Oplysninger om Christian Frederik Gustav Fledelius

Mindeord: Christian Fledelius er nok for alle, der voksede op i Ringsted i tiden fra starten af 1960´erne og frem til årtusindskiftet, synonym med Ungdomsskolen i Ringsted. Lige knapt 40 år nåede han at være leder af Ringsted Ungdomsskole, før han i januar 2001 gik på pension som 67-årig. Onsdag 25. marts 2020 sov han stille ind i sit hjem; 86 år gammel.
 
Christian Fledelius blev født i 1934 i Thy i Nordjylland. Hans far var sognepræst Ejnar Fledelius, og han tilbragte sin barndom på store præstegårde rundt om i landet. Han fortalte ofte om hvor svært det var at flytte fra Jylland til Hellerup som 7 årig og starte sin skolegang i København, når nu man talte klingende jysk. Senere flyttede familien til Torup på Nordsjælland, hvor Christians højtelskede lillesøster Birgitte blev født i 1946. Skolegangen foregik i Frederiksværk, hvorfra Christian knyttede venskaber, der holdt hele livet. I 1954 blev Christian student fra Frederiksborg Gymnasium i Hillerød.
 
Efter studentereksamenen startede Christian et lægestudie i København, og var under studiet logerende hos en slægtning i København. Studiet holdt kun kort, da synet af blod ikke tiltalte den unge Fledelius. Dernæst forsøgte han sig med statskundskab, men synet af tal var ej heller lige sagen. Han fandt sig endelig til rette på lærerseminariet i Haslev, hvor han under studiet kunne logere hos sine forældre i præstegården i Ringsted, hvor Ejnar Fledelius var blevet sognepræst i 1957. Turen frem og tilbage mellem Ringsted og Haslev foregik på en lille motorcykel, og Christian havde mange historier om at køre på motorcykel i de slemme isvintre i slutningen af 50´erne.
Allerede inden sin lærereksamen i 1961 begyndte Christian at arbejde som lærervikar på Ringsted Borgerskole, som på daværende tidspunkt var den eneste overbygningsskole i Ringsted. Der fortsatte han sit virke som færdiguddannet lærer, indtil Dagmarskolen blev bygget i 1966. Men allerede i 1963 overtog han, sideløbende med lærergerningen, stillingen som leder af Ringsted Ungdomsskole.
I privatlivet blev Christian i maj 1963 gift med sin kollega fra Ringsted Borgerskole, Inge-Lise Jappe, og parret boede de første 5 år i en lejlighed i præstegården i Ringsted. Her kom de to ældste døtre, Inge Merete og Elsebeth til verden. I 1968 flyttede den lille familie ind i et nybygget hus, som Christian selv havde tegnet. I 1974 kom den yngste datter Anne-Marie til verden.
 
Huset ved Ringsted å forblev rammen om familiens liv gennem alle årene, og var altid fuldt af liv og gæster. Både elever og lærere fra Ungdomsskolen og Dagmarkskolen havde sin gang i hjemmet, som også af flere omgange husede både udvekslingsstuderende, unge gæstelærere og løbende en ”ung pige i huset” til at hjælpe med alle de praktiske gøremål i hjemmet.
 
Christian havde en stor kærlighed for rejser, og rejste meget med både sin familie og i embeds medfør. Generationer af unge vokset op i Ringsted, har været med Christian på skiferie i Østrig eller sprogtur i Frankrig, og efter sin pension i år 2001 udskiftede han de unge rejsende med de ældre og fungerede som privat rejseleder for pensionistture til det meste af Europa. Privat rejste familien hver sommer Europa tynd i campingvogn, hvor mangt en bilkø blev tilbragt med at Christian læste op for børnene på bagsædet fra bøger som: Mumitroldene, Ringenes Herre eller Buffalos Bills eventyr i Det Vilde vesten. Og når handlingen blev for farlig, digtede Christian selv ”den Lille Gule And” ind i historien, som straks reddede alt og alle, så historien fik en lykkelig ende.
 
I de knapt 40 år Christian Fledelius stod bag roret på Ringsted Ungdomsskole voksede skolen fra et ganske lille projekt til en stor mainstream institution, der henvendte sig til alle unge i Kommunen. Ungdomsklubben flyttede undervejs to gange, først fra kælderlokaler på Ringsted Borgerskole til Hyldegårdsvej, og dernæst til nye store lokaler i et nedlagt autoværksted på Korsevænget, hvor den ligger den dag i dag. I mange år vedblev Christian at være tilknyttet Dagmarskolen sideløbende med ledelsen af Ungdomsskolen, og her underviste han hovedsageligt i Drama og Fransk, og var også tilknyttet opførelsen af mange af skolekomedierne. Christian forsømte heller aldrig lejligheden til at skrive en festsang eller en festtale, og var som pensionist også flere gange ude som foredragsholder.
Som ung var Christian Fledelius en aktiv kunstmaler, og selv om han i voksenlivet ikke fik malet så meget, bevarede han livet igennem en stor interesse for kunst. Han var i mange år formand for Ringsted Kunstforening og stod bag mange udstillinger i Pavillonen, hvor han i denne egenskab også forestod mange udflugter for kunstforeningen til andre kunstudstillinger rundt om i landet.
 
Christian nåede at få næsten 20 gode år som pensionist sammen med sin hustru gennem 57 år, Inge-Lise. De to boede i det hyggelige hjem frem til Christians død, og fortsatte til det sidste med at nyde familielivet med børn og børnebørn og passe den smukke have og det daglige spil rommy. Rejserne ud i Europa fortsatte også frem til Christians sidste leveår, ligesom det ofte blev til ferier i sommerhuset i Liseleje.

Siderne er lavet den 21-nov-2024 med GEDHTanc Version 2.46.27  © 2018