og jeg, ja brødrene med, blev større, var det en stor fornøjelse at sidde og følge spillet ved siden af farbroder. Han havde den vane, at lade kortene ligge til de var helt givet rundt så tog han dem og sagde, at de blev bedre af at ligge. Han var altid så fornøjelig og slet ikke ked af, at man sad ved siden af og hviskede sine små bemærkninger. Særlig min broder Axel var overordentlig interesseret og blev senere en meget dygtig kortspiller.

Alt, hvad der angik faders forretning, moder og os børn, fulgte han med den kærligste interesse, og utrolig fornøjelig var han, at drøfte et eller andet med. Han var ikke særlig stærk, led meget af gigt i hovedet og ofte om vinteren af bronchitis; men uhyre pligtopfyldende i sit arbejde.

Han var en højtelsket kontorchef af hele sit personale, og da han var død, læste jeg den smukkeste nekrolog over ham i postvæsenets blad.

For os børn var det storartet vi således levede dør om dør og alle har vi bevaret det skønneste minde om ham.

Tante Pauline var rar, velbegavet og meget venlig imod os børn. Hun var farbroder en udmærket kone, og det var et lykkeligt ægteskab. Farbroder Christian er fadder til Erik, og tante Pauline bar vor elskede Margrethe til dåben, noget hun satte stor pris på.

Så har I hørt om alle faders søskende, og nu må jeg fortælle om min kære moders 3 søskende.

Den ældste, morbroder Frederik, holdt vi alle ubeskriveligt meget af, han var så uendelig trofast, fornøjelig og havde lige fra vi kom til verden fulgt os børn med den største kærlighed. Han elskede moder og kom meget i vort hjem; jeg husker ham, som den bedste ven, og kunne han glæde og hjælpe En, altid var han parat. Moder fortalte, når han kom, da vi var små, så sagde min broder Edvard:” Morbror Fre’rek tag kødben af”! Også et lille bevis på, hvor meget vi holdt af ham.

Han var gift med frøken Marie Hansen og fik, efter i nogle år at have været ved forskellige ting, sammen med moders yngste broder 1877 isenkræmmer Böwings forretning i Gothersgade 15. Det havde vistnok været mine bedsteforældres håb, han ville studere og blive præst, men da han ingen lyst havde dertil, fik han preliminæreksamen på Sorø Akademi, og bedstefader anbragte ham hos konsul Grønvold i Præstø, hvor han lærte handel. Senere hen, da han blev ældre, ville han gerne have været polytekniker, og det var sørgeligt, bedstefader ikke lod ham få lov dertil, thi eders fader og jeg have ofte talt om, at på sin rette hylde kom han aldrig, og meget gode evner havde han; så havde han fået et arbejde, der havde taget hans fulde interesse, havde det kunnet holde ham til det ene. Nu passede han naturligvis sin forretning, førte hele den udenlandske korrespondance, men ved siden af dyrkede han mange andre interesser, som tog hans tanker, tid og penge.

Min tante var en temmelig nervøs natur, men gik med iver op i alle disse udenoms ting, ja var vist ofte ivrigere end morbroder, så der var noget spredt og ofte meget uordentligt over hele hjemmet. To kusiner og tre fætre var der; af og til kom vi sammen med dem, men da de flyttede ud i tante Maries faders hjem, en villa på Stationsvej i Frederiksberg, omgikkes vi ikke så meget, jeg tror ikke, tante Marie rigtig kunne lide sammenligningen med vort store velholdte i alle retninger mønsterhjem, og skønt hendes fader var meget velhavende og rundhåndet overfor hende, så blev der aldrig noget godt ud af det.

Morbroder Frederik, som I også har kendt og holdt af, står i mindet hos os alle, som en meget kærlig og trofast ven.

Hans yngre broder Ludvig var meget stille, han boede hos bedstemoder til han blev gift, med vor udmærkede huslæge dr. Atke Bentzens datter Thyra.

I alle de år eders fader og hans brødre var hos bedstemoder, havde de det således særdeles fornøjeligt, og for farbroder Peter Christian var det en stor skuffelse, da morbroder Ludvig forlovede sig, men den søde elskelige Thyra Bentzen var straks på god fod med farbroder Peter og fader, og et virkeligt venskab kom ud af det. Mellem eders fader og morbroder Ludvig var et varmt, trofast venskab, som varede livet ud. De elskede begge bedstemoder meget højt og følte sig næsten som brødre.

Egentlig var morbroder Ludvig farver, havde lært hos bedstefader, men hvorfor han ikke fortsatte efter bedstefaders død, har jeg aldrig hørt, selv var han meget beskeden og stille og talte aldrig om sig selv.

Hans ægteskab med Thyra Bentzen mener jeg var absolut lykkeligt, men en tung byrde blev lagt på ham, ved hendes svære sygdom, der i mange år hvilede som et stærkt tryk, og dertil kom den store sorg, deres søn Atkes død. Han druknede det første år de boede i Hornbæk, hvor morbroder havde købt et landhus, for at Thyra skulle samle kræfter. Atke var 10 år gammel, en flink og godt begavet dreng. Foruden ham har jeg af fætre og kusiner hos morbroder Ludvig: Anna, Henrik, Esther, Ellen, Carl og Poul. Esther døde 4 år gammel, alle de andre leve endnu.

Så er der af moders søskende kun moster tilbage, og om hende kunne jeg skrive og fortælle meget, thi hun hører med til mine lykkeligste barndomsminder. Kun 14 år ældre end jeg, samme aldersforskel som mellem min yngste søster Anna og mig. Hun var meget lille af vækst, men meget livlig og fornøjelig; vistnok som den yngste, en del forkælet, men dygtig var hun både til at styre et hus, til alt håndarbejde og holdt meget af at spille klaver.

Jeg var kun 8 år, da hun blev gift med sin fætter Olaf Høyer, som var forpagter af Holløse mølle. Hans fader døde, da han kun var 19 år gammel, og han kom så i spidsen for den store bedrift Holløse mølle var.

Foruden vind, damp og vandmølle var der 100 tdr. (tønder) land agerbrug, og til møllen hørte Holløse kro, som var forpagtet bort. Hans moder tante Line Høyer, en søster til eders bedstefader købte gården Skovsbo, da Olaf og moster havde bryllup, og flyttede dertil.

Holløse mølle havde i mange år været i hans forældres eje og et sted, hvor hele slægten elskede at komme. Det var en meget stor sorg, da onkel Olafs fader 51 år gammel 1872 døde, og onkel Olaf som 19 årig måtte træde i hans sted. Jeg holdt meget af min onkel, men stor fejl og uret blev begået imod ham, at han ikke kom ud både at se og lære noget virkeligt. Det sved til ham hele hans liv, om end han selv ville være den sidste til at beklage det. Men meget var sikkert gået bedre og lettere for ham, havde han fået lejlighed til at udvikles, som andre unge; og følgerne udeblev da heller ikke.

Nu blev han meget tidligt gift og tog med frisk mod fat på de opgaver, der ventede dem. Overordentlig afholdte var de begge, og deres hjem blev for os søskende samt hele familien og mange venner et elsket sted at holde ferie, og min søster Johanne samt brødrene og jeg har de skønneste minder fra dette gæstfrie og fornøjelige hjem.

Jeg tænker, jeg var 9 Johanne 8 år, da vi første gang besøgte dem. 5/4 mil fra Næstved kørte vi forbi Herlufsholms skove, så Stenskoven blåne, drejede så om forbi Rislev og fulgte landevejen, som så nogenlunde gik i samme retning, som Susåen, og efter en times kørsel svingede vi så op for døren til beboelseshuset, som var bygget for godt 100 års siden. Det var ikke særlig kønt heller ikke særlig hyggeligt indendørs, den gave havde moster ikke, men hvor var der dejligt alle vegne alligevel; det står for mig og mine søskende, som vort barndoms Eldorado.

Fra entreen kom man ind i en 3 fags dagligstue, som lå til venstre; til højre salen, som sjældent blev brugt, og ubeboet så den ud og havde også denne underlige kolde luft og hengemte lugt, som stuer, der sjældent bruges.

Fra dagligstuen, som vendte ud mod gårdspladsen, hvor landevejen gik igennem, kom man ind i en lang smal havestue med havedør og et fag vinduer på hver side. Til højre lå en lige så smal spisestue med kun et fag helt nede i den ene ende.

Til venstre gik man ud i køkkenet. Bag spisestuen lå i en fløj, der gik ned i haven, soveværelset, kontor, 3 gæsteværelser og strygestue, et lille mørkt værelse, så plads var der nok af. Der var bjælkeloft i stuerne og meget lavt til loftet. Helt anderledes var gæstfrihed og hjertelighed, så alle holdt af at være der. Uden for havestuen lå haven, der oppe ved huset var ret smal udvidede sig til mere end det dobbelte, var 3 tdr. land stor og ualmindelig smuk.

For os københavnere var det jo vidunderligt at kunne færdes på så stort terræn. Hjemmefra havde vi strenge ordre til aldrig at komme på nogen af møllerne, og opdragne, som vi var, til lydighed, kom vi der heller aldrig; jeg tror først, jeg nåede det som voksen. Moster sagde også ikke én, men flere gange:” Havde I ikke været så lydige, turde jeg aldrig haft 4 så små børn på én gang”.

Her i disse dejlige omgivelser tilbragte vi sommer efter sommer vore ferier, altid følte vi, vi var velkomne; kærlige og gode var Olaf og moster imod os, så ingen kunne have det bedre. Dog husker jeg et år, hvor vi egentlig uden egen skyld kom ret galt af sted. Mosters fætter arbejdede som tømrer på et af udhusene og skulle reparere et spåntag, derfor var der hængt et læssetræ ud på taget fastgjort med 2 tove. Medens nu Olaf og moster hvilede sig efter middag, inviterede fætteren ”Rudolph” os ud på læssetræet, hvad jo var meget interessant, og gennem et tagvindue hoppede vi derud. Kort efter kom moster ind i dagligstuen, så ud af vinduet efter os, og til sin skræk så hun, vi hang uden på taget. Det kan nok være, hun fik os ned i en fart og ind i haven kom vi, med ordre til den første uge ikke at komme udenfor den øverste smalle del ved huset. Vi var frygtelig flove og brødbetyngede, og hvad der ikke gjorde sagen bedre var, at vort eventyr blev fortalt til alle de gæster der kom.

Egentlig var fejlen jo ikke vor, men Rudolphs, thi ingen havde forbudt os at gå (på) tagene, og selv om vi naturligvis vidste, at det var galt, så var vi aldrig faldet derpå, var vi ikke blevet opfordret dertil.

Når jeg nu så mange år efter tænker på det dejlige Holløse, så er det den henrivende have, der står så tydeligt for mig. Den lå langs Susåens allerskønneste stykke. Ved nogle gamle pile lå nogle gamle dårlige både (2), men til en rotur eller en fisketur kunne de jo nok bruges. Langs åen i haven var en hasselgang, som et stykke fulgte med og derefter drejede ind i haven. Selve haven lå i 3 terrasser den højeste langs landevejen, og som børn tog det bakkede terræn jo vor hele fantasi fangen. Johanne og jeg red på lange hasselkæppe med en lille dusk blade i enden op af bakker til lysthuset, der hed prædikestolen, fordi en teologisk student havde siddet der og læst, videre gik turen ind i haven forbi det dejlige fuglekirsebærtræ, der var så højt, at små piger umuligt kunne komme op i det, men var glade, når havemanden plukkede en kurv fuld sorte, dejlige, søde kirsebær til os, og videre red vi helt ned i enden af haven, hvor der stod en dejlig bøg med en bænk, hvorfra der var en yndig landlig udsigt over markerne, så drejede man igen ind i haven, hvor den lille elleskov lå til højre og op til den store plæne med et nydeligt lysthus, bagved det en højtbevokset skrænt; ja det kan nu slet ikke beskrives, men måtte ses for at kunne danne sig et nogenlunde begreb om, hvor dejligt der var.

Og moster, som selv var ung, hun glædede sig over alt det skønne og glædede os, når hun kunne. En mageløs appetit fik vi af at være i den dejlige luft hele dagen, men der var også måltider nok til at kunne tilfredsstille den. Om morgenen kunne vi få the til kl. 8, men ofte kom vi først til kl. 8½ og fik så frokost, skåret smørrebrød og mælk alle sammen, de voksne kaffe. Kl. 12 var der middag. Kl. 1½ efter moster og Olafs hvile, kaffe med små tvebakker, 6 til mands som meget omhyggeligt blev talt af i en lille bunke til hver. I almindelighed var vi så gode venner med husjomfruen, så når hun skænkede kaffen til folkene og uddelte sukkeret, kandis, fik vi også en perle, som det hed, og de var meget eftertragtede.

Så kl. 4 blev der smurt mellemmad til folkene, og det nydeligste smørrebrød kom ud i haven på bordet foran havestuen og hertil mælk. Det var yndlingsmåltidet og endelig aftensmad kl. 7. Da vi var små måtte vi jo så gå i seng, men det slog sjældent fejl, at der i garderoben i spisestuen stod en eller anden lækkerbisken til os, en tallerken jordbær eller så fra om aftenen, som vi så nød næste morgen. At vi efter en sådan forplejning tog på i vægt, var naturligt, og mange gange kom vi 8 pund tungere hjem end vi var draget ud.

Den sommer jeg fyldte 12 år, var vi 4 søskende igen i sommerferien i Holløse mølle, sammen med os var eders faders næstældste broder Carl og onkel Olafs broder Harald også på besøg der. Medens de var der, blev en fisketur aftalt, og 2 både fra Holløse skulle bruges til at ro op igennem Susåen til Bavelse sø, hvor der var en sluse, de skulle igennem, for at komme ud i søen. I den ene båd var moster og Olaf, jeg husker ikke andre, men i den anden dårlige båd var Carl, Harald og en møllersvend Peter Møller. Forsynede med mad til det meste af dagen tog de glade afsted; jeg husker endnu det var en dag med underligt ustadigt vejr og kulinger, vel sagtens tordenvejr, men vi 4 søskende legede som sædvanlig. Henad aften kom så moster og Olaf kørende tilbage med det rædselsbudskab, at båden med Carl og Harald og møllersvenden i Bavelse sø var kuldsejlet og Carl var druknet.

Aldrig er denne forfærdelige begivenhed gået mig af minde, ej heller stakkels mosters fortvivlelse. For os børn var det, som en bombe, at få denne forfærdelige meddelelse. Jeg husker så tydeligt, hvor ulykkelige vi var, hvor jeg bad til Gud, at Carl måtte være blevet frelst og ikke kunnet nå at komme med de andre, jeg håbede bestemt, at han næste dag måtte vende tilbage, så I kan se, hvor lille og barnagtig jeg var. Ulykken var sket på den måde, at båden, som var dårlig og ikke egnet for sejl alligevel trods formaning havde fået sejl op, jeg ved ikke, hvem der havde hejst det, men en kastevind, som jo så ofte kommer på indsøer, havde væltet båden og alle kom i vandet. Harald Høyer svømmede godt, tilmed med lange støvler på og hjalp Carl, der også kunne svømme, men ikke holdt af vandet, med at holde sig fast i båden, og det samme måtte han gøre for møllersvenden, der slet ikke kunne svømme. Stadig ville Carl og Peter Møller op ovenpå båden, og så væltede den. Carl har så fået krampe, thi han forsvandt og kom ikke mere op. Inde fra Bavelsegård var ulykken set, og en båd sar ud, men den kom altså ikke tids nok. For moster og Olaf ventede næste dag en sørgelig rejse til Holbæk, for at fortælle eders kære bedsteforældre (om) ulykken og deres store, sørgelige tab af en god og kærlig højtbegavet og dygtig søn. Jeg var jo så lille, men sørgede alligevel så inderligt; Carl boede jo den gang hos bedstemoder, vi kendte jo ham så godt. Han var, sine 17 år til trods, student med en meget fin eksamen og udmærkelse til filosofikum.

Så kom moster og Olaf tilbage, og en aften ved solnedgang, kom de et par dage efter kørende med en vogn, hvor kisten med Carl stod på. Den blev stillet i salen og eders kære gode bedstefader kom for at se ham endnu engang og så ledsage kisten til Holbæk, hvor begravelsen fandt sted.

Det hele står nu, medens jeg fortæller det, så levende tydeligt for mig. Carl blev fundet ved, at der blev trukket våd i søen, men underligt var det, at den mand, der passede slusen netop den dag var borte, og hans kone besørgede alt så i stedet for; da manden om aftenen kom hjem, og konen fortalte ham, hvorledes alt var gået, sagde manden:” Gid de dog aldrig var kommet igennem, jeg drømte i nat om en båd, der forliste og én druknede”.

Det var en forfærdelig afslutning på ferien, ulykken indtraf den 21 juli, vi blev der ferien ud, og den elskede bedstemoder Galle kom, da en lille tid efter begravelsen var gået, til Holløse til stor trøst for den stakkels moster. Min bedstemoder sørgede inderligt over Carl, hun havde været som en moder for sine broderbørn.

Nu var eders fader ene tilbage hos hende efter sommerferien, og de sluttede sig så inderligt sammen; hun var ham til trøst og opmuntring til hjælp og styrke i de år han udvikledes.

Så endte ferien, og vi rejste tilbage. For brødrene, navnlig for Edvard, var det en sorgens dag, når toget førte os tilbage til byen; jeg mindes så tydelig den altid dejlige solnedgang over Roskilde fjord, når Roskilde station var forbi, og Edvard med tårer i øjnene så ud over den dejlige egn og tænkte på det ”tabte paradis”, som han ikke skulle se, før om alt gik vel næste sommer. Vi kom i reglen til Holløse fra faster og Roding og ville jo meget gerne derud til høhøsten, det kom vi jo ikke altid, men mange gange har vi moret os i den; ud med den tomme høstvogn måtte vi køre; men hjem på læs var det strengt forbudt at komme; når læssetræet var surret fast på hølæsset, blev der lavet en tamp med et par gode knuder, i den holdt vi og løb så bagefter vognen hjem til gården, hvor høet blev læsset af. Nu bagefter forstår jeg ikke, der var nogen glæde derved, men den gang syntes vi, det var storartet, og mange mange er Johanne og jeg løbet bagefter enten et hølæs eller et ruglæs og så kørt ud med den tomme vogn, for igen at løbe hjem. Hvor var vi trætte om aftenen og hvor det gav appetit, og aldrig husker jeg, vi faldt og slog os på disse ture. I sommerferien fik vi i reglen også nogle skovture, og den bedste tur af dem alle var til Tose mølle. Beskrive hvor den egentlig lå, kan jeg ikke, men den lå på et ualmindelig dejligt sted ved Tjustrup sø med en udsigt over en sø kranset af skov; dejligt var der, og det vil alle mine søskende give mig ret i. Ofte legede vi både salt og brød, 2 mand frem for en enke, og alle de voksne legede med, og jeg synes bestemt, de morede sig lige så godt, som vi børn. Så blev vi indbudt i Skelby præstegård, hvor de kære gamle pastor Kaarsbergs boede; deres datter Ellen, senere gift med sin fætter Reumert og en ret bekendt forfatterinde, var lidt ældre end vi, en sød, fornøjelig, ung pige; hendes brødre Hans og Johannes Kaarsberg, den sidste en højtanset læge, var også unge den gang, og det var meget fornøjeligt.

Efter pastor Kaarsbergs død kom stiftsprovst Gad fra Aalborg der til; han var en højbegavet taler, jeg husker en sommereftermiddag, hvor vi alle, også eders fader, var i kirke i Gunderslev; det var meget varmt og luften var fuld af små kolerafluer, som pinte os skrækkeligt, så vi næsten ikke kunne sidde stille; men så begyndte præsten fra prædikestolen at læse evangeliet om Peters fiskedræt, og prædikens tekst blev:” Læg lidt fra land!”, som Jesus siger til Peter; endnu i dag over 55 år efter, mindes jeg denne prædikens indhold ganske tydeligt.

Mange andre venner havde moster og Olaf, og altid var de velkomne, når vi kom der sammen med vore slægtninge.

Som en særlig interessant tur var besøget på ”Holmegaard”, den gamle herregård, der ligger ved Holmegaard Glasværk og som forpagter Friis beboede.

Jeg vil håbe I af denne beskrivelse af min moster, hendes mand og hendes hjem har forstået, hvor uendelig meget alle vi børn, der år efter år vendte tilbage til disse herligheder altid modtagne og opfostrede med den største kærlighed, skyldte disse to og deres hjem, der var et eksempel på ægte gæstfrihed og kærlighed imod alle os børn.

Når jeg skal fortælle lidt om mine forældres venner, så må jeg begynde med familien Korch, der for min bedstefader Vermehren, alle hans børn og børnebørn har betydet så uendelig meget. Når man fra Rådhusstræde drejede om ad Compagnistræde, så boede den kære tante Olivia der i nr. 22. Huset ligger der endnu og er gammelt med mange vinduer og ganske smalle piller. I kælderen var der forretning og ind ad en port kom man ind i gården, der var lagt med store fliser og på den bagerste side begrænset af glarmesterværkstedet, hvor der endnu, da jeg var ung, sad de grønne flaskebunde i døren ind til værkstedet. I gården stod en dejlig guldregn og hvid syrén, og ind i gården gik en høj stentrappe med jerngelænder; op ad den gik man, og over indgangsdøren var et ovalt malet basrelief forestillende Lykkens Gudinde, der af sit overflødighedshorn strøede dukater ud. Hun svævede på himmelblå bund og var iført rød gevandt, og uden om stod: ”Alles was Orden hat, lobt dem Herren”. Mange gange har jeg stået og kigget på den, inden jeg gik ind på trappen og ringede på døren og tante Olivias gamle pige Kjersten Dalby lukkede op og jeg kom ind i det gammeldags køkken med den store røghætte over komfuret, og derfra ind i den lille spisestue; naturligvis var der også en fin indgang til lejligheden, men alle vi, der var godt kendte, gik altid køkkenvejen.

Spisestuen var ganske lille med en lille sofa, piedestal på hver side, og på væggen over sofaen et legemsstort bryst-billede af en meget smuk dame med stort kappesæt og lyseblå bånd; det var tante Olivias moder. Foran sofaen et mindre bord, mellem vinduerne en smal pille med et ganske smalt spejl i forgyldt ramme et par stole og et bakkebord ved vinduet, og dermed var stuen fuld; men yndig var den, for solen skinnede derind, og tante Olivia selv var noget af det sødeste man kunne tænke sig. Hun var ret høj og mager, havde ganske regelmæssige træk, men på grund af en hjertesygdom ret kuppede øjne, men milde og kærlige var de, gråt hår, der lå glat ned ad tindingen, og på hovedet en fin sort kniplingsbængel; hun var meget stilfærdig men havde en god forstand og det bedste af alt, det kærligste hjerte som altid var rede til ved den mindste anledning at hjælpe og støtte og på den fineste måde; jeg tror jeg har kendt få, der var så beskedne, som hun.

Som små piger besøgte vi hende med moder, vi var da altid i den 3 fags stue til gaden; så snart vi kom, blev Kjersten Dalby sendt efter kager til glæde for os. Dagligstuen var ret stor med smukke møbler, et par palisander-træs piedestaler med indlagt rosentræ, et stort mahogni chatol o.s.v. På væggene litografier, som vist kunstnerisk vel ikke havde megen værdi. Af farbroder Fritz købte hun en gang det smukke billede af min kusine Thora, der sidder og skriver et brev, men da Thora holdt bryllup med Frants Hemmingsen, forærede hun dem billedet i bryllupsgave. Hun havde haft en broder Christian Korck, men han var død, førend jeg kan huske, han boede også i deres ejendom og havde samlet en smuk lille malerisamling, han fik vist apopleksi og døde pludselig, kort efter kom en af hans venner og sagde, at Christian Korck havde lovet ham samlingen, når han var død; der var ingen papirer eller beviser derfor, men havde tante Olivias broder lovet det, så stod hun også ved det, og ud af hjemmet gik hele samlingen. Tante Olivia havde gået i tysk skole og benyttede af og til tyske ord, således husker jeg, jeg som skolepige blev meget forbavset over, hun sagde til mig, da der var noget, jeg var ked af:” Du skal ikke quäle dig med det.”

Fader, der var opkaldt efter hendes lillebroder Edvard, som døde tidligt, havde en høj stjerne hos hende og tante Betty, og farbroder Christian elskede hun, og om farbroder Christian har jeg ofte hørt hende sige:” Ja! Går der en sjæl på jorden er det Chrisjan.” Mange meget smukke, fine gamle ting ejede hun og forærede også gerne moder et eller andet. Således husker jeg, moder fortalte hende, at hun glædede sig til at forære fader en lænestol til jul, som hun havde sparet sammen til:” Det skulle jeg (have) vidst, sagde tante Olivia, her står en gammel i soveværelset, og den bliver kun brugt til at stå på nå Kjersten åbner og lukker vinduet, vil du ikke have den?” Hvorpå hun og moder gik ind i soveværelset, og der stod en dejlig ægte chippendale med udskåret ryg, grifklør, der holdt over kugler på forbenene, kort sagt, som den skulle være. Den blev, da den kom hjem og blev poleret, et pragtstykke, der nu står hos morbroder Edvard. En dejlig krystal krone, sølvkaffekande, ja mange, mange flere ting kom fra denne rundhåndede giverinde. Meget fornøjeligt for os var det, at hun og hendes søster og svoger Dahlman i mange år havde abonneret samme aften, som mine forældre i det Kongelige teater og så var vi altid henne at hilse på dem. Tante Olivias søster tante Betty Dahlman boede i Nybrogade ganske som tante Olivia, hun var en fin, yndig dame, havde været så nydelig som ung, men var i årenes løb blevet noget skæv. Hun havde de mildeste brune øjne, man kunne se, var så venlig og sød altid imod alle os børn, og det samme var onkel Dahlman, der var hofsaddelmager, godt kendt med hele kongehuset, anerkendt som en særdeles dygtig mand i sit fag.

Han var heller ikke ret høj, men havde temmelig storslåede ansigtstræk og store grå whiskers. Han og tante Betty havde rejst sammen i de yngre dage, men lille og beskeden og sød som tante Betty var, syntes hun Paris var alt for stor på alle måder:” Jeg holder nu mere af Bryssel”, sagde hun. Hun besøgte tante Olivia hver dag og drak sin eftermiddagskaffe hos hende; yndigt var det at se de to søstre sidde sammen i den lille spisestue. Solen skinnede ind ad vinduet, i gården blomstrede guldregn og syrén og man følte, som havde tiden stået stille og al den uro, der larmede i byen udenfor var stængt ude; her var fredeligt og godt at være.

I hele min barndom var der ikke én festlighed, hvor disse elskede venner manglede. Tante Olivia holdt min søster Rigmor og tante Betty min søster Anna over dåben; de fulgte os alle på det kærligste, og dejlige konfirmations – og brudegaver vidnede om deres kærlighed til os. Min fineste broche af brillanter har tante Olivia givet mig, da jeg var blevet gift, hun ville hellere give mig den varme – end kolde hånd, nu hun var gammel og brugte ikke mere sådanne ting, men jeg var ung og skulle glæde mig ved at pynte mig med den. Ja således var hun fin i tanker og sind, og få har jeg kendt, der kunne måle sig med disse elskelige søstre.

En af moders nære slægtninge professor F. L. Hoedt besøgte vi sommetider, når moder tog os med derop. Professor Hoedt havde, som yngre, været en fremragende skuespiller ved det kongelige teater, men allerede, da moder var ung, var det et tilbagelagt stadium. Forskellige kabaler ved teatret, som den gang spillede en vældig rolle i København, der kun var en lille by, gjorde at han trak sig tilbage, som optrædende skuespiller; men nogen tid senere blev han sceneinstruktør ved det kongelige teater, og som sådan havde han været meget anerkendt. Han var teologisk kandidat, men kom, til sorg for sin gamle moder aldrig ind i den stand. Rimeligvis har det et meget velhavende hjem, hvor ingen anstrengelser, for at få udkommet, var nødvendige for ham, bidraget til at han førte en tilværelse, ganske som det behagede ham mest. I høj grad feteret var han en smuk og fuldendt selskabsmand.

Som ung besøgte moder i længere tid hans moder, som hun altid kaldte tante Hoedt og holdt meget af at være der og havde det uhyre fornøjeligt med professoren. Da moder blev gift, omgikkes hun og fader med Hoedts, og jeg husker fra lille pige jeg har set ham hjemme, ligesom han engang spillede phillipine med min søster Johanne, tabte naturligvis og sendte hende en pariser-dukke i vogn, noget så utænkelig fint og yndigt at eje.

Men det jeg mest husker er vore besøg hos den gamle tante Hoedt. Hun boede i et af de fine gamle huse i Nørregade, som hun ejede, lige overfor Folketeatret. Man kom gennem porten ad trappen op på første sal og ind i entreen, hvor der til højre var et ganske smalt værelse, hvor alle professorens støvler og sko , vist over 20 par, stod langs den ene væg, til venstre kom man ind i en dagligstue, hvor jeg kun mindes en stor broderet kakkelovns skærm, en ridderdame til hest med en falk på hånden i forgyldt ramme, det var en gave fra en af professorens veninder forfatterinden Clara Andersen.

Så tog gamle fru Hoedts selskabsdame imod os og førte os ind i en meget stor hjørnestue, spisestuen til gården, hvor fru Hoedt sad ved vinduet i en stor lænestol. Jeg husker godt, vi syntes hun så gnaven og streng ud, slet ikke venlig, og hun var tilsyneladende altid i dårligt humør og beklagede sig over de skuffelser, sønnen havde givet hende, men én gang var hun dog så rar, at hun forærede Johanne og mig hver en billedbog af samme slags, de var gemt i en lille buffet, hvor jeg tror, hun havde et lille lager af den slags, hendes søn havde nemlig skrevet nogle vers i bogen og udgivet den sammen med en anden.

Glad blev hun altid over at se moder og når de havde passiaret lidt, kom professoren ind, han holdt så meget af moder og af at tale med hende, ellers lod han sig ikke se. Han var den gang uhelbredelig syg af mavekræft og en dyb melankoli havde sænket sig over ham. Han var ikke nogen høj mand, men havde et meget smukt hoved, som dog var præget af den skrækkelige sygdom, hans hudfarve var ganske gul, men ædle træk med en ret stor bøjet næse ligesom moder. Familieskabet så man tydeligt; en smuk pande og tilbagestrøget ret langt, sort hår. Hele personen var radmager. Nye klæder ville han ikke have, så de, han havde på, hang alt for vide om ham. Men når han passiarede med moder, kunne der komme et elskværdigt, livligt glimt i hans øjne og et smukt smil om hans læber. Han må jo have gjort indtryk på mig, der sidste gang, jeg så ham, vel har været 12 a 13 år gammel, thi jeg husker ham så tydeligt, også hvor stor pris fader og moder satte på ham. Han døde i 1885, men hans gamle moder overlevede ham, fyldte 90 og blev 92 år gammel inden hun gik bort.

For min moder har det sikkert betydet meget, hun i sin ungdom kom i dette hjem, hvor, da professor Hoedt var rask, altid var et rigt åndeligt liv, alt hvad der hørte kunst til, være sig musik-, maler- eller skuespilkunst kom og gik der, selv var han en velbegavet, vittig og åndfuld personlighed, og man kan jo kun beklage, at så rige evner, som han havde, aldrig bar den frugt, man kunne vente af dem.
Og så vil jeg fortælle om de venner, der mest optog os i vor barndom, nemlig vor prægtige huslæge Atke Bentzen og hans elskværdige frue, den yndige tante Natalie. De boede på 2^den sal i samme hus, som vi, der var en stor børneflok, som vi var nogenlunde jævnaldrende med og daglig lom sammen med. Dr. Bentzen og tante Natalie sluttede sig vist ret hurtigt til fader og moder, efter vi var blevet husfæller. Doktoren var en lille tæt mand skaldet og gik hjemme altid med en fløjlskalot. Han var en anerkendt dygtig børnelæge og var, da vi var, en uvurderlig ven af familien. Han havde et meget intelligent ydre og var en meget begavet, dannet og interesseret mand der fulgte med, hvad nyt der kom i litteraturen og har vel gjort det samme i sit lægestudium, thi jeg mindes egentlig aldrig, han ikke var på højde med situationen, dertil var han meget afholdt og velset alle vegne. Måske var han på en måde åndsaristokrat, men dog aldrig, sårende nogen.

Tante Natalie var henrivende, meget smuk havde hun været, fine regelmæssige træk havde hun, og så var hun godheden og elskeligheden selv altid deltagende hjælpsom mod os børn og tilsyneladende aldrig træt. 10 børn havde der været, 2 døtre Christine og Thyra, der var 6 og 4 år ældre end jeg, så havde der været 3 piger og en lille dreng, der døde; de to yngste af de 3 piger var lige gamle med Johanne og mig og døde da de var 7 og 5 år med en måneds mellemrum af hjernebetændelse. Jeg husker tydeligt, hvilket indtryk det altid gjorde på moder, når hun talte om den forfærdelige sorg, det havde været og var, da de to små søde piger blev kaldt bort. Johanne’s og min jævnaldrende gik altså bort, men så var der sønner, der var i alder med mine brødre, 1 datter og endelig en søn, den yngste.

Det var et af de gæstfrieste huse man kunne tænke sig, og fandt vi søskende tilværelsen lidt kedelig nede hos os selv, listede vi op ad køkkentrappen og aflagde et lille besøg hos Bentzens, hvor de altid var mageløst rare imod os. Vi lånte bøger i brede baner, og ingen var sødere til at hjælpe os med julegaver og andre ting end tante Natalie. De to ældste døtre var også altid så venlige imod os, og da jeg blev en 14 år, var jeg flere gange indbudt til deres unge selskaber, noget, som jeg betragtede som en stor ære.

Som jeg før har fortalt fulgtes vi ofte om søndagen på skovture og om vintren i teatret, da Bentzens og også abonnerede. Dr. Bentzen og mine forældre rejste sammen i Norge, Saxisk Svejts og Østrig, og altid var forholdet så fornøjeligt og venskabeligt. Da jeg var 13 år, husker jeg en dag vi kom hjem fra skole og ikke, som vi altid var vant til, traf moder i stuen, så gik jeg ud til Ane og forhørte, om hun ikke vidste, hvor fader og moder var, og da hun ingen besked kunne give, op til farbroder Christians, men også uden resultat. Det var noget så uhørt, at de begge var borte. Først til middag kl. 4 kom de tilbage og fortalte, de sammen med dr. Bentzens havde været på Christianshavn og gået op uden på tårnet af Vor Frelser kirke. Der blev jo almindelig forbavselse, og vore forældre morede sig over den eftersøgning vi havde foretaget for at finde dem. Fru Bentzen beundrede meget mors dygtighed; selv havde hun mistet sine forældre, som lille barn, og ofte søgte hun råd hos moder, der var en del yngre. Jeg husker hende tydeligt kommende ned ad køkkentrappen i sin beskedne bomulds morgenkjole og et lille strikket tørklæde om skuldrene stående i køkkenet og tale med moder, der var i fuld gang med frokosten, alt imedens tante Natalie dreje køkkendørs nøglen med fingrene; hun var så sød og beskeden. Om vinteren førte doktorens megen selskabelighed, og mange gange om ugen vidste vi når deres kusk Christoffer kl. 5 knaldede med pisken,så var vognen for døren parat til at køre doktoren og fruen i selskab.

Så var der endelig moders gamle faster tante Green, som i mange år tilbragte hver vinter hos den kære bedstemoder. Hendes mand havde været stationsforstander i (her mangler navnet) men blev ret hurtig hjerneblød og måtte tage sin afsked; de boede i Hillerød og havde uendelig lidt at leve af, men blev hjulpet af familien. Jeg vil nu ikke sige bedstemoder og tante Green absolut harmonerede, derfor synes jeg også altid, det var så smukt af bedstemoder hun tilbød tante Green vinterstation hos sig. Hun kom meget ofte over på Nørrebro hos os og var hele dagen, flittig var hun, kunne godt sidde og stoppe en stor kurv strømper for moder, og så holdt hun meget af at være hos os, da huset var så udmærket bygget så familien og vore venner kaldte det ”de varme lande”. Hun blev meget gammel, over 90, og overlevede bedstemoder. Moder var trofast imod hende, besøgte hende i Hillerød og sørgede i alle retninger for hun havde det godt.

Naturligvis havde mine forældre mange flere venner, der sammen med familien kom til store middage hos os, men nu må det være nok at fortælle om dem.

Dog må jeg nævne vor udmærkede, storartede kokkepige Ane, der var hos os 14 a 15 år. Hun kom som barnepige til min broder Axel og blev senere en meget dygtig kokkepige, som med interesse og troskab passede sin store gerning, thi der var utrolig meget at sørge for og gøre i det store hjem. Min fader sagde altid, hun var god imod os og skulle aldrig nægte os et stykke mad, og det hang således sammen. Vi spiste til middag kl. 4 og måtte så ikke få noget smørrebrød før kl. 6. Havde vi nu ikke rigtig kunnet lide middagsmaden, så stillede vi jo før 6 hos Ane, oh Ane, jeg er så forfærdelig sulten, må jeg ikke få et stykke mad. Ja, så kom da, sagde Ane, gik ind i spisekammeret og smurte en rundtenom. Men kom vi medens hun gjorde rent og skurede gulv i køkkenet og ville smutte igennem til køkkentrappen for at komme ned at lege i gården, så blev hun vred og kunne alvorlig tage en i armen og sige:” vil du agte!” Så turde vi rigtignok ikke gå den vej.

Da jeg var en lille pige, lærte hun mig at ælte kager og havde god tålmodighed trods sin travlhed til at hjælpe mig, og en gang fandt hun, at barnepigen ikke var, som hun skulle være imod os og gik ind og gav hende en ørefigen og læste hende teksten. Hun var moder en udmærket hjælp; holdt ubeskriveligt af moder og fader ja også af os børn. Hun blev gift, da hun havde været de mange år hos os, med en yngre mand, der var smed i Tolstrup i nærheden af Ringsted. Mine forældre gjorde brylluppet, og fader var indskrevet som forlover; men de tog ene i kirke, det var en søndag. Hele dagen strømmede det ind med gaver fra de mange steder, Ane havde handlet, ligesom familien, der kendte hende så godt, også sendte brudegaver.

Til middagen hvor bedstemoder, Rudolph og farbroder Christians var indbudte fik vi en festmiddag, der begyndte med forloren skildpadde, Anes livret. Fader udbragte brudeparrets skål og takkede hende for alt, hvad hun havde været for ham, moder og os børn, hvorpå smeden, hendes mand, holdt den nydeligste tale og takkede for, hvad Ane havde modtaget gennem de mange år. Afrejsen fandt sted om aftenen, og så mange og forskellige var brudegaverne, at der nær ikke var blevet plads i vognen til dem. Ane besøgte moder, når hun kom til byen. En søn fik hun, der blev kaldt Axel efter min broder. Hele hendes fremtid blev lykkelig og god, hun fortjente det også, thi hun havde været trofast som få.

Jeg vil så fortælle minderne fra mit eget hjem, som voksede både på den ene og anden måde.

Børneflokken var jo det anselige tal 6., og efterhånden kom der anledning til at de store, foruden musik og skole nu også måtte lære at danse. Moder meldte Johanne og mig ind hos kgl. balletdanser Valdemar Price, som boede i St. Kannikestræde, samme hus hvor stiftsprovst Pauli også i mange år boede, inden han flyttede over i stiftsprovstegården. Det var både en fornøjelse og en udmærket undervisning vi fik hos Price, og der var jo det spændende for os to, Johanne og mig, at vi havde set ham optræde i adskillige balletter, som Maroli, Folkesagn, Sylfiden, Fjernt fra Danmark og Valdemar og mange andre. Han var en smuk mand med ret store ansigtstræk, et brusende, gråt hår og en meget smuk elegant skikkelse. Hans søster, Juliette Price, den da bekendte solodanserinde ved det kongelige teater, men som ved et ulykkestilfælde på scenen måtte opgive teatervirksomheden, men kunne færdes som andre mennesker, deltog i undervisningen, hun var en fin, yndig dame, der svævede hen over gulvet og på den elskværdigste måde rettede og lærte os at bevæge os med ynde. Da undervisningen foregik i en almindelig 3 fags stue var det jo et meget begrænset antal elever at kunne have, men der var noget hyggeligt og rart over det sted, og vi glædede os altid til danse (ulæselig linje) fulgte os, da vi var små. Men efterhånden kom der så mange elever, at der måtte et større lokale til, og det blev i Havnegade bagved Nationalbanken. Her gik vi så sammen med mange andre bl. a. de to siamesiske prinser P og Clan der var kadetter.

Et afdansningsbal husker jeg tydeligt, det var vist det sidste, jeg var med til i lokaler, vor lærer Valdemar Price havde da forlovet sig med en yndig ung slank blond dame, som var mange år yngre end han. Da opvisningen var forbi og vi kunne danse som vi ville, dansede han brudevalsen af et Folkesagn med sin forlovede, et meget smukt syn, der var noget så ægte ridderligt over hele hans person, så det hele står ganske levende for mig endnu.

1883 den 21. april blev så min yngste søster Anna født; hun var nr. 7 af flokken, en yndig, skær, lille pige som blev meget forkælet også drillet af sine søskende, særlig Edvard, som morede sig storartet, når hun blev vred. Det var også synd imod hende. Da vi nu var blevet så mange, kunne lejligheden umuligt rumme os, og der blev derfor taget det største værelse fra den 5 værelses lejlighed, som lå i flugt med vor lejlighed, og der fik Johanne og jeg, senere Thora, vort soveværelse. Det lå jo langt fra de andre soveværelser, og Johanne, som altid var noget nervøs og ængstelig og havde svært ved at sove; hun fik ofte Bromkalium og i mange år en kold kop kamillethe, når hun var kommet i seng, var vist ikke rigtig dristig ved at ligge så langt fra moder. Hun kom altid tidligt i seng, og ofte ved 9 – 9½ tiden stod hun i søvne op løb hen til døren og kaldte på moder, der altid var rede og skyndte sig op og fik sin lille pige i seng.

Men en gang fik vi en ordentlig forskrækkelse; det nye værelse stødte med en dør op til den lille et fags stue , inden man kom ind i salen, der lå foran dagligstuen, fra det et fags værelse var dør ud til hovedtrappen, og den aften lukkede Johanne døren op, den var låst, men nøglen sad i, og i søvne gik hun – heldigvis – op ad trappen og ringede på hos gamle dyrlæge Hansteen. Han blev ganske forfærdet over at se den lille pige i natkjole stå på trappen. Han tog hende på armen, bar hende ned og ringede på hos os og afleverede sin dyrebare byrde. Stor var skrækken over at tænke på, hvis Johanne i stedet for at gå op, var gået ned og ud på gaden. Heldigvis kom hun ikke noget til efter den udflugt, men efter den tid var nøglen gemt, så der ikke skulle komme flere forskrækkelser af den art.

Da jeg var omkring 14 år fik Johanne og jeg lov til at deltage i en meget interessant tur til Ringsted sammen med fader, moder, dr. Bentzens , jeg tror vi var flere men husker ikke, hvem det var. Man havde ved udgravninger i Haraldsted skov ved Ringsted fundet hele omridset af det kapel der blev bygget over den kilde, der udsprang, hvor Knud Lavard blev myrdet. Både fader og moder var meget interesserede i vor danmarkshistorie, og da de begge var fra Ringsted og moder elskede kirken der, blev det bestemt, at vi en hverdag skulle tage til Ringsted og se denne opdagelse. Fri fra skole fik vi let og turen gik så pr. bane til Ringsted, hvor vi først så den dejlige kirke, den var ikke da restaureret, som nu, hvor alle tilbygningerne er kommet til, som da den oprindelig blev opført. Men stor og smuk, høj og højtidelig var den, og så alle de mærkværdigheder den rummede fra Valdemarernes tid. Vi så Dagmar kors, Bengerds fletning og skønne afstøbning af hendes hoved, også dronning Sophies hoved, blytavlen med jydske lov, der lå under Valdemar den 1^ste hoved, hans grav og meget , meget mere. For børn, der var begejstrede for Ingemanns romaner, var det aldeles vidunderligt. Fra kirken gik vi til hotel Postgården, hvor frokosten var bestilt, og derefter holdt en char a banc for døren og kørte os til Haraldsted skov og ned til den smukke sø. I en mark lå de afdækkede rester eller fundament til kapellet, som kun var lille, ret smalt men meget interessant var det, og fornøjeligt nu at tænke på, hvor optagne fader og moder var deraf. Det meddelte sig i høj grad til os børn og gav os, fra vi var forholdsvis små , lyst til og sans for, hvad der var foregået i vort fædreland for århundreder siden, en interesse som har holdt sig livet igennem.

Ude hos bedstemoder var der ved den tid kommet et klaver, som bedstemoder havde købt, da moster fik sit med, da hun blev gift og tog til Holløse. Det blev til megen stor glæde, da dette instrument kom, thi Rudolf, som jo boede og læste til eksamen derude, havde gået og fået undervisning i violinspil hos kapelmusikus Olavesen, og nu da jeg var blevet så stor, at jeg kunne spille på egen hånd lettere musik, kom sammenspillet i gang, hver lørdag indlededes med en række forskellige numre for violin og klaver. Sommetider kom Peter Christian som på den tid arbejdede på sukkerfabrikkernes kontor, også. Han havde sin violin med, og så spillede vi trioer. Om det var så morsomt for bedstemoder og de andre tilhørere, som for os, er jeg ikke sikker på, men vi morede os herligt og nød i høj grad lørdagene. Således gik årene så trygt og lykkeligt for os børn. Johanne og jeg passede vor skole og brødrene var, efter at have gået i frøken Friises forberedelsesskole kommet i Schneekloths skole på Værnedamsvejen, hvor Rudolph og hans brødre havde gået. Jeg husker ikke, der var noget, som greb forstyrrende ind i det daglige liv, som gik med stor regelmæssighed under moders dygtige ledelse.

Én gang hver vinter kom vi 4 ældste i teatret, når der gik et stykke som vore forældre mente, vi kunne have fornøjelse af at se, jeg husker således:”Jorden rundt i 80 dage”, ”Ridderen af Randers bro”, ”Kaptajn Grants børn”, som jo var store oplevelser, også ”Aladdin” så vi. Da vi var til ”Jorden rundt” og med vore forældre sad i 1^ste parket skete der en ganske mærkelig ting. I stykket optrådte den bekendte skuespiller Sophus Neuman og i scenen, hvor indianerne overfalder toget, der kommer kørende, skød han i sin iver og optagethed ud over publikum med en revolver med det resultat, at den knaldperle, der formodentlig var var i, gik af og ramte Axel på den ene kind. ”Jeg er skudt, jeg er skudt!” råbte han af fuld hals, og moder måtte jo tysse på ham. Da tæppet gik ned, kunne man se en rød plet, og fader blev frygtelig vred, at det skulle ske en af hans børn var frygtelig. Han klagede næste dag til teatret, og hr. Neuman fik ordre på at beherske sig lidt bedre og ikke skyde på folk.

1 gang hver sommer, i reglen min fødselsdag, var vi i Tivoli, hvor vi morede os dejligt. Vi begyndte altid med at se akrobaterne på kunstnerplænen, derfra gik turen til Rutschebanen, som var i høj grad attrået, moder gik dog aldrig med op i den, men fader måtte så tage turen med os, og så var der jo de mange morsomme ting at se på og prøve; vi var da også i labyrinten og endelig kl. 8½ mødte min fætter Nicolai, farbroder Fritz’s næstældste søn og farbroder Ludvig derude ved C. C. Møllers hornorkester. Aftensmaden var bestilt fint smørrebrød og øl, og når det var fortæret, så skulle vi se pantomimen på Påfugleteatret, hvorfor morbroder Ludvig og Nicolai var bedt med, da de skulle være behjælpelige med at bære de mindre, Axel og Johanne, så de kunne se det hele. Og storartet var det jo at se Pjerrot, Harlekin og Columbine og alle de narrestreger, de lavede for hinanden, til det hele endte godt, Féen kom, i et lille tempel, som hun gik ud af og velsignede Harlekin og Columbine, så lukkede Påfuglen halen sammen, og vi ventede blot på at se pjerrot udenfor Påfuglen og høre hvad han sagde. Så var aftenen forbi, og vi kom med Forstædernes sporvogn hjem.

Fyrværkeri var der aldrig tale om at få lov at se, det ville blive for sent. For fader var sådan en tur med os børn noget af en prøvelse, han blev træt og brød sig så uendelig lidt om at komme i Tivoli; desto mere har jeg som voksen skønnet på, at vi hvert år fik den fornøjelse og at han gjorde det så godt for os.

Tiden gik ligeså hurtigt den gang som nu, når jeg tænker på de svundne , er det som en drøm, hvor lys og skygge skifter, og lyset er altid det overvejende. Gud holdt sin beskærmende hånd over hjemmet og ingen eller rettere kun få sorger ramte det, og ingen af kredsen blev taget bort, men vi fik lov til sammen at glæde os over at være så mange, at more os så godt sammen og altid møde den største kærlighed og omhu.

Jeg var jo efterhånden blevet en stor pige og gik i sidste klasse i skolen og skulle den sidste vinter 1884 – 85 gå til konfirmationsforberedelse. Mine forældre havde, de første år de var gift, hørt Frimodt ved Sct. Johannes kirken, hvor han var præst. Han var stærkt Indre Mission præget, men en ganske udmærket taler. Ret ung fik han brystsyge og døde, og moder gik så nogle år og hørte pastor Brant i Vartov kirke, hvor han havde en meget stor menighed, men da jeg var 10 år, kom stiftsprovst Paulli til København som 3^die præst ved Vor Frue kirke. Han havde tidligere været præst i Humlebæk og Snekkersten, hvor tante Green havde hørt ham, og hun rådede moder til at høre ham. Han var en højt begavet taler, og moder forsømte sjældent at gå til ham, men som 3^die præst ved domkirken prædikede han i reglen til aftensang kl. 2, så moder (tog) Johanne og mig med, og jeg takker hende den dag i dag for, at hun så kærligt viste os den rette vej, lærte os at komme i Guds hus og være glade derfor. Da jeg nu skulle konfirmeres, blev jeg om efteråret 1884 indmeldt hos Paulli og begyndte konfirmations forberedelserne; som for mig endnu står i hele sin alvorlige og inderlige måde, hvorpå den blev holdt, som den virkelige beredelse til, som voksent menneske at leve livet videre på den grund der den gang blev lagt, og den vej der med så stor kraft og kærlighed og inderlighed blev vist hen til.

Vi fik kun nogle ganske få vers for i Ny Testamente og 2 salmevers; det blev vi hørt i, og så samledes vore tanker om den forklaring og udlæggelse af den hellige skrift, som Paulli på sin fængslende og forunderlig malende måde kunne lægge klar for os. Ord til andet kan jeg ikke huske emnerne, men hele det dybt kristelige og ansvarlige, som vi, når vi som voksne skulle ud i livet, skulle tage med os, blev på den varmeste og hjerteligste måde foreholdt os; den sidste gang vi var samlede inden konfirmationen blev ligesom det hele pensum fra hele vinteren samlet og sluttet af. Vi var alle så inderlig bevægede, ikke mange øjne var tørre, vi følte, at noget, der var langt udover det daglige nu var forbi for stedse; men også , at vi havde fået en værdi, ingen kunne tage fra os, ligesom den så nære konfirmationsdag for os ville sætte et stort skel, ikke at jeg følte mig ældre eller voksen, men tanken om selv at skulle bære ansvaret for mine handlinger og løftet som skulle gives, kunne nok optage en ung pige på 16 år.

Sammen med konfirmationsforberedelsen gik jeg på min sidste skoletid, den 31 marts tog jeg afsked med min kære skole og alle de elskværdige lærere og lærerinder, der altid var kommet mig så venligt og godt i møde.

Da jeg sagde farvel til frøken Kempel, sagde hun på sin højtidelige, men så venlige måde:” Det er en ære for en ung pige, når hun har gået sin skole igennem, som du”. Det var vist nok meget mere, end jeg fortjente at høre , og meget af den ros kunne jeg vel nok takke frøken Kempels taknemmelighed imod fader for, han havde altid på det bedste rådet og hjulpet hende, når hun henvendte sig til ham, men alligevel indkasserede jeg dog lidt af den gode omtale og var meget glad for at kunne gøre fader og moder den glæde og fortælle dem det, da jeg kom hjem.

Den kære gamle skole står endnu i det ydre ret uforandret, kun er den overtaget af kommunen.

Som ældre er jeg et par gange kommet der forbi og er gået gennem porten ind i gården og stået og ladet minderne fra den lykkelige barndomstid passere revy for mit indre øje. Over indgangen til skolen står med store bogstaver:” Gud er kærlighed!” Og hvor syntes jeg, at det passede godt på det sted, hvor så mange børn modtog den første undervisning om Ham, foruden de andre fag, der hører til, hvor unge og gamle har færdedes i så mange år og ledet og hjulpet hinanden frem på vejen; og tanken gik til mit eget liv, hvor Guds kærlighed har fulgt mig i glæde og sorg, for mig været det faste anker, som styrkede og hjalp mig, når de svære tider kom. Megen tak skylder jeg min gamle skole, der nu så gammel, som jeg er, står med alle sine lyse og gode minder så friskt i min erindring.

Så kom den 19 april 1885 min konfirmationsdag, og samme dag var min faders 50 års fødselsdag, en dobbelt stor festdag for os alle.

Når jeg tænker på fader den dag, står han for mig som på sit livs fulde højde, han var rask og stod efter 17 års forløb midt i en stor blomstrende forretning, som han næst Gud kunne takke sin store dygtighed, hans og moders enestående flid for, at lykken i så rigt mål havde tilsmilet dem; han var en, endog meget velhavende mand, som allerede da havde sørget betryggende på alle måder for sin familie; midtpunktet i den store slægt der altid, som han som ung så meget havde ønsket, samledes i vort hjem både i glæde og i sorg og elskede ham. Afholdt og agtet af sine ligestillede og æret og takket af adskillige håndværksmestre, der som almindelige håndværkere havde arbejdet for ham og som nu ved hans hjælp sad som selvstændige mestre. Han elskede moder og os børn og vort yndige hjem og befandt sig aldrig bedre end der.

Konfirmationsdagen og fødselsdagen blev derfor en fest, som hele slægten og husets venner med glæde fejrede. For mit vedkommende var det en meget højtidelig og alvorlig dag, da vi allerede kl. 9 om morgenen kørte til kirke hvor hele gudstjenesten og konfirmationen i høj grad betog mig. Paulli’s tale både til forældrene og senere til os børn var så inderlig og varm, at den måtte bevæge en ung i højeste grad, ligesom velsignelsen og løftets afgivelse blev højdepunktet i gudstjenesten. Jeg husker så tydeligt, hvor stærkt indtryk det hele gjorde på mig; let til tårer har jeg altid været, og denne første store begivenhed i mit liv lod dem flyde rigeligt. Mine forældre var også meget bevægede, og der blev næsten ikke sagt et ord på hjemvejen fra kirken, hver især havde nok at tænke på. Hjemme modtog min søster Johanne mig på den kærligste måde og lykønskede mig med et varmt kys og hjalp mig af med overtøjet, og jeg fik da min ligevægt igen og kom ind til fader og moder og bedstemoder der kærligt omfavnede mig og ønskede tillykke.

Der var ret stor familiefrokost, Rodings var kommet og boede hos os og flere andre af slægten, og efter den faldt vi alle til ro. Mange yndige gaver var kommet som jeg naturligvis glædede mig over, og tiden gik hurtigt til kl. 5 da den store familiemiddag skulle være. Så godt som alle onkler og tanter, faders og moders bedste venner, onkel Dahlmans, tante Olivia, dr. Bentzens, min bedste veninde o.s.v. vi var ret mange, og jeg havde fader til bords. Han udbragte min skål og talte så smukt om, hvor han og moder ønskede mig alt godt i fremtiden, bad mig aldrig glemme denne dag, og det løfte jeg havde givet, og ønskede at Guds velsignelse måtte være over mig i de dage der kom. Mange andre taler blev holdt for fader og mig, og mange hjertelige ønsker om en lykkelig fremtid blev udtalt og gik i opfyldelse, det var en festdag i ordets bedste og smukkeste betydning, en festdag, hvor alvoren alligevel lå på bunden, som den altid burde gøre, hvor en ung træder ind i de voksnes kreds.

Blandt husets forskellige folk var der da gået snak om, at konfirmationsdagen også skulle være deklarationen af min forlovelse, og denne snak, som vel kom fra vore egne folk bragt tante Pauline af hendes egen pige, hvortil tante Pauline med stram værdighed havde svaret:” I vor familie forlover man ikke børn!”.

Men inden jeg næste sommer fyldte 17 år, gav jeg en dejlig sommerdag Rudolph mit ja og lovede, at vente på ham, til han havde taget sin eksamen.

Barndommens dage var forbi, og ungdomstiden med sine forventninger og forjættelser lå for mig i den fulde glans.

Tilbage til Slægtshistorier